Filmkritiker og journalist i Le Monde diplomatique

Dette er fortællingen om det onde USA. Det onde som viste sit ansigt i Guatemala i 1954, hvor den moderate Jacabo Arbenz blev omstyrtet af en militærjunta. Det onde i Chile, 1973, hvor den demokratisk valgte præsident Salvador Allende blev kuppet og erstattet af diktatoren Augusto Pinochet med efterfølgende henrettelser af oppositionen og et land udsat for et økonomisk eksperiment udtænkt af Chicago-økonomen Milton Friedman, hvilket kun gav rigdom til de få og miserabilitet for de mange. Og det onde igen nu i Venezuela, hvor præsident Hugo Chavez trods 11 valgsejre på et dekade måtte se sig kuppet og bortført.
Dokumentaristen og den prisvindende journalist John Pilger opruller i «War on democracy»¹ Latinamerikas historie efter anden verdenskrig. En historie med et altoverskyggende tema, nemlig USA’s medvirken eller direkte deltagelse i de ovennævnte – og endog flere – militære og diktatoriske omstyrtninger.

Pilgers mission er til at få øje på. I hvad der traditionelt benævnes USA’s baghave er der ikke plads til socialistiske regimer, der kan udfordre USA’s dagsorden. For tænk nu, hvis befolkningen i USA gik hen og fik gode ideer. Og tænk nu, hvis kapitalismen pludselig blev stækket. Derfor griber USA ind, når det passer imperiet. Sætter diktatorer i stedet for folkevalgte præsidenter og privatiserer hele nationer. Filmen formår i den grad at betvivle Bush-sætningen: «America will not impose our own style of government on the unwilling. Our goal instead is to help others find their own voice.»

PILGER BRUGER FORHOLDSVIS mest tid på Venezuela. Velvalgt for netop at vise, at den amerikanske doktrin i Latinamerika ikke blot hører fortiden til. Venezuela er eksemplet på et land, hvor det faktisk er muligt at bruge landets naturressourcer – i særdeleshed olien – til gavn for flertallet. Med valget af Chavez som præsident fulgte en lang række reformer, som langsomt bedrede forholdene for de fattige. Uddannelsesprogrammer blev sat i værk. De store økonomiske gevinster, som tidligere var forbundet med at eksportere olie til USA blev kanaliseret væk fra Venezuelas magtelite og over til regeringen, som brugte dem på igangsættelse af folkeoplysning og styrkelse af sundhedsvæsenet. Analfabetismen blev stort set udryddet, og selv på rispakkerne i supermarkedet stod at læse om landets forfatning, så alle havde mulighed for at se, hvad et rigtigt demokrati egentlig kunne rumme. Medierne forblev frie og for næsten alles vedkommende ekstremt Chavez-kritiske. Et gryende oprør mod præsidenten kom fra den tidligere magtfulde overklasse, og under en demonstration for Chavez-kritikere i 2002 gik det galt. Efter sigende skulle tilhængere af præsidenten havde beskudt demonstranter fra oppositionen, hvorefter modstanderne af Chavez havde held med at kuppe og bortføre præsidenten. Pilger viser, hvorledes skudaffæren var rent spin – et setup som kun havde til formål at virke som brugbart skyts mod Chavez. Setup’et lykkedes til fulde, og snart blev kuppet bifaldet i USA, som faktisk også indirekte havde støttet Chavez-kritikerne gennem organisationen National Endowment for Democracy, der havde givet økonomisk støtte til de kræfter, som arbejdede mod Chavez. Stor må skuffelsen da have været for den mægtige nation, da Chavez blot to dage efter bortførelsen blev genindsat som præsident.

PILGER BRUGER FORTÆLLINGEN om Venezuela til flere formål. Dels vil han vise, at USA stadig laver udemokratiske overgreb, når det passer imperiet. At USA ved siden af en «war on terror» fører en «war on democracy», uanset hvor mange gange de selv påstår at ville eksportere demokrati til så mange lande som muligt. Dels vil Pilger sandsynliggøre, at Chavez har været en stor succes som præsident, og endelig ønsker Pilger at efterlade seeren i håb om, at folket kan rejse sig imod imperiet og trække det længste strå. De fire formål illustrerer meget godt såvel filmens svaghed som dens styrke. John Pilger er egentlig en vanvittig anerkendt og prisbelønnet journalist. Han har arbejdet som krigskorrespondent i Vietnam og Cambodja og produceret mere end 50 tv-dokumentarer, som blandt andet har indbragt ham en Emmy og en BAFTA-pris. Dokumentaren «The Quiet Mutiny» fra 1970 viste, hvordan de amerikanske soldater i Vietnam var i oprør mod deres ledere, mens «Death of a nation» fra 2004 skabte international opmærksomhed omkring befolkningens lidelser i Østtimor. Pilgers styrke har vanligvis være at bringe frem i lyset, hvad få ser på eller tør tale om – og vel og mærke med journalistens redskaber som grundbasis, men her i Pilgers første biograf-dokumentarfilm forkaster han al tanke om journalistisk objektivitet. Interviewet med Chavez bærer mest præg af beundring og loyalitet. Godt nok spørger Pilger, hvorfor der stadig er fattige menneske i det olierige Venezuela, men han lader Chavez slippe udenom med et pseudosvar. Og Pilger formår aldrig at komme ind på den relevante kritik af Chavez, som en præsident der også selv har autonome tilbøjeligheder, der eksempelvis har udmøntet sig i 18 måneder, hvor han regerede udenom nationalforsamlingen. Eller hvad der vil ske i Venezuela, når olien slipper op og den lette vej til velfærdsforbedringer dermed lukkes. Ej heller formår Pilgers film at komme en analytisk dybde nærmere. På ingen måde forklares sammenhængene i historiens gang. Hvordan er USA et imperium, og hvad vil det egentlig sige, at en nation handler som et imperium? Det er spørgsmål, der forbigås i tavshed. Den nuancerede skildring er simpelthen ikke Pilgers mission denne gang. Som en Noam Chomsky påtager Pilger sig rollen som mediekrigeren, der vil kæmpe de umyndiggjordes kamp. «War on Democracy» er som et korstog, og filmen vil givetvis på grund af sin politisk ukorrekte – og bestemt ikke uproblematiske – subjektivitet nå ud til folk, som ellers ikke ser den slags film, om end den nok primært vil nå de folk, som allerede er enige i Pilgers sympatier. Interviewsekvenserne med mennesker, der blev tortureret under Pinochets regime, er uafrystelige. Sekvensen med en 95-årig venezuelansk dame, der tidligere var analfabet men som nu læser for første gang i sit lange liv er på samme tid gribende og underfundig. Men mest sigende er måske interviewet med den tidligere chef for CIA-aktiviteter i Latinamerika, Duane Clarridge, når han ærligt og helt ublu siger, at «America has the right to do whatever it wants to whoever it wants as long as it’s in America’s national interest». Hele suppedasen kogt ned til kynisk rationalisme af en af imperiets egne – og en spand koldt vand i hovedet på de officielle ytringer fra den amerikanske præsident.

UAGTET OPRULNINGEN af Latinamerikas grumme historie, slutter «War on Democracy» i en optimistisk tone. Pilger fremmaner folkets røst og forsøger at overbevise seeren om, at vækkelsen er kommet. At imperiets dage er talte. Filmen virker ikke synderligt overbevisende i dette noget blåøjede aspekt, men sikkert er det, at nye toner lyder fra det sydamerikanske kontinent. Socialistiske regimer i Bolivia og Venezuela viser vejen. Sidste års oprettelse af Banco del Sur som et latinamerikansk alternativ til den omklamrende og USA-dominerede IMF (Verdensbanken) bringer også håb om en alternativ dagsorden.² Og selv med en blåøjet film som Pilgers vil flere af verdens øjne rettes mod kontinentet og dermed forhåbentlig kunne forebygge, at fortiden gentager sig for mange gange endnu.
© norske LMD