Den indre emigration

Cutting-edge Copenhagen lød titlen på en rejseartikel i New York Times forrige forår¹. Hvor sandt! København: en af de mest sofistikerede byer i Europa. Tag for eksempel et kig på vores museer: Statens Museum for Kunst, Glyptoteket, Nationalmuseet, Lousiana – de måler sig alle med de bedste! Arkitektonisk mangfoldighed præger også København. Nye prestigebyggerier – Diamanten, Operaen, Ørestaden, Lufthavnen, det nye KUA. De byfornyede brokvarterer.

Året rundt byder København på skønne distraktioner og fornøjelser. Om sommeren solbades der i parkerne, der grilles i baggårderne, der sejles og roes på og bades i Øresund. Folk mødes, spiser is og handler ind; der drikkes øl langs kanalerne; der hænges ud, der dases og døses i sommersolen på Islands Brygge, og folk springer i havnebassinet. Om vinteren bages der boller, der holdes julefrokoster, der stås på skøjter. Man drikker varm hyldeblomstsaft eller chokolade på cafeer; man går i biografen, i operaen, i teateret, på kunstudstilling, til koncert, til forelæsning, på sprogskole, på biblioteket, i byen.
Aldrig har København været så attraktiv som nu, dens indbyggere trives: fra advokaterne til appelsinsælgerne, de studerende til soldaterne, lærerne til lægerne, forskerne til fuskerne, og professorerne til pædagogerne. København er for fed, for cool, for velstående og velfungerende til, at dens indbyggere med nogen rimelighed kan beklage sig over deres tilværelse her! Det lykkelige København – Felix Hafnia kunne disse år nemt gå ind i historiebøgerne som.

Dog, Felix Hafnia er kun en realitet, så længe man sætter sin fulde vilje ind på at ignorere og fortrænge det politiske, åndelige og intellektuelle klima i byen. Således må man må glemme, at den siddende borgerlige regering blev båret til magten efter en årelang mediekampagne mod indvandrere og skattetrykket med en hæmningsløs valgkampagne som slutspurt. En valgkampagne renset for anstændighed, men spækket med hadske og nedladende udfald mod muslimer, venstreorienterede og kulturradikale. Man må fortrænge, at den nye moralske ubeherskethed er noget, som man på den borgerlige fløj specielt gerne bryster sig af – det er den «frie tone i debatten».
De borgerliges vrede begejstring vil ingen ende tage, når de taler om, at endelig kan de sige sandheden om invandrere og flygtninge uden at blive stemplet som racister. I modsætning til resten af verden, og særligt Sverige, er det endelig lykkedes dem at gøre Danmark til et «foregangsland». Man må anstrenge sig til det yderste for at overse, at sandheden om indvandrerne går hånd i hånd med en obskøn dyrkelse og idealisering af det danske og Danmark. Man må lukke ørerne for, at denne «frie debat» i den øvrige europæiske offentlighed karakteriseres som racistisk og fremmedfjendsk, og at danskerne på baggrund af spørgeundersøgelser vurderes til at være den mest chauvinistiske befolkning i verden. Man må bortjage mindet om, at regeringen efter at være kommet til magten sløjfede den eksisterende finanslov samt indførte ansættelses- og skattestop, mens landets statsminister i sin nytårtale i folkets navn lancerede opgøret med eksperter og smagsdommere. (…)