Europa begraver asylretten

Ved Europas grænser er flygtningene begyndt at blive behandlet som de øvrige indvandrere og gæstearbejdere. I et klima med voksende nervøsitet ofres asylet stadigt oftere i en erklæret nødvendighed om selektiv «styring» af indvandringen. Når det kommer til principperne, er dette diskutabelt: at få asyl er faktisk en ret (fastslået af Genevekonventionen fra 1951), hvorimod indvandringen er en skønssag. Denne forvirring kommer af den Europæiske Unions medlemmers faste vilje til at sætte spørgsmålstegn ved retten til asyl… for så meget desto bedre at kunne blive asylretten kvit.

Den stadigt stigende ulighed i velfærd, demokrati og fred mellem de dominerende og dominerede lande giver næring til frygten for en ukontrolleret oversvømmelse af fremmede. Til denne følelse skal lægges den forvirring og vildrede, som en mislykket modtagelses- og integrationspolitik har medført. Disse besættelser¹ fører de regerende til at lukke for alle lovlige veje for de personer, som forsøger at undfly forfærdende situationer og de udgør hovedparten af forespørgslerne om asyl. Mange af de formodede asyl-«profitjægere» risikerer deres liv for at nå Europa, hvorved de giver en skræmmende og ufrivillig bekræftelse af forestillingerne om en flodbølge, som det er umuligt at dæmme op for (se kortet). Sådanne præmisser mobiliserer hele det fremmedfjendske vælgerkorpses styrke: flygtning eller ej, den fremmede er en fare og hans indtrængen det rene vanvid². (…)