Hvem definerer den globale scene?

Bjørn Lomborg, kendt for bl.a. den kontroversielle udgivelse The Skeptical Environmentalist og udpeget af Time Magazine som én af de 100 mest indflydelsesrige personer i verden, er klar med et nyt projekt. Sammen med det nyliberalistiske ugemagasin The Economist og Cambridge University Press arrangerer han og Institut for Miljøvurdering i dagene 24.-28. maj 2004 konferencen Copenhagen Consensus i København.

I en pressemeddelelse fra Instituttet hedder det: «Copenhagen Consensus sætter fokus på verdens vigtigste udfordringer fra klimaændring og epidemier til korruption og underernæring. Hvordan kan man sikre en bedre prioritering af indsatsen overfor verdens store problemer?»

Formålet med Copenhagen Consensus er således at nå frem til en prioriteret liste over løsninger på verdens store udfordringer. Ni af verdens førende økonomiske eksperter, hvoraf fire er nobelpristagere, deltager. Konferencen og dens eksperter vil tage udgangspunkt i en liste over 10 store globale udfordringer.

Forud for annonceringen af konferencen er de 32 globale risikoscenarier blevet reduceret til 10. Bjørn Lomborg udtaler i den multimediapræsentation, der er koblet til hjemmesiden, at «Det ville være ideelt, hvis vi havde penge til det hele.» Med et tænkt budget på 50 milliarder dollars vil Lomborg forsøge at prioritere og således levere et bidrag til «den globale prioriteringsdiskussion». Det vil ske i form af en strengt faglig økonomisk prioriteringsliste over de udfordringer, «som det bedst kan betale sig at sætte ind overfor», og som «bliver så konkret, at den kan benyttes direkte af politikerne».

Et bogprojekt redigeret af Bjørn Lomborg med titlen Global Crisis, Global Solutions på 700 sider med 80 tabeller og 60 grafer er allerede annonceret til at udkomme i efteråret 2004.

Bjørn Lomborgs kometagtige entré på verdensscenen er sket fra udgivelsen af The Skeptical Environmentalist, over udnævnelsen af den borgerlige regering i Danmark til direktør for Institut for Miljøvurdering og til nu i samarbejde med The Economist at afholde konferencen Copenhagen Consensus og være med i Time Magazines «stjernerække». Lomborgs hele «set up» må således udtrykke et behov i tiden hos «den herskende klasse» for at finde argumenter til ikke bare nogle dominerende udviklingstendenser, men givetvis også til mulige nye tiltag.

Bjørn Lomborgs egen baggrund som uddannet statistiker lader sig ikke fornægte i hans platform. Den rene økonomiske tilgang til verdensproblemerne med alle dens udfordringer er derfor «gefundenes Fressen» for enhver nyliberalistisk regering, fra Anders Fogh Rasmussen til George W. Bush.

Men op gennem sidste halvdel af det 20. århundrede blev der udviklet platforme for «global bæredygtig ansvarlighed», hvor blot skal nævnes bidragene fra FN’s Rio-konference i 1992 og Johannesburg konferencen i 2002. Her var økonomer og statistikere ikke de førende, og resultaterne blev opnået gennem megen demokratisk «bøvl» i samarbejder mellem regeringsrepræsentanter, erhvervsliv og det globale civile samfund med dens mange sociale bevægelser. Ved disse «tre-sektor» forhandlinger om globale udfordringer er platformen anderledes omfattende og kompleks.

Således bliver beskrivelsen af «den globale scene» afgørende for den kontekst, hvori vi finder vore løsningsmuligheder. Det kan i sig selv være problematisk at sætte fokus, at opstille 30 risikoscenarier, men det er desuden udtryk for en reduktionisme i forhold til problemernes kompleksitet. En ren økonomistisk tilgang kan vel næppe rumme en global bæredygtig ansvarlighed. Cost-benefit analysen bliver handlingsvejledende og ud glider etikken. Og hvad med hensynet til vore efterkommere, som Brundtland-rapporten i sin tid gjorde os opmærksomme på under det vestlige materielle boom i sidste halvdel af det 20. århundrede? Er det «os» der har magten på jorden nu, der skal lukke og slukke? Væksten, den markedsøkonomiske profitmaksimering sættes i højsædet på miljøets og vore efterkommeres bekostning.

FN’s milleniummål udgør det fælles globale grundlag der er udviklet i kampen mod fattigdom og ulighed, og som Lomborg med sit initiativ nu udfordrer.

I konceptet for konferencen Copenhagen Conscience, der afholdes i København parallelt med Copenhagen Consensus for at fastholde visionen om bæredygtighed som princip for verdens fremtid hedder det bl.a.: «De industrialiserede lande har tilstrækkelige ressourcer til at kunne forbedre miljøet og bekæmpe fattigdommen på samme tid. Det er ikke nødvendigt at vente med det ene, indtil man har ordnet det andet. Klimaforandring er en alvorlig trussel, som hovedsageligt er menneskeskabt. Den kan modvirkes, hvis vi er villige til at ændre politik. Prioritering af økonomiske ressourcer i samfundet er en nødvendighed. Men det giver ingen mening alene at prioritere mellem miljøforbedringer og u-landsbistand. Ressourcer spenderet på militær, rumfart og meget andet må også med i en samlet prioritering. U-landshjælp virker, hvis den er ordentlig tilrettelagt, og den bør kombineres med bedre adgang til i-landenes markeder for u-landenes produkter.»

Naturligvis må der anføres og integreres økonomiske betragtninger, når talen er om «udvikling» og ikke mindst om global udvikling, men som tidligere nævnt er den helhed, der udgør «omverdensbeskrivelsen» eller beskrivelsen af «den globale scene» afgørende som udgangspunkt.

Filippinerne var et af pionérlandene, når det gjaldt at følge op på beslutningerne fra Rio-konferencen i 1992. Man tog hjem fra konferencen og påbegyndte udarbejdelsen af en national Agenda 21 og vandt anerkendelse som nyskabende med hensyn til en udviklingsstrategi, der kan udrydde fattigdommen og opnå bæredygtig udvikling på én og samme tid. Filippinerne er et af de første lande i verden, som har udtrykt, at økonomisk udvikling står i tæt forbindelse med og forstærkes gennem strategisk at forsøge at fremme udviklingens andre dimensioner. Unægtelig med en anden «klangbund» er lignende forsøg på en helhedsorientering sket i regi af Verdensbanken (Comprehensive Development Framework) og IMF’s løbende interesse for institutionel økonomi.

I dokumentet «Poverty Eradication through Sustainable Integrated Area Development» (SIAD) fra år 2000 giver «Præsidentens kontor» (Filippinerne) et overblik over fattigdomsbekæmpelse gennem bæredygtig, integreret lokal udvikling. Ud over at indføre 7 udviklingsniveauer opstiller Filippinerne det tre-sektorale partnerskab eller tre-grening som i et særligt indbyrdes afhængighedsforhold styrer energier, talenter og ressourcer inden for «de tre nøgle-institutioner» i samfundet, som er «regering-politik», «forretningsverdenen-økonomi» og «civilsamfundet-det socialkulturelle». SIAD-programmet mod fattigdomsbekæmpelse tilsigter således at være flerdimentionelle og søger at bane vejen for integrering af nationale programmer og initiativer.

Der er seks elementer, der karakteriserer det særlige ved SIAD’s metode til fremme af fattigdomsbekæmpelse indenfor rammerne af helhedsorienteret bæredygtig udvikling. Det drejer sig om:

udviklingens syv dimensioner

tre-sektoriale partnerskaber eller tregrening af medaktører og interessegrupper

distrikts- og lokalsamfunds-baserede visioner, planer, programmer og projekter som rummer en koncis beskrivelse af, hvad begreberne bæredygtig, integreret og lokalt forankret indebærer

et begreb om hvor et udviklingsinitiativ kan tage sit afsæt

evne til at integrere hensigtsmæssige nationale programmer og initiativer

evne til at forholde sig til globaliseringens udfordring

For det globale civilsamfund er Bjørn Lomborgs «udviklingskoncept» i sig selv en udfordring. Parallelkonferencen Copenhagen Conscience vil forhåbentlig kunne give inspiration til at videreudvikle civilsamfundets praksis, organisatorisk som indholdsmæssigt.

© LMD Norden