En forbrydelse uden vidner

Der skrives og tales for tiden meget om voldtægt. I afslutningsdebatten ved en høring, arrangeret i Folketinget af Dansk Foreningen for Kvinderet, mente nogle af deltagerne at kvinder burde passe mere på for ikke at blive udsat for overgreb. Elisabeth Møller Jensen fra Kvinfo svarede, at man ligeså godt kunne foreslå, at unge mænd fik udgangsforbud om aftenen. Så behøvede kvinder ikke passe på, når de gik ud, og hyppigheden af voldelige overgreb ville i det hele taget falde drastisk.
Forinden debatterede man bl.a. for og imod indføring af en lovparagraf om «uagtsom voldtægt». Hensigten med en sådan er at flere sager skal kunne blive ført i retten og flere krænkere skal kunne blive dømt. Nogle mente, det ville afbøde det problem, at mange sager henlægges på bevisets stilling.
Et par dage senere nævnte en repræsentant for en forening, der tager sig af ofrenes interesser, at man kan blive skadet af en voldtægt (eller et seksualiseret overgreb, som man på mindre dramatiserende vis kan kalde det), måske endda for livet. Lige efter hans indslag fortalte en ung kvinde om, hvorledes sagen var gået hos anklage-myndigheden efter, at hun havde meldt et overgreb.
Kvindens indslag udgør en undtagelse i en ophedet debat, hvor der er mange stemmer og mange synspunkter, men en debat hvor kvindernes egne stemmer er oftest tavse – eller rettere sagt: Deres stemmer høres sjældent i offentligheden. Derfor får vi også kun sjældent indsigt i deres egne perspektiver på overgrebene og i de betydninger, de får for deres liv. Vi må forlade os på ‘eksperternes‘ mere eller mindre brugbare udsagn. Nogle af kvinderne føler sig da også krænket af de skæve måder, hvorpå de selv til tider enten fremstilles eller ligefrem usynliggøres.
Hvorfor er kvinderne mon tavse? Efter et seksualiseret overgreb er der som regel mindst tre forhold på spil, når kvinder tier om deres oplevelser.
Det første er at de risikerer ikke at blive troet. På Center for Voldtægtsofre beretter mange kvinder om, hvorledes de har oplevet at andre, alt fra familie og venner til offentlighedens repræsentanter, stiller sig skeptiske overfor, hvad de fortæller. Da en ung kvinde blev spurgt om, hvad hun tænkte om det overgreb, som tre mænd med en kniv havde udsat hende for en sen vinteraften, svarede hun: «Det er så svært at finde ud af, hvad jeg selv mener. De andre mener jo så meget, så jeg kommer til at mene som dem.« Det hun udtrykker er, at andre syntes hun ikke havde passet nok på, og at hun var så overvældet af andres ophidselse og bekymring over overgrebet, at hun ikke kunne finde ud af, hvad hun selv følte og tænkte. Andre kvinder kan havde den stik modsatte oplevelse. De ved udmærket godt hvad de føler og mener, men de bliver ikke hørt eller ikke troet, og bliver derfor også usikre på, hvad de skal gøre. Da det er det utænkelige der er sket, er det i forvejen svært at tro på sin egen oplevelse. Et seksualiseret overgreb, hvad enten der er tale om fuldbyrdet voldtægt eller forsøg på det, er som regel en forbrydelse uden andre vidner end kvinden selv. Hun er helt alene med oplevelsen af hvad der er sket, med mindre krænkeren tilstår, hvad der kun yderst sjældent er tilfældet. Hun er ikke part i sagen, men vidne i sagen.

Det andet forhold der bidrager til at gøre kvinderne tavse er, at en del bliver mødt med undren over, at de ikke har gjort, det som andre mener er ‘nok‘ modstand. Det sker fordi mange, der ikke selv har været udsat for et overgreb, tænker, at man bare kan løbe væk, slå fra sig eller råbe om hjælp. De færreste har fantasi til at forestille sig, at man kan blive så overrasket, så forskrækket, eller blive fysisk overmandet på en måde, så man slet og ret lader stå til. Der synes ikke at være noget bedre at gøre. I øvrigt er en del af kvinderne i en situation, hvor de risikerer at sætte liv og lemmer på spil ved at yde den noget opreklamerede fysiske modstand. Mange sager bliver henlagt, bl.a. fordi de af gode grunde ikke vil eller når at slå fra sig, eller fordi de ikke har ytret et højt og tydeligt nej. Andres respons kan ligeledes gøre kvinderne usikre på hvad de har gjort og på, hvordan de skal vurdere det. Og før overgrebet har de jo ligesom alle andre forestillet sig, at de selv ville kunne komme ud af en sådan situation. Kvinderne oplever ikke at blive forstået, når de taler om, hvad der skete.
(…)