Krisens mulighed

I lyset af Madrid 11. marts rejser sig atter spørgsmålet, hvordan vi mennesker reagerer på en krise, og hvad en krisetilstand er. Er den en undtagelsessituation, er den et terapeutisk anliggende, eller er den simpelthen måden, vi må forstå vores historie og os selv på? Er krisen indre eller er den ydre i forhold til historien? Hvis ikke den længere er noget, vi skal udover, hvordan så reagere på den?

Måske vi kan se det spanske folks reaktion på den forestående krisetilstand igennem J.M. Coetzees roman Vanære. I romanen Vanære, som J.M. Coetzee blev tildelt Nobelprisen i litteratur for i 2003, voldtages en hvid kvinde i midten af tyverne af tre sorte mænd på sit lille landsted. Da begivenheden indtræffer, bor offerets far sammen med sin datter, efter at være blevet ekskluderet af universitetet, da han forgreb sig på en af sine studerende. Voldtægten sender dem begge ned i et sort hul, men måden, de håndterer den efterfølgende krise på, er meget forskellig. Faderen insisterer på, at hun flytter bort, men hun insisterer på at blive boende. Han hævder, at hun af hensyn til hendes sikkerhed bør rejse bort til et andet distrikt, og at hun ikke bør leve alene som kvinde; hun derimod insisterer på, at der ikke er et andet og bedre liv, og søger at bekræfte det liv, der er for hende – et liv, der blander sig med dyrene og måske med en anden kvinde. Senere gifter hun sig med naboen, som formentlig kender én af de mænd, der voldtog hende. Giftermålet har til formål at yde hende en lokal beskyttelse samt hjælp til drift af landbruget. En «kontrakt», hun finder som en god løsning, men som faderen finder usmagelig. Endelig beslutter hun sig for at beholde det barn, hun vil få som følge af voldtægten – en beslutning, der endnu engang sender faderens moral til tælling. De er begge ramt af vanære, eller skam: faderen som følge af sin seksuelle omgang med én af sine studerende og hun som følge af voldtægten.

Coetzees roman kan ses som en undersøgelse af, hvad en krise overhovedet er, og romanen viser, at den efterfølgende håndtering af krisen rummer en etik. Hvordan reagere på krisen? Reagerer vi blot med afsky og vender vi os reaktivt og dermed uproduktivt mod den frygtelige begivenhed (voldtægten), eller ser vi skammen og krisen som en mulighed for at forstå det liv, vi lever og som en mulighed for at skabe en ny forskel sammen med andre? Frem for at redegøre for voldtægtsmændenes grusomhed og (for)dømme dem i sandhedens, i retfærdighedens og i frihedens navn søger Coetzee at gribe og acceptere krisen som en grundlæggende konflikt; at gøre krisen til et indre vilkår. Mens faderen ser krisen som en tilstand, vi skal overkomme, ser datteren krisen som et grundvilkår. I stedet for at jagte de ansvarlige gerningsmænd, hvilket blot reducerer krisen til en terapeutisk eller socialpsykologisk diagnose, søger hun at gøre krisen til et produktivt anliggende. Krisen er ikke udenfor hende, som noget hun kan slippe af med, hvis blot hun flytter til et andet sted, eller hvis gerningsmændene bliver straffet. Krisen er den menneskelige histories inderside. Krisen er blevet en del af selve hendes menneskelige mulighedsrum. Det er gennem en øget forståelse af krisen, at vi øger vores mulighed for at handle anderledes end blot reaktivt. Krisen kan derfor betragtes som en opladning til forståelse, indsigt og mulig handlekraft.

Den franske filosof Gilles Deleuze skriver et sted en kort og barsk formel for en håndtering af krisen: han taler om «at samle sårets kraft mod alle ar». Når vi handlingslammes «arres» vi – vi mister vores formåen til at gå i kontakt med andre ting i verden, til at eksperimentere med hvad vi kan gøre; og vores formåen til at mærke verden, vores kraft til at påvirke og blive påvirket, går tabt. Vi står tilbage og forbliver indenfor moralismens «hvad bør jeg gøre» eller «hvem skal straffes». Når vi udsættes for vold og mærker såret, stækkes vi og jages tilbage. Der går længere og længere tid, mellem at vi blander os med andre kræfter, mellem at vi vover et eksperiment og til sidst holder vi op med det. Vi holder op på det kropslige og mentale plan med at forsøge at blive til noget andet; sårene er blevet for mange og for angstfulde. Men ligger der ikke i denne opgivelse en fare for, at vi lader os forblive «dumme», dvs. uvidende om kræfterne udenfor, og bliver følelsesløs netop dér, hvor følere kunne række ud efter at blive til i forhold til nye intensiteter, nye livsmuligheder? Der efterlades en usynlig forhærdelse, og dumheden bliver da et ar. Denne usynlige forhærdelsesproducere er en afstumpethed og en affektmæssig amputation. Arret er et dødt sted, og følelsesløshed er nu blevet til en integreret del af det passive, reaktive menneske, det tilpassede menneske eller den tilpassede tænksomme samfundsborger.

Men hvis krisen er historiens og vores eget eksistensvilkår, er enhver krise (ligesom parforholdets krise ofte vil vise) mættet med både reaktive og aktive affekter. Det er således løgn, når man, på baggrund af tidens kriser i Israel, Spanien, USA mv. hævder, at krisen altid kun er mættet af triste og reaktive kræfter/affekter, altså frygt. Denne løgn hæmmer åbenhed, som er negativt bevidnet og lukket af et ar. I dette lys kan vi forstå en aktiv etik, som «såret mod alle ar», dvs. vilje til genåbning af eksperimenter med udvidelse af kraften til at blive påvirket og påvirke, dér hvor afstumpning og forhærdelse havde vundet, en modstand mod og følsomhed («skam») overfor dumhed og arrogance. Eftersom spanierne ved ministerpræsidentvalget reagerede, som de gjorde (mangfoldige, spontane demonstrationer samt ny politisk stemme), blev «arret» til et «håb», navnet for dén impuls, der får menneskedyret til at sende en føler ud overhovedet. Ikke forløsningens håb om at realisere subjektet i historien, men kampen for begivenhedens anden mulighed, krisen bliver selve historiens dramatiserende kraft. I stedet for selvbegrænsning handler det nu om at blande sig med forskellige muligheder; det handler ikke længere om en frelse fra denne verdens frygt, som dele af den teologisk-politiske kultur ofte prædiker; noget som vi også i vesten forsøger at markedsføre.

I krisens situation har vi ikke brug for handlingslammende moralsk ideologi, men for en etik, der kan modaktualisere de kaotiske følelser til en ny produktiv tanke, en ny følsomhed, der får os til at handle på ny. Når vi forsøger at samle de forvirrede kræfter til en tanke, til et begreb (hos Coetzee er det vanæren – skammen), er frygten ikke længere blot passiv; en ny følsomhed opstår. Dermed reducerer vi ikke den frygtelige begivenhed til en given tingstilstand, vi modaktualiserer den ved at begribe os selv som begivenhed, som krise. Vi vil og mærker ikke blot frygten, vi vil og mærker alle de andre individer som begivenheder, begivenhedens potentialitet. Er det ikke denne kraft, der aktualiseres i mange spanieres udladning i disse dage? Er det ikke denne impuls, hvor mennesker gør sig selv til årsag, og ikke blot til en virkning af en allerede installeret ideologi, der er brug for? Håbet for fremtiden ligger ikke i at udviske krisen, vi skal ikke håbe på noget, der afløser krisen, for der er kun håb for den, der opgiver håbet for en fjern fremtid, og i stedet investerer sin energi og kraft for de muligheder, der ligger iboende i krisen – igen og igen…

© LMD Norden