Løgnens kultur

Rusland er historien om, hvilken enorm forskel lidt over et årti kan gøre, men samtidig også om, hvor svært gamle vaner og strukturer dør. Efter de kaotiske 90´ere har den relative stabilisering ifølge mange russiske kommentatorer også betydet fare for en ny stagnationsperiode, trods den fortsat hæsblæsende udvikling i centrene. Med stagnationsperiode tænker russere altid på Bresjnev-tiden, hvor det primært gjaldt økonomien, men også tankevirksomheden i bred forstand, folkekulturen om man så må sige. Nu gælder stagnationen primært sidstnævnte. Mange sørgede over Bresjnevs død, om end det ikke manifesterede sig i massehysteri som ved Stalins død i 1953. Sorgen efter Bresjnevs død i 1982 havde imidlertid ikke meget at gøre med det, som Bresjnev havde gjort. Den havde meget mere at gøre med det, som han ikke gjorde. Han blandede sig ikke i folks liv. De fik lov til at trække sig tilbage til privaten. Det blev tilstrækkeligt blot at lade, som om man bifaldt regimet. Ingen krævede længere aktiv medvirken, bortset måske fra lejlighedsvis udskrivning som statister i folkelige kulisser omkring regimets fester for sig selv. Eller til subbotnik, gratis arbejde på lørdage med at fjerne noget af alt det skidt, som ellers også fik lov til at hobe sig op i fred.

Nu har russerne igen trukket sig tilbage til privaten. Den værste af de gamle vaner, som er styrket i den nye åndelige stagnationstid, er løgnens kultur. Alle ved, at de fyldes med løgne fra magtinstanserne, men de optræder, som om det nærmest er en naturlov. Men russerne har jo vist i nyere tid, at de godt ved, at de kan sætte sig op imod løgne og kræve sandheden. Det viste den glubende appetit, hvormed de kastede sig over al den tidligere forbudte litteratur og alle de afsløringer om deres historie, som væltede frem fra slutningen af 1980´erne. Russernes store flertal optræder nu som mennesker med tømmermænd efter en lang fest med orgier af slagsmål mellem deltagerne. De løse ender efter festens afsløringer og skænderier vil de nu være i fred for. Ikke noget med at rippe op i de vilde nætters store uafklarede diskussioner i slutningen af 80´erne og i 90´erne. Præsidenten kan i det klima blive endnu mere populær, selv når dramatiske begivenheder sætter hans styre på prøve, og det i realiteten dumper, fordi løgnen er dets primære værktøj i omgangen med befolkningen. Det viste katastrofen på ubåden Kursk i august 2000, og det har Putins krig i Tjetjenien vist, ligesom Kremls håndtering af og efterspillet til gidseldramaet i Dubrovka-teatret i Moskva. (…)