Staten som egoistisk monster

Raymond Aron er et fyrtårn i fransk politisk tænkning i det 20. århundrede – men i dansk sammenhæng betydelig mindre kendt end hans samtidige Sartre, Merleau-Ponty og Camus. Aron var studiekammerat og personlig forbundet med Sartre – «mon petit camarade» – men afveg stærkt fra ham i sin midterpolitiske holdning og sin «rationalistiske humanisme» i kontrast til Sartres forskellige flirter med kommunismen. Også i selve tilgangen til politik som emne afveg han fra Sartres principielle, filosofiske indstilling – Aron tager altid udgangspunkt i konkrete exempler, der endevendes og diskuteres frem og tilbage, op mod forgængere og inspiratorer som Clausewitz, Machiavelli, Marx, Tocqueville osv.

Som man kan ane af disse navne, var Aron også «realist» i den særlige betydning af ordet, som man bruger i international politik – i modsætning til Sartres idealisme. «Realisme» angiver her, at man ser international politik som i sit væsen anarkisk, styret af en pluralitet af egoistiske agenter og uden nogen international retsorden. Aron kunne ligefrem definere international politik som den sociale sfære, hvor adgangen til vold er både legal og legitim. Som sådan er han en af det 20. århundredes store realister, nævnes fx. som et af Kissingers forbilleder og spillede også selv en rolle som rådgiver i fransk politik. Men som den foreliggende artikelsamling illustrerer, så er Arons variant af realismen pragmatisk, forsigtig og ikke uden idealistiske komponenter.

Arons skrivestil forklarer måske hvorfor han ikke har kunnet blive nogen slående berømthed på sammemåde som Sartre. Ikke bare er hans synspunkter uden radikalismens fanskabende signalværdi, men selve skrivestilen er også vævende, frem-og-tilbage og ikke altid begavet med klarhed.

Men alligevel fremstår der flere orginale synspunkter i hans tænkning, også som den er repræsenteret i det foreliggende gode udvalg af essays. Idag er måske især den nærmere karakter af hans realisme af interesse. For Aron er liberalismens fejl, at den er naiv mht. til magt og militær – den hylder ideen om, at magt som sådan er af det onde og skal holdes nede og reguleres af principper. Det går jo også fint indenfor enkelte stater, hvor principperne kan knæsættes på grund af statens voldsmonopol. Men i internationale forhold, der netop er karakteriseret ved fraværet af et sådant voldsmonopol, er det i bedste fald naivt at tro, at principper alene kan klare sagen. Derfor er Aron skeptisk over for troen på fx. FN og lignende organisationers reelle styrke. Han skriver således om de «problemer, de amerikanske statsledere er løbet ind i. De har været fanget i et dilemma mellem en national ideologi («krig er en forbrydelse» og «der skal gælde en retstilstand mellem staterne indbyrdes») og det internationale samfunds egentlige natur og har skiftevis optrådt kynisk, naivt og hyklerisk.» Aron exemplificerer: Eisenhower tog i Suezkrisen parti mod England og Frankrig, men undlod at gribe mod Sovjets samtidige og langt mere alvorlige knusning af opstanden i Ungarn. Det første blev legitimeret i, at principper også gælder for vennerne – men det andet blev legitimeret i styrkeforhold, ikke i principper. Det er næsten ironisk at læse disse udsagn fra 1972 i dag, da krig-er-forbrydelse-synspunkt er vandret fra USA til Europa og fra liberalister til socialister – men problemet i synspunktet er naturligvis konstant. For Aron hersker der stadig en hobbesk naturtilstand mellem staterne. Derfor interesserer han sig naturligt for geopolitik – i traditionen fra Halford Mackinder med teorien om Eurasien som «Verdensøen», hvor den der behersker Østeuropa behersker Øen og dermed Verden. Det reelt foreliggende territoriums udformning og geografiske muligheder bliver ligeså afgørende som politiske principper i staternes indbyrdes kamp.

I artiklen om Marx og Machiavelli får dette ham til at sige, at Machiavelli snarere end Marx idag er frihedens forkæmper. Marxs egen idealisme var i den realiserede socialisme blevet til en radikal machiavellisme, hvor hvadsomhelst var legitimeret, der styrkede regimet, et regime, hvis undergang Aron tidligt spåede, fordi det hverken var i stand til at levere demokrati eller økonomisk vækst, parametre som begge sider i den kolde krig henviste til. Heroverfor anbefaler Aron en moderat machiavellisme, der bygger på respekten for realiteten. Men hvori det moderate? Her viser det sig, at Arons realisme alligevel forbinder sig med idealer. Stabilitet er for ham et afgørende gode – i modsætning til krig, revolution, anarki. Derfor anbefalede han under den kolde krig konflikter «på et lavt voldsniveau» – for at forhindre storkrigen i at bryde ud. Cubakrisen så han som exempel på en sådan politik ført ud i praxis fra amerikansk side. Givet staternes adfærd som «selvstændigt tænkende væsener» eller «egoistiske monstre» kan teorien om internationale relationer ikke levere mere – den kan ikke foregive nogen ideologi, der garanterer for moralitet og effektivitet, som Aron siger. FN skal derfor ses som et nyt magtinstrument, ikke et egentligt retssystem. Og pacifismen er derfor umulig som strategi.

Tilsvarende er Aron skeptisk over for udvidelsen af statsborgerskabet fra nationalstaten til et multinationalt statsborgerskab – hvis EU bliver en føderal stat, vil det blot føre til et nyt nationalt statsborgerskab på trinhøjere niveau. Til statsborgerskabet hører borgerrettigheder (ret til at deltage i den politiske proces), som er noget andet end menneskerettigheder (individets forskellige ukrænkeligheder) – men som jøde nærer Aron en berettiget frygt for, at menneskerettighederne vil vise sig illusoriske, hvis de ikke er forbundet med borgerrettighederne.

Trods kynismen i realismen forsvarer Aron fremskridtet i helt basale økonomiske begreber. 1978 kommenterer Aron «de nye filosoffer”s kritik af marxismen og konkluderer, at det efter venstrefløjens død ikke længere er marxismen, det er nødvendigt at kritisere, men dermod nihilismen i kritikken af gårsdagens marxisme. Det forbliver oplysningvidenskab, teknik og økonomisk udvikling, der besejrede marxismen, og slår man vinderen og taberen sammen i en kritik af «fremskridtet» som sådan, begår man samme fejl som Spengler, der så oplysning, liberalisme og marxisme som een og samme sygdom. Tocquevilles berømte spådom om demokratiet som skyklapbærende kernefamilier udelukkende optaget af deres egne petitesser har reelt samme konsekvens, argumenterer Aron og peger i stedet på afgørende ting i demokratiets udvikling: afskaffelse af daglejere, højnelse af lønninger, større frihed for større dele af befolkningen – goder, der blot ikke opfattes af intellektuelle, der hævder deres egen aristokratiske norm for hvordan livet bør være. Samtidig har han blik for bagsiden ved den frie konkurrence: det behøver ikke være beundringsværdige personer, der bliver succesrige forretningsmænd eller politikere.

Som man måske kan ane, er Arons argumentationsform en stadig navigation mellem politisk realisme og idealer, med aktuelle spørgsmål som stof. Det er en fin præsentation af en af det 20. århundredes store politiske tænkere, komplet med et velinformeret introduktion af Trine Michelsen, der også udvælger og oversætter.

(…)