Informations- eller videnssamfund?

Geneve-topmødet om Informationssamfundet afholdes knap et årti efter internettets fremkomst som et alment tilgængeligt netværk. Hurtigheden svarer på denne nye «intellektuelle ressources» og «kognitive kapitals» strukturerende karakter; den har gode udsigter til at omfatte alle menneskelige aktiviteter. I dag glemmes det ofte, at man måtte vente næsten trekvart århundrede, før der ændredes på de store sømagters besiddelse af løvens part af frekvensspektret. Det var først under pres fra Non-aligned Movement (NAM) og tilsigelse fra International Telecommunications Union (ITU), at World Administrative Radio Conference (WARC) sløjfede bølgemonopolet.

«Informationssamfundets» begrebshistorie er flertydig. Ikke mindst det nyeste begreb – «det globale Informationssamfund» – er det, som brugtes første gang i 1995 af de syv mest industrialiserede lande (G7). Det er længe siden, at den kritiske tænknings tradition afdækkede de ideologiske forudsætninger for «Informations»-begrebet, og den pegede på de ukontrollable betydningseffekter, som nærer forvirringen mellem vidensbegrebet og førnævnte.

Information er ingeniørens område. Hans opgave er at finde kodningen med den bedste ydelse (hurtighed og pris) for at overføre en telegrafisk besked mellem en afsender og modtager. Alene forbindelsen tæller. Betydningsproduktionen er ikke en del af programmet. Information er afskåret fra kulturen og erindringen. Den «løber efter det aktuelle», som historikeren Fernand Braudel sagde. Den forudsætter en form for tidslighed, som afskærer fra tiden til vidensdannelse. Kommunikationsprocessens mekaniske skema er ens i væsen med den lineære repræsentation af fremskridtet. Nyskabelser spredes fra oven og ned, fra centrum mod periferien.

Dette instrumentelle perspektiv forklarer i praksis, hvorfor en teknisk organisation som ITU kan udnævnes til vært for en konference om «Informationens» og nettets fremtid, og hvorfor Verdenshandelsorganisationen (WTO) kan klassificere «kultur» under betegnelsen «tjenesteydelser» og kræve en fortrinsret i forhold dertil. Det gør det ligeledes muligt at begribe grundene til hvorfor «Informationssamfundet» – som paradigme for den post-industrielle fremtid – siden begyndelsen af halvtredserne er blevet associeret med tesen om ideologiernes og de samfundskritiske intellektuelles ende til fordel for den uafvendelige opstigning «fageksperten». Fageksperten, som er orienteret mod træfningen af beslutninger.

Efter i lang tid at have privilegeret termen «Informationssamfund» hælder selv Unesco til at erstatte den med ideen om flere «videnssamfund». Således bliver det muligt at væve et organisk bånd mellem temaet om teknologierne og den «kulturelle diversitet». Et tema, som blev sat på dagsordenen i oktober 2003 på Unescos sidste konference i Paris med projektet for en International Konvention til bevarelse af den kulturelle diversitet.

At stille spørgsmålstegn ved begrebet om Informationssamfundet forbliver fortsat en vigtig opgave. Men denne kritik er kun et første holdepunkt i ordkampen mod alle sprogfordrejningerne og de globaliserede sproglige nydannelser. De indføres dag for dag i sproget uden at borgerne har fået tid til at udøve en metodisk tvivl overfor dem eller til at identificere hvorfra deres ophavsmænd og operatører taler.

Messianismen er uløseligt forbundet med historien om kommunikationens drømmebilleder. Hvert spring i beherskelsen af tiden og rummet har set løftet om et mere solidarisk, transparent, frit, lige og rigt samfund blive genbrugt. Victor Hugo profeterede i 1849, at «samdrægtighedens elektriske tråd ville omslutte og -favne verden.» Lige efter den Første Verdenskrig fejrede Jack London den magiske film som «budbringeren om den universelle uddannelse, der ville bringe Jordens folkeslag sammen.» Mens den efterfølgende verdenskonflikt nærmede sig, prognosticerede fader Teilhard de Chardin «noosfærens planetarisering» – slutpunktet for menneskeslægtens forening.

Afslutningen på årtusindet afviger ikke fra reglen. Med dereguleringen af finans- og Informationsnet forbinder den diskursive boble om de netdannede paradiser sig med den spekulative boble. Den første er ude af balance med tekno-apartheidens realiteter, den anden med den reelle økonomi. Men konfrontationen mellem regeringerne, FN-kontorerne, den private sektor og civilsamfundet på de forberedende møder (prepcoms) til topmødet er på vej til at vælte de begejstrede talers troværdighed om bemeldte «Informationsrevolution».

Hvilke veje kan sikre en social indførelse af teknologierne? Med hvilke aktører? Den forberedende fases versionsrigdom af «Erklærings-» og «Handlingsplanprojekter», tilføjelser og fjernelser, har bragt en række af modsatrettede svar frem i lyset. Den tredje og officielt sidste prepcom (15-26. september 2003), som skulle have afsluttet forhandlingerne, mundede ikke ud i en renskrift som udtrykte en «fælles og harmonisk forståelse». Erklæringens artikler – en halvtreds stykker inddelt i elleve afsnit – er fortsat spækket med sætninger og ord sat i parentes. Så mange at organisatorerne har set sig nødsaget til at indkalde til to yderligere forsamlingsmøder i midten af november og fra den 7-9. december 2003.

Filosofien om fælles offentlige goder, ifølge hvilken Information, viden og kulturen bør undslippe den rene varelogik, har svært ved at bane sig en vej mellem påberåbelsen af «sikkerhedskulturen» og «netsikkerhedens» krav. Disse er klar til at ofre borgernes ret til at kommunikere på antiterrorlovenes alter, og derudover er der manifesterne om de selvregulerende fordele ved naturens, markedets og teknikkens nye kræfter. Den private sektor, som er samlet i «Handelssamtalepartnernes Koordinationsråd» (CCBI) under det Internationale Handelskammer (ICC), gør krav på stillingen som Informationssamfundets mentor og bygherre.

Staten burde indskrænke sig til at etablere et «gunstigt miljø» for den teknologiske udfoldelse, fjerne hindringerne for investering og frigøre konkurrencen. Man bestrider ikke, at respekten for den kulturelle og sproglige diversitet ligger til grund for Informationssamfundet, men man gør gældende, at det at fremme lokalt indhold ikke bør «afstedkomme uoverlagte handelsbarrierer». Markedet skaber diversitet i udbuddet. Alle sammen argumenter som også kommer til orde på andre platforme – fx WTO og G8 – og som regeringer i bekneb for «moderniserings»-projekter tilslutter sig.

I konteksten af den stigende mediekoncentration har de store kommunikationskoncerner ikke specielt lyst til at se at den økonomiske censur i det offentlige rum tematiseres. Og, de autoritære regeringer er meget lidt tilbøjelige til at svare på deres permanente censurstyrer. Civilsamfundets aktører har ligeledes alverdens vanskeligheder for at få deres synspunkter om demokratiet og medierne hørt. Den sidste afklaring orienterer sig mod en ganske kortfattet artikel. Hvad der er paradoksalt i betragtning af den strategiske karakter som burde binde sig til debatten om ytringsfrihed og retten til at kommunikere.

Men artiklen er en af de få, som åbenlyst henviser til offentlig service og lokalmedier for at skabe «uafhængige, plurale og frie» medier (ordene er stadig sat i parentes i den tredje prepcom-version!). Civilsamfundets organisationer har ikke undladt at udtrykke deres utilfredshed overfor arrangørerne af topmødet i forhold til den måde, hvorpå Erklæringsprojektet har taget hensyn til helheden i deres bidrag. Alt imens de fortsat deltager i de officielle forhandlinger, er de efter denne tredje konference derfor blevet enige om, at inden topmødets afholdelse skal de have udarbejdet deres egen Fælleserklæring. I anledning af denne første aktive deltagererfaring i et FN-topmøde har det organiserede civilsamfund dermed formået at levere et bevis på, at det kan forme et stærkt og samlet sæt af forslag på trods af dets komponenters forskelligartede karakter.

Hvis der er et omstridt emne, så er det utvivlsomt dét om den intellektuelle rettighed. Den er endda årsag til en ny splittelse mellem Nord og Syd. Mange af tredjeverdenslandenes regeringer har med støtte fra civilsamfundets organisationer stillet revisionsforslag, som er endt i en ikke-anerkendelse. Årsag: problemstillingen falder ind under andre multilaterale instanser som WTO og Verdensorganisationen for Intellektuel Ejendomsret (WIPO). I den foreløbige version fra september 2003 indskrænker artikel 33 sig med at tilkendegive (i parentes): «Beskyttelsen af intellektuel ejendom er uundværlig for at fremme nyskabelsen og kreativiteten i Informationssamfundet. Dog, for Informationssamfundet er det essentielt at etablere en retfærdig balance mellem på den ene side beskyttelsen af den intellektuelle ejendomsret og udnyttelsen deraf og vidensdelingen på den anden side».

Det er dog svært at se det kriterium, som i et verdenssamfund under Informations- og vidensmonopolernes indflydelse ville muliggøre at fastsætte en «retfærdig balance» (fair balance) som grundlag for en «info-etik», for at bruge Unescos udtryk. Under alle omstændigheder er man ikke tæt på at se FN’s Udviklingsprograms udtrykte ønske, som det kom til udtryk i deres Human Development Report 1999, virkeliggjort: at forvaltningsreglerne for den intellektuelle ejendomsret udvikler sig således, at der «etableres et system, som ikke spærrer adgangsvejen til viden for udviklingslandene».

Ethvert forsøg på at bryde med unilateralismen og manglen på transparens i de private og offentlige institutioner, som har deres kompetencer indenfor forskellige aspekter af Informationssamfundets åbne markeder, synes i øvrigt forudbestemt til at møde kraftige forbehold. Det er tilfældet med den private institution ICANN (Internet Corporation for Assigned Names and Numbers), som fra USA administrerer internettets domænesystem på globalt plan – symbol på tropismen i nettenes net. Efter denne alen er intet mindre naturligt end at prædike om «teknologiens neutralitet». I klartekst: at tilskynde topmødet til at afholde sig fra at «fremme og udvikle fri software», til at modsætte sig revisionstilhængerne af den eksisterende ordning for intellektuel ejendom.

Sluterklæringen udsætter sig for den risiko at proklamere nogle storslåede principper med hvilke, ingen kan være uenige – om solidariteten «mellem verdens folkeslag», om det internationale samarbejde, om de kulturelle identiteter etc. –, mens den tekniske determinisme skrider uimodståeligt frem i dybet.

«Bridging the digital divide» inden 2015 er målet: at forbinde skoler, biblioteker, hospitaler, lokale og nationale offentlige administrationer etc. til internettet. At være «koblet på» bliver kodeordet, mens e-uddannelse, e-sundhed, e-regering bliver udsalgsvinduet. Overbudspolitikken på den digital divide dækker over de talløse årsager til det sociale skel. For at begynde med den, som ligger til grund for ulighederne på skoleområdet: solidariteten – som svinder bort med det digitale. Konfronteret med Nord-regeringernes afvisning af at finansiere projekter har Senegals regering forslået skabelsen af en «Digital Solidaritetsfond», i givet fald finansieret vha. donationer fra computerbrugere.

De store computerselskabers filantropiske fonde gør det bedre. De har ikke afventet dette initiativ for at mindske efterspørgslen. Men man er langt fra de foreslåede anbefalinger i UNDP’s førnævnte rapport: at lægge en skat på den internationale telekommunikationsstrøm og på anmeldte patenter hos WIPO, eftersom disse operationer gør brug af fælles globale ressourcer.

Hvad for nogle «videnssamfund»? Hvis man ikke vil fortsætte de teknikfikserede myter, som er knyttede til «Informationssamfundet», så må man beslutte sig for en dag at undersøge de strukturelle mutationer, som finder sted overalt i verden for betingelserne for vidensproduktion og -cirkulation. Derfor trænger det sig på at skifte ideen om Informationstopmødet ud med den om Vidensrigsstændernes Topmøde. Med håbet om, at dynamikken da måtte udgå fra et udvidet civilsamfund, som var optaget af at indføre teknikspørgsmålet i demokratiets fremtid.