Blindt spor

Dokumentarfilm er den eneste kunstart, der som udgangspunkt bruger selve virkeligheden som råstof. Men det er ikke alt, der glimter, som er guld. Og ikke alt, hvad der i en dokumentarfilm giver sig ud for at være virkeligt eller autentisk, er nødvendigvis den skinbarlige sandhed.

En ekstrem lektion i den retning fik undertegnede i forbindelse med en opgave som jurymedlem ved kortfilmfestivalen i Kraków for år tilbage. Efter den sædvanlige parlamenteren endte juryen med at give en af priserne i dokumentarkategorien til en hollandsk produktion, The Red Rag. En medrivende historie om to brødre, et par regulære særlinge, så dygtigt lavet, at man mange steder undervejs imponeredes over, at det var lykkedes filmmagerne at få alle disse unikke situationer i kassen. Instruktøren kom op på scenen, takkede for prisen og sluttede sin lille tale med at rose juryen for, at vi havde haft mod til at betænke filmen med netop en dokumentarpris – idet historien jo naturligvis var det pure opspind fra start til slut!

Man kunne vaske hænderne og sige, at det var festivalarrangørernes fejl, at filmen var anbragt i dokumentarkategorien. Men det ændrer ikke ved det principielle i sagen. Grænsen mellem fiktion og dokumentarisme er under alle omstændigheder flydende. Og lige så vel som der kan være noget sandt i enhver fiktionsfilm, er det sundt ind imellem at blive mindet om, at der med garanti er en vis grad af manipulation og iscenesættelse forbundet med enhver dokumentarfilm.

Erkendelsen af de varierende grader af snyd og svindel, der således altid er knyttet til fænomenet dokumentarisme, kombineret med en lede ved især tv-mediets ofte fordrejende og iscenesættende dokumentariske formater, førte på et tidspunkt til en mindre bølge af såkaldte mockumentaries (mock = at gøre nar ad ved at efterligne). Altså film, der mimer de dokumentariske greb og genrekonvensioner, men som er falske fra ende til anden.

Ærindet med mockumentary-film er gerne at kritisere visse filmtypers omgang med sandhedsbegrebet samt at skærpe opmærksomheden på dokumentarismens faldgruber. Og hvis dét var filmmagernes mål med The Red Rag, må man sige, at det lykkedes til fulde. Selv om vi i juryen fik røde ører dengang i Kraków, er jeg i bagklogskabens lys lige ved at sige, at prisen var fortjent.

Vi springer nu frem til cph:dox, efterårets succesrige dokumentarfilmfestival i København. Ved en af visningerne ruller en film over lærredet, der fremkalder minder om oplevelsen i Kraków. Instruktøren er den amerikanske medieprofessor Benjamin Meade. Titlen er Vakvagany (ungarsk metafor for "blindt spor"). Og for at det ikke skal være løgn, har handlingen visse træk tilfælles med The Red Rag, idet hovedpersonerne er to søskende, et par skrammede eksistenser med flere skeletter i skabet, end godt er.

Men hér hører enhver lighed også op. Hvor The Red Rag lignede en klassisk observerende dokumentarfilm i fluen-på-væggen traditionen, præsenterer Vakvagany sig fra starten som en metafilm: En intellektuel øvelse, sammensat dels af dokumentarisk stof, dels af refleksioner over filmens materiale og selve vores forhold til at aflæse formodede autentiske optagelser.

Historien er som følger (hvis vi tager filmen for pålydende): Benjamin Meade var gæsteprofessor i Budapest. Her blev han via en ungarsk kollega tilbudt at købe fire ruller smalfilm, som en lokal flyttemand havde fået op under neglene i forbindelse med tømningen af en ældre ejendom. Tilbage i USA satte Meade filmene i en fremviser og fandt indholdet både mærkværdigt og foruroligende.

Tilsyneladende var der tale om private smalfilmsoptagelser, som dokumenterede episoder i en families liv fra umiddelbart efter Anden Verdenskrig til midten af 60‘erne. Men noget var galt. Ikke alene virkede optagelserne lidt for professionelle (alle fire familiemedlemmer optrådte ofte sammen på billederne, som altså måtte være filmet af en femte person). Også indholdet af flere sekvenser stødte øjet. Faren var tilsyneladende involveret i mystiske aktiviteter med smykker og andre værdier, og visse optagelser af mere privat tilsnit lignede bestemt ikke den type situationer, man normalt foreviger på smalfilm.

Meade besluttede at rejse tilbage til Ungarn for at finde ud af mere om familien på filmstrimlerne. Faren viste sig at være en relativt kendt skikkelse, en vis Locsei, en embedsmand med ansvar for at returnere jødisk ejendom, der var konfiskeret under krigen, til de rette ejere. Han og hustruen døde omkring 1990, og børnene var nu midaldrende. Sønnen Erno havde udviklet sig til en overvægtig, alkoholiseret og mentalt handicappet social taber, mens datteren Atuska førte en tilværelse som eneboer og (forståeligt nok) blev stiktosset og nægtede at medvirke i filmen, da filmholdet bogstavelig talt brød ind i hendes hus for at stille spørgsmål om familiens historie.

Det dokumentariske element i Vakvagany udvikler sig med andre ord til en blanding af en gyser og en menneskelig tragedie, efterhånden som stadig flere brikker til puslespillet omkring sammenhængene mellem de foruroligende undertoner i de gamle smalfilm og de to dysfunktionelle børns livshistorier dukker op.

Meade tager atter hjem til USA og grubler over, hvordan han skal få en helhed ud af de gamle film og de nye optagelser. Løsningen bliver at introducere et tredje lag, hvor et panel af uvildige personer bedes om at kommentere og fortolke

materialet: forfatteren James Ellroy, filmmanden Stan Brakhage og psykiateren Roy Menninger. At de tre udlægger episoderne på de gamle smalfilm vidt forskelligt, er forventeligt.

Mere interessant er deres overordnede refleksioner over selve den måde, vi afkoder og fortolker filmbilleder på. Over de formelle træk, der gør os i tvivl om, hvorvidt der er tale om autentiske privatoptagelser eller mere professionelle iscenesættelser af en art. Og over de indholdsmæssige elementer, der får os til instinktivt at konstruere en historie om de pågældende personer ud fra nogle ret beset temmelig uklare og usammenhængende hændelser.

Er Vakvagany dokumentar, mockumentary, spidsfindig metafilm eller lidt af det hele? Efter tre gennemsyn er denne signatur stadig i tvivl. Men at indholdet er anfægtende og sine steder direkte provokerende, kan der ikke herske tvivl om.

Hvad der er mest interessant er imidlertid, at selv om det ret beset er indholdet, der burde bekymre os mest – hvis det er autentisk – er filmen skruet så sindrigt sammen, at det er selve ubehaget ved måske at blive taget ved næsen (som juryen i Kraków), den konstant lurende tvivl om, hvilke lag der (måske) er autentiske, og hvilke der (måske) ikke er, som optager langt den største del af det rådvilde publikums mentale energi.

© LMD Norden
Se også www.vakvagany.com/