Stagirittens lange skygge

Hvad vil «dansk filosofi» egentlig sige? Vi er vel blevet vant til – fra paralleller som «dansk litteratur» eller «dansk kunst» – at se for os disciplinens danske udvikling, hvor elev følger lærer (med passende generationsopgør) – hvor det altså samler sig i en særlig dansk kulturel historie, og hvor udenlandsk påvirkning eller påvirkning fra andre områder mere er et krydderi end et existensvilkår. Dansk filosofis historie kan imidlertid slet ikke beskrives på denne måde (og det rejser naturligvis spørgsmålet om hvorvidt dansk litteratur og kunst egentlig kan det!) – der er simpelt hen ikke nogen organisk, sammenhængende, endsige dansksproget tradition. Tværtimod foregår det hele på latin til langt op i 1600-tallet, og den typiske danske filosof er berejst og internationalt forbundet i det europæiske kulturfællesskab. Snarere end historien om udviklingen af noget særligt dansk er det derfor historien om et hjørne af europæisk kultur, set gennem en geografi.

Kortlægningen af dansk filosofis historie kræver således i emninent grad europæisk udblik, og det har de to forfattere til det imponerende fembindsværk i støbeskeen da også. De hører til Københavns Universitets førende forskere – den klassiske filolog Sten Ebbesen, førende international kender af skolastisk tænkning, og filosofihistorikeren C. H. Koch, expert i renaissancens og oplysningstidens åndshistorie. Som antydet ligger det på flere måder ikke særlig lige for at kortlægge dansk filosofis historie, og de to første bind af værket bryder på flere måder helt ny grund.

Det første bind er Ebbesens, der har stået centralt i arbejdet med etableringen af kritiske udgaver af dansk skolastik siden banebryderen Jan Pinborgs tidlige død – dvs. af filosoffer som Martinus de Dacia, Johannes de Dacia, Boethius de Dacia – eller Martin, Johannes og Bo fra Danmark, som de ville hedde på dansk. Disse filosoffer tilhører en tidlig tinde i dansk filosofi omkring «modismen» i 2. halvdel af 1200-tallet – dvs. den gren af den skolastiske filosofi, der udvider den netop genopdagede Aristoteles på logikkens og sprogteoriens område ved at interessere sig for «modi significandi», betydningsformer. Boethius vandt sig en tidlig hæder ved at stå centralt i den berømte liste på 219 antagelser, som biskoppen af Paris fordømte i 1277 i et forsøg på at dæmme op for aristotelismen og i bredere forstand for at inddæmme den skolastiske filosofis stadig større selvstændighed i forhold til kirken. Boethius’ ry varede imidlertid ikke længe og med den store nedgang i filosofien, der fulgte med renaissancehumanisternes vending mod det praktiske liv og hårdhændede opgivelse af skolastikkens indsigter, blev hans kiste for alvor forseglet. Ebbesen er imidlertid blandt de forskere, der ser Boethius som en af de største og mest orginale filosoffer i skolastikken – på linje med Abélard, Aquinas, Duns Scotus, William af Ockham osv. – og Boethius får da også en absolut hovedrolle i bind 1. Hele hans aktive virke udspiller sig – ligesom sine skolastiske landsmænd – i det internationale filosofiske kredsløb med center i Paris; først med Københavns Universitets grundlæggelse i 1479 får Danmark en egen basis for filosofisk udvikling. Boethius hævder, at «Alt der er til er enten en ting eller en måde ved en ting» – han arver fra den persiske aristoteliker Avicenna den ide, at ting generelt er «fællesnaturer», der hverken er almene eller singulære (og derved undslipper universaliestriden, i det mindste i dens mere primitive form) – de kan så i anden omgang instantieres i enkeltgenstande eller universaliseres i tanken. Videnskaber er mulige, hvad angår tings årsager – i den brede, middelalderlige betydning af «årsager». Videnskaber angår kun generelle størrelser over individ-niveau; på denne basis skelner Boethius skarpt mellem grammatik, logik, naturfilosofi, etik og så videre – og alle disse videnskaber skelnes igen skarpt fra den åbenbarede tro. Boethius taler for en realistisk grammatik, hvor strukturelle virkelighedstræk opfanges af sproget, og som således udgør en universalgrammatik for alle sprog. Selv om sproget udtrykker logiske forhold, lægger Boethius stærk vægt på at holde sprog og logik adskilt som videnskaber med hver sine grundteser og terminologi: grammatisk og logisk korrekthed er ikke det samme. Naturfilosofien kræver, at enhver årsag har en bagvedliggende årsag og den tillader således ingen første bevæger eller skabelse – disse ting kan man kun få indsigt i ved tro og åbenbaring. Men det er den optimale livssituation overhovedet at kunne hellige sig filosofien, mener Boethius i sin lykkelære – og naturligvis måtte denne tese optages blandt bispen af Paris’ forkastelige teser.

Andre hovedskikkelser i bindet er Anders Sunesen med det naturfilosofiske skabelsesdigt Hexaemeron fra 1100-tallet, logikeren Niels Drukken fra 1300-tallet, der hævder en Ockham-lignende nominalisme, og metafysikeren Tue fra Viborg, ærkebiskop i Lund, der driver nominalismens hævdelse af enkeltgenstande som de primære ting ud i extreme ideer om muligheden for at forstå enkeltgenstande i deres eneståenhed.

Bindet om renæssancen indledes med en generel opsummering af renæssancehumanismens opgivelse af skolastikken til fordel for rent praktisk viden. De første store professorer ved Københavns Universitet efter reformationen 1536, Peder Palladius, Jens Andersen Sinning og Niels Hemmingsen tog alle afsæt i Luthers kompagnon Melanchtons lære og så filosofien som teologiens tjenestepige. Da Hemmingsen tilsluttede sig Calvins nadverlære – at Kristi tilstedeværelse er rent symbolsk – måtte han fratræde sin stilling for kætteri; som man ser, medførte opgivelsen af af de skolastiske indsigter ofte en langt ringere tankefrihed end i skolastikkens guldalder. Kochs fremstilling afbrydes af et enormt kapitel af Ebbesen med titlen «Lærebøger og disputatser, logik og metafysik, den danske ramisme og dens afvikling». Universitetet havde i perioden den praksis, at baccalaur-graden blev taget ved et forsvar for en af professorens teser – ofte disputerede mange baccalaurer på een gang. Ebbesens gennemgår nu den danske filosofi i 16.-17.århundrede ud fra alle sådanne disputatser om logik og metafysik. Det tegner et billede af en periode, hvor det sidste af middelalderens aristotelisme skylles væk af en bølge af begejstring for franskmanden Petrus Ramus og hans lære, der lægger vægt på en retorisk tilgang til logik og følgelig foragt over for store dele af Aristoteles’ værk – og frem til en ganske vist fattigere aristotelismes tilbagekomst efter ramismens højdepunkt sidst i 1500-tallet. Centrale navne er Anders Krag, H.P. Resen, Caspar Bartholin og Chr. Nold – også sidstnævnte blev fyret i 1667, men nu af en anden grund: for at fremsætte teser, der kunne true enevoldskongen Chr. V. De mangfoldige traktater, som Ebbesen her gennemgår viser et billede af Aristoteles’ lange skygge – ramismen tillader et begrænset opgør, men endnu helt op mod 1700-tallet udfoldes dansk filosofi i reference til Stagiritten, uanset om det er i tilslutning eller kritik. Ebbesens behageligt tørre og vrisne stil lader ofte ane, at logik og metafysik, som han forefinder den i disse århundreder, er i dybt fald efter skolastikkens højder, og vi skal tydeligvis vende blikket andetstedshen for at finde danskere der kandidarer til international status. Det finder vi til gengæld i Kochs interessante afslutningsafsnit om naturfilosofien i perioden. Paracelsus’ mærkelige blanding af empiristisk medicin og okkultisme udgør et opgør med Aristoteles, der lærer, at «semina», frøkorn, bestemmer naturens udvikling, og bliver inspiration for Peder Sørensen. Han giver Paracelsus’ teori en nyplatonisk struktur, hvor sædekornene formidler mellem verdenssjælen og dens udstråling i verdenslegemet. I en heftig og tidstypisk cocktail af mosebøgerne, udvalgt antik filosofi, den nyopdagede Hermes Trismegistos’ angiveligt oldægyptiske mystik o.m.a. hævdede Sørensen et basalt naturstof, et livsprincip, en vitalkraft som basis for lægevidenskaben, og han fik internationalt ry langt op i det 17. århundrede. Tycho Brahes verdensbillede danner kompromis mellem det geocentriske verdensbillede og Kopernikus – jorden forbliver i centrum, men planeterne kredser om solen – men han forsvarer også astrologien ud fra en lære om korrespondens mellem de enkelte planeter og kroppens organer. Også hos ham afspejler mikro- og makrokosmos som hos Paracelsus hinanden. I det 17. århundrede letter aristotelismen omsider, idet naturfilosofien i København kommer under indtryk af cartesianismen. Ole Worm og de yngre Bartholiner åbner for den mekaniske tilgang til naturen – og den dermed muliggjorte tekniske udnyttelse af den. Niels Steensens anatomi føjer hertil en gryende empirisk undersøgelsestrang: «Skønt er det, som uden Dissektion er tilgængeligt for Sanserne, skønnere, hvad Dissektionen fremdrager fra de skjulte Helligdomme, men langt det skønneste er det, som undflyr Sanserne og dog ved sanselige Tings Hjælp erkendes gennem Fornuften.”

Steno skændtes med Leibniz om viljens frihed og skrev endnu på latin – først mod slutningen af bind 2 er der svage ansatser til en dansk filosofi, hvis man derved forstår en filosofi forfattet på dansk. Men med de to foreliggende bind har Ebbesen og Koch fremlagt en fornem og nybrydende kortlægning af dansk filosofi inden den blev dansk, med parallelcitater på latin og dansk oversættelse Der er grund til at se frem til værkets kommende bind.





Sten Ebbesen og Carl Henrik Koch: Dansk Middelalderfilosofi 1170-1536, 255 s., Gyldendal

Sten Ebbesen og Carl Henrik Koch: DanskFilosofi i Renæssancen 1537-1700, 352 s., Gyldendal.

I løssalg kr. 348,-; i abonn. pr. bind 298,-, ialt kr. 1490,-