Ny historisk fase for menneskeheden

Den første til at forstå og sætte ord på den mutation, som menneskeheden i øjeblikket undergår, var hverken en politiker eller en videnskabsmand, men en digter. Paul Valéry skrev i 1945 i Regards sur le monde actuel: «Tiden for den afsluttede verden begynder.» Det er på tide at drage konsekvenserne af den konstatering – vi træder ind i en ny historisk fase for menneskeheden.

Indtil for ganske nylig var det muligt at betragte domænet, som var vores, som praktisk talt uudtømmeligt. Verdenskortene havde store vidder med betegnelsen Terra incognita. Domænets goder kunne endeløst blive fornyet. Blev man fordrevet fra et territorium, fandtes der let et andet. I dag har vi ikke mere et andet sted.

Nogle optimister forestiller sig, at vi kan undslippe denne grænse, idet vi slår os ned på en anden planet. Men vi kender allerede solsystemet og ingen af dem ville på lang sigt kunne huse menneskeheden. Planeter i kredsløb om andre stjerner er så langt væk, at en opdagelsesrejsendes tur-retur ville tage flere århundrede. Er vi kloge nok, så må vi se i øjnene, at vi for altid er knyttede til at bebo jorden. Vi bliver nødt til at tage hensyn til de grænser, som det sætter for os. Selvfølgelig kommer vi til at sætte flere spor på månen og bevæge os rundt på Mars, men der vil være tale om opdagelsesrejser og ikke om erobringer.

Denne konstatering er på ingen måde dårligt nyt – den gør os i stand til klart at definere ordlyden af ægteskabskontrakten mellem jorden og menneskeheden og til at forme et realistisk projekt for, hvorledes vi kan leve med hinanden.

Jorden er i dag kendt terræn, vi har været i alle dens afkroge, vi har skrevet dens historie, vi er begyndt at gøre dens rigdomme op.

Menneskeheden som term er ikke blot betegnelsen for de cirka seks milliarder individer, der pt. eksisterer, men totaliteten af de mennesker, der har været, er og – dem vi ikke må glemme – de, som vil blive. Lad os håbe at denne udgør en total på flere tusinde milliarder individer (i det mindste hypotetisk, såfremt det kollektive selvmord undgås, hvilket møjsommeligt forberedes i stater i besiddelse af masseødelæggelsesvåben, især atomvåben.). Det er selvindlysende, at de mennesker, som endnu er ufødte, ikke kan give udtryk for deres synspunkter. Derfor, såfremt vi ønsker at udbrede demokratiet ikke blot i rummet, men også i tiden, da må vi tage hensyn til deres behov, lytte til dem på trods af fraværet af deres stemme.

Det nuværende store tal af mennesker skjuler for os vor arts skrøbelighed. Igennem næsten hele dens historie har det totale antal været meget lille, miljøets blinde kræfter havde kunnet få den til at forsvinde. Men i modsætning til vore omgivelser, så er vi i stand til ikke blot passivt at underkaste os skæbnen. Det er blot for små ti tusinde år siden, at vi ved hjælp af landbruget fandt ud af at få mere føde ud af jorden, end den spontant gav fra sig. Vores antal voksede og oversteg i begyndelsen af den kristne epoke to eller tre millioner mennesker. Den forblev på det niveau, indtil den igen over de sidste par århundrede steg så hurtigt, at man kunne tale om en demografisk eksplosion.

Man kunne blive i tvivl om det positive i denne eksplosion for den sidste del af det 20. århundrede. Den svarer til en fordobling af vores antal for hvert 40. år, en rytme der selvfølgelig er uholdbar. Heldigvis har det vist sig, at rytmen formindskes igen, hurtigere end demograferne spåede. Forudsigelserne taler for tiden om en stabilisering omkring de ni milliarder inden udgangen af det 21. århundrede. Problemstillingen synes altså at stå klar: hvorledes forenes vores behov med vores planets fællesbo.

Spørgsmålet stilles tit på følgende måde: Kan jorden brødføde så mange mennesker? Svaret derpå er ja. Selv uden en ny «grøn revolution» vil der være tilstrækkelig med fødevarer til alle. Ganske vist sulter mange mennesker i dag, men det er lige så meget et redistributionsproblem som et produktionsproblem.

Rent faktisk forekommer knapheden ikke at true på fødevareområdet. Truslen hænger derimod over de goder, som økonomerne tidligere regnede som værdiløse, fordi de var uudtømmelige – luften og vandet. Efterhånden som den vestlige levevis har bredt sig, er vi blevet gjort opmærksomme på klimaets skrøbelighed, som disse to goder afhænger af. De er langt fra uudtømmelige og nådeløst overladt til den forurening, der pga. vores adfærd lægger sig som et liglagen om planeten.

Først nu forstår vi, idet vi har konstateret klimaets evolution, Paul Valérys advarsel: konsekvenserne af vores handlinger overstiger, hvad vores miljø kan klare. Konsekvenserne er som oftest irreversible. Det er altså påtrængende, at vi i fællesskab diskuterer vores handlen. Dette er indlysende for alle de goder, som jorden tilbyder os, men som den kun kan tilbyde én gang. At ødelægge dem er at berøve vores efterkommere dem for altid. Alt, hvad der ikke kan blive fornyet burde egentlig betragtes som «menneskehedens fællesarv».

Dette begreb er fremsat af Unesco med kunstværker for øje. Templer og katedraler tilhører ikke rigtigt hverken individer eller fællesskaber, men derimod hele menneskeheden. Ingen har ret til at ødelægge dem. Dét, som accepteres enstemmigt, når det kommer til templet i Borobodur eller katedralen i Chartres (undere skabt af mennesket), burde også være det, når det kom til regnskoven i Amazonas eller for alle oliekilder (naturundere).

Det går ikke ud på at forbyde os enhver gestus, der måtte forandre planeten, men om ikke at skride til handling før vi har vurderet konsekvenserne og taget hensyn til fællesinteressen, de levendes såvel som de endnu ufødtes. Hvordan kunne man etablere en lobby, der talte i de endnu ufødtes navn? Nok er de ufødte, men stadig berørte.

Heldigvis ser man allerede, at erkendelsen af nødvendigheden for at menneskeheden på en gennemtænkt måde forvalter sin fællesarv, efterhånden breder sig. De første tiltag i en sådan retning er allerede taget. Antarktis er et eksempel. Historien begyndte ellers dårligt. På verdenskortene fremstilledes dette enorme kontinent som en udskåret lagkage – et dusin nationer stred med hinanden om suveræniteten med den begrundelse, at de havde udforsket den. Eftersom en international aftale blev underskrevet i 1959, sejrede fornuften i enden. Dette kontinent er fra nu af beskyttet, alt hvad der ville kunne forstyrre den lokale ligevægt er underkastet strenge restriktioner. Antarktis betragtes som del af menneskehedens fællesarv. Intet forhindrer, at denne anerkendelse lige så stille udfoldes til at gælde alle kontinenterne.

Det bliver sværere for mennesker at nå til en indbyrdes forståelse med hinanden end at nå til en forståelse med planeten. Den første konsekvens af deres domænes grænser er deres uundgåelige gensidige afhængighed. Bevidstgørelsen om grænsen er ikke blot påtvunget pga. vores voksende antal, men især pga. af den utrolige udvikling af kommunikationsmedierne. Hvor rejsetiden tidligere taltes i uger eller måneder, kan den i dag gøres op i timer og minutter; Informationer transmitteres øjeblikkeligt: vi er øjenvidner til begivenheder, som udspiller sig på andre kontinenter. Det er ikke længere muligt at forestille sig en eller anden strålende afsondrethed. Den enes beslutning, om det så er et individ, et fællesskab eller en nation, har nødvendigvis på kort eller lang sigt konsekvenser for alle andre. Enhver har derfor et ord at sige om alle andres beslutninger.

Denne tvang kan forekomme tung i det. I virkeligheden er den enhvers adgangsnøgle til en virkelig human retsstilling. At forsøge at undslippe den, ville være at give afkald på en grundlæggende rigdom: vores «menneskelighed», som vi ikke har fra naturen, men som er vores eget konstrukt.

«Man fødes ikke som menneske, man bliver det», sagde allerede Erasmus. Naturen skænker os rent faktisk alle de nødvendige Informationer til at skabe et medlem af arten Homo Sapiens, men adgangen til bevidstheden om væren strømmer fra en anden kilde. Denne kilde kan kun være mødet med andre mennesker. Det er ham, som vi taler om, når vi siger, at «jeg’et» ikke er den talende selv: det er en person, formet af de bånd, som alle disse møder resulterede i. Vores særkende, den præstation som adskiller os radikalt fra andre levende væsener er fylden i vores omgang med hinanden. Isolerede er vi blot pattedyr; det er møderne, der gør os til mennesker.

Den gensidige afhængighed, som vores domænes grænser pålægger os, skaber de gunstige betingelser for mødernes mangedobling; den er en chance, men vi mangler stadig at finde ud at drage fordel deraf. At mødes er en svær kunst, det skal man lære – at undervise alle i dette er alle fællesskabers første opgave.

Nu er det sådan, at den samfundsmodel, som i dag dominerer, den vestlige model, kan så absolut bryste sig af en fantastisk succes, hvad angår effektivitet, men den har helt og aldeles slået fejl, når det kommer til at sætte mennesker sammen. Den har begået den fejl at tage konkurrencen som motor, dvs. enhver kamps mod alle andre.

Det menneskelige eventyr er møderne. At reducere disse til en konfrontation hvor man finder en vinder og en taber, det er at tabe hele fylden i et møde, som kunne være til fordel for alle. Alligevel er dét, hvad vores samfund stiller frem som en nødvendighed. Den overdrevne plads som medierne giver til ubetydelige begivenheder, hvor sportsresultater er det mest ekstreme eksempel på den karikerende forvanskning. Enhvers liv, ethvert individ eller kollektiv, reduceres således til en række slag, der til tider vindes, men som munder ud i en på forhånd tabt krig. Et kæmpespild!

Det er påkrævet, at vi erstatter konkurrencemodellen med en kappestridsmodel, dvs. kampen mod sig selv med de andres hjælp. Dette ville være en revolution for os vesterlændinge; den kan finde sted på fredelig vis, hvis den påbegyndes i skolen.

Vi har en chance for at deltage i et skift af æra. Om vi vil det eller ej, menneskeheden betræder nye veje. Valget af retning kan kun ske i fællesskab. Derfor må vi danne verdensomspændende styringsstrukturer, hvortil FN og visse specialiserede organisationer som Unesco og Verdenssundhedsorganisationen (WHO) står som skitse til. Men for at give denne organisation de nødvendige magtbeføjelser, som menneskehedens gensidige afhængighed fordrer, så må dens måde at fungere på ændres radikalt.

Dette kræver selvfølgelig et meget langsigtet arbejde. Dog er det muligt at markere på en hurtig og symbolsk måde, det nødvendige opbrud for den nuværende organisation. For at begynde med det allernemmeste så kunne dette opbrud angå placeringen af FN’s hovedsæde. Manhattan – symbolet på en konkurrencekultur, en triumferende økonomi og en nådesløs finanskapital – er ikke nødvendigvis prædestineret til at være rammen for de møder, hvor befolkningernes ængstelser og forhåbninger tilkendegives. I jagten efter en anden mere passende placering søger manges blikke langt væk fra New York, langt væk fra den for tiden mest arrogante nation. Hvorfor ikke vende blikkene mod de bakker, hvor menneskene gennem århundrede har udtrykt deres optagethed af menneskenes fælles skæbne – Jerusalem.

Se også kommentarer til artikkelen i andre medier.