Den internationale blindhed

Siden uafhængigheden i 1962 vidste alle de, som interesserede sig for Rwanda, at ilden ulmede. Allerede i 1959 fordrev hutuerne med assistance fra belgierne, som havde valgt at satse på den etniske majoritet, mere end 300.000 tutsier. Rwandas Patriotiske Front (RPF) var en politisk-militær organisation, hvis engelsktalende medlemmer var flygtninge i Uganda og kæmpede derfra for at kunne vende tilbage. Fra og med RPF’s indtræden i krigen i oktober 1990 fulgtes deres fremgang med massakrer på tutsier.

I oktober 1993 blev en række fredsaftaler underskrevet i Arusha i Tanzania under pres fra pengedonorerne. De imødeså oprettelsen af en overgangsregering, hvor RPF ville være repræsenteret sammen med den politiske opposition. En FN-fredsstyrke skulle garantere freden. Det var kun de udenlandske diplomater, som dengang var optimistiske. I en sådan grad, at Sikkerhedsrådets medlemmer vurderede, at en detachement på 2548 mand var tilstrækkelig – i stedet for de 4500 som den øverstbefalende for FN’s mission i Rwanda (UNAMIR), den canadiske general Romeo Dallaire, havde forlangt – og indskrænkede dens mandat til kapitel VI i FN-chartret, som forbyder brugen af våbenmagt. Tillige er det sandt, at Rwanda, som er fattigt og tilsyneladende uden nogen strategisk interesse, blev ramt af efterspillet af USA’s nederlag i Somalia nogle måneder tidligere og at ingen, udover belgierne og franskmændene, rigtigt ønskede at engagere sig dér. (…)