Foran en ny bonderevolution?

I eftermiddagens trykkende varme vandrer Yam Djé hurtigt igennem det tørre landskab. Intet synes at kunne gro på den knastørre jord, der rækker så langt, øjet kan se.

Vi er nogle kilometer syd for Siem Reap, den nærmeste by til Angkor og Cambodjas turistcentrum. Rismarkerne ligger udtørrede, landskabet er trøstesløs. Yam Djé er far til ni børn. Om nogle måneder vil han på sin lille ejendom høste kartofler, majs og ris. Det er svært at tro – er der ikke uoverstigelige problemer med vandmangel? Han smiler af spørgsmålet. «Jo, når regnen lader vente på sig. Men det ender altid godt.» Faktisk, når det kommer til stykket, så har Yam Djé langt værre fjender end tørken.
Jord er en stor rigdom i et så fattigt land som Cambodja. Den er bøndernes eneste rigdom. Men i Siem Reap har eksplosionen af hoteller tidoblet ejendomspriserne, hvad der har skærpet spekulanternes appetit. Byen vokser sig stadig større mod syd, mod øst og mod vest, idet de gnaver væk af de landbrugsjorder, som sikrer befolkningens selvforsyning. Bønderne har slet intet valg – enten sælger de jorden eller også bliver jorden taget fra dem. «Sidste år kom der folk fra Phnom Penh med et skøde på ejendommen. De gjorde krav på en jord, der ligger tæt på byen, og som tilhører mig. Det var chefen for distriktet, som havde solgt dem jorden, uden at jeg vidste det fjerneste», fortæller Yam Djé.
Problemet er, at ejendomsskødet, som myndighederne i byen havde fremstillet, var retmæssig. Ligesom 90 % af alle bønderne har Yam Djé nemlig ikke noget skøde. Det eneste, han kan fremvise, er kvitteringer for betalt skat. Han mener, at de bekræfter, at han har været i besiddelse af jorden siden 1980. Sagen er blevet forelagt den kommunale administration, men han er pessimistisk: «Hvis de vil tage jorden fra mig, så tager de den. Efterhånden som byen vokser, tager de også de andre fra mig. Hvad gør vi da? Vi har altid boet hér.»
Flertallet (60 %) af de jordløse i 2004 er familier, der aldrig har været jordejere. De resterende 40 % besad jord, men de har mistet den – enten ved ekspropriation eller ved salg af egen fri drift. Konflikter om ejendomsretten på jord er blevet den anden hyppigste årsag til retssager i Cambodja, i højesteret udgør de endda 60 % af sagerne.

Tretten år efter den officielle afslutning på borgerkrigen, seks år efter afslutningen på væbnede sammenstød, vurderer Oxfam, «at hvis der intet gøres, og andelen af jordløse stiger til 30 %, så vil det blive politisk skæbnesvangert». I nogle år er utilfredsheden med magten blevet ansporet af flere årsager: den dramatisk voksende ulighed mellem byerne, hvor stort set al den økonomiske vækst finder sted, og bondelandet, som er ramt af stagnation mens den udgør 80 % af befolkningen. Den udbredte korruption foregår ustraffet, det sørger kapitalindskydere for, der uden større sindsbevægelse har lagt et «dollar-drop» i landets årer¹. De politiske leders uansvarlighed har nået nye højdepunkter – Cambodja har ikke haft en repræsentativ regering eller nationalforsamling i et års tid, fra juli 2003 til juli 2004, p.g.a. politiske stridigheder og rivaliseren. Det juridiske og administrative apparat er, udover at være korrupt, notorisk inkompetent, uorganiseret og ineffektivt. Ejendomsretten anerkendtes først de jure i 1989, og formaliseredes med ejendomsloven af 1992. To vigtige udviklinger førte til denne ændring. På den ene side den demografiske eksplosion efter Khmers Rouge, der har fordoblet befolkningstallet på 25 år (Cambodja tæller i dag 13 millioner indbyggere), på den anden side borgerkrigen, der har efterladt størstedelen af den nordvestlige del af landet øde for mennesker.
I den del af landet sidder eks-krigsherrer på størstedelen af ejendomsretten, navnlig Khmer Rouge, såvel som højtrangerende militærpersoner. De civile magthavere lukker øjnene for disse ejendomsformuer af politiske grunde (undgå at hæren falder dem i ryggen) og finansielle (de politiske ledere har selv vigtige interesser deri). Formuer der opstod på kriminel vis under eller lige efter krigen. De «ignorerer» også andre regioner, hvor hæren eller samfundsspidser – som regel medlemmer af regeringspartiet Pracheachon eller royalistpartiet Funcinpec² – fortsætter med at ekspropriere tusindvis af bønders jord, om nødvendigt med magt.³
Store landejendomme er opstået. Det vurderes, at de rigeste bønder (7 %) kontrollerer 35-40 % af den opdyrkede jord, mens de fattigste (50 %) råder over mindre 15 %. En uigennemsigtig politik for den offentlige overdragelse af jord til hovedsageligt store udenlandske skov- og landbrugsindustrielle firmaer forstærker eksklusionsfølelsen. Cambodjas areal er 18 millioner hektar: 5 millioner hektar skov og 1 million landbrugsjord er blevet afgivet.⁴ Indbyggernes rettigheder i de berørte zoner skulle der tages hensyn til, men i realiteten sker det ikke.
Når de ikke sælger deres jord til den højestbydende, når de ikke spekulerer i boligbyggeri i udkanten af Siem Reap, Sihanoukville eller Battambang, kaster jordejende militærfolk og samfundsspidser sig over spekulative afgrøder som kautsjuk og peber. Størstedelen er dog ejere, der aldrig viser sig, ejere der ansætter bønder eller forpagter jorden, som til tider er spækket med antipersonelminer.⁵ Det er ikke usædvanligt at se, at de nye ejere sælger til dem, som de har stjålet jorden fra.
I Poipet-regionen, længst mod vest, har generalerne skrabet store formuer sammen. Omfattende ulovlige ekspropriationer fulgtes af investering i kasinovirksomhed. Spillevirksomhed er forbudt i Thailand. Blot fire timer i bil fra Bangkok spiller thailændere hver dag for enorme summer i et dusin luksuskasinoer med tilhørende hotel og golfbane på Cambodjas territorium. Regionen er blevet det største spillested i Asien efter Macao, og er stedet hvor andelen af jordløse er størst i hele landet, 5-10% over landsgennemsnittet. Stigningen i antallet af jordløse skyldes også i høj grad, at den jord der er til rådighed svinder år for år. Landbrugsarealet vokser ganske vist med 0,5% om året i Cambodja, men bondebefolkningen vokser med 2,5%. 200.000 nye personer ankommer hvert år på arbejdsmarkedet, fire femtedele af dem søger arbejde på landet. Det demografiske pres og større familier fører til opsplitning af jorden i forbindelse med arveskift. Mange børn af bønder har aldrig haft mulighed for at eje jord og vil aldrig få det. De, som har fået jord, risikerer at miste den hurtigt: De råder over mindre jordstumper til at føde flere munde end tidligere.
Da man derudover ikke ved, hvor længe man kan beholde sin jord, afholder man sig fra at investere i den. Hvorfor investere i mekanisering, vandingsanlæg og gødning, når et barns tuberkulose muligvis om nogle måneder gør, at man må sælge jorden? Den økonomiske usikkerhed bidrager til underinvesteringen i landbruget, som igen fører til, at usikkerheden omkring ejendomsretten bliver større.
Det vurderes, at omkring 60% af den afhændede jord, siden slutningen af halvfemserne, skyldes gældsættelse i forbindelse med sygdom.⁶ Cambodjas forening for menneskerettigheder bekræfter dette: «Størstedelen af de jordløse familier, som vi har måttet tage imod, har været ramt af en svær sygdom hos en eller flere medlemmer af familien. For at betale medicin- og hospitalsudgifter, har de været tvunget til at sælge jorden.»

Med en arbejdsløshedsprocent på landet der vurderes til mere end 40 %, finder nogle ind i andre lokalbeskæftigelser, de kaster sig over fiskeriet eller blive dagslejere. Andre igen emigrerer. Thailand har et BNP per indbygger, der er tyve gange så stort som Cambodjas, og er et eldorado for mange jordløse, der søger deres chance der. For Cambodjas vedkommende øger store kvotaer af jordløse byernes størrelse. Først og fremmest Phnom Penh hvor BNP per indbygger er 1000 dollars mod 250 dollars på landet.
Hovedstadens tekstilindustri opsuger omkring 20.000 arbejdere om året, fortrinsvis kvinder. Byens små job kaster man sig over, erhverv som motortaxi, gadehandel og vognrestaurationer.
Hidtil absorberede Phnom Penh ret godt denne demografiske himmelflugt takket været en årlig vækst på 15 %. Men denne trues af ophøret fra og med januar 2005 af den eksportkvota på tekstiler, som landet har haft til det amerikanske marked. Hvis tekstilproduktionen kollapser, hvad nogle bebuder, så vil de jordløse bønders sociale krise skærpes i byerne – en risiko der undervurderes af myndighederne, men som er ganske reel.
I toppen af statsapparatet raser debatten: skal man forsøge at stoppe de jordløses masseflugt eller skal man betragte disse vandringer, i et land der endnu kun er svagt urbaniseret, som den «normale» begyndelse på en bedre demografisk balance mellem land og by? «Ruralisterne» argumenterer for, at man må investere massivt på landet for at give bønderne et incitament til at blive. Absurd svarer de, der går ind for en udvikling af byen: Det er langt billigere at indrette byen til at modtage de deklasserede landarbejdere. Derudover kan byen hurtigere blive et betydeligt vækstcenter, mens årtier er nødvendige før landbruget kan blive konkurrencedygtigt.
Besiddelsen af landbrugsjord på stadig færre hænder står i centrum af debatten. Ifølge nogle iagttagere, der betragter sig som «realister», så er fænomenet med de jordløse tegn på en transition i landbruget, der på lang sigt er god og ikke farlig. Deres argumentation bygger på, at de nuværende landbrug er af for ringe størrelse, og der er bred enighed om, at det er en hindring for landbrugsudviklingen. De slår fast, at først når opsplitningen af landbrugsejendomme reduceres, og bønderne får tilstrækkeligt store gårde til at være rentable, da vil udviklingen af landbruget kunne sætte ind. At modsætte sig koncentrationen af ejendomme, hvad grunden så end måtte være, ville være at fastholde et arkaisk landbrug i årtier og skabe mere fattigdom.
Selvom regeringen er blevet bevidst om problemet med de jordløse, så har den ikke virkelig taget stilling. I 1999 skabte den et grundejendoms-ministerium, hvortil den året efter tilføjede et interministerielt grundejendomsråd. Sidstnævnte har formuleret en strategi for de næste femten år med hjælp fra Verdensbanken. Bemærkelsesværdig er en ny vedtaget grundejendomslov (se infoboks). Som et originalt tiltag tiltænker den en gratis overførelse af tusindvis af parceller af statsjord til de allerfattigste bønder.⁷
Alligevel støder disse «afgivelser af social jord», som kun er på forsøgsstadiet, på skepticisme blandt NGO’er. «Hensigten fortjener ros – på papiret. Men der har allerede været «gratis» fordelinger af jord før, som genanvendelsen af jorde med landminer. De fleste har banet vej for favorisering, og blev forfusket af korruption. De nåede ikke de virkelige modtagere.», advarer menneskerettighedsorganisationen Licadho.
Det mest ambitiøse af disse programmer, det mest liberale i sin konception, er projektet Land Management and Administration Project (LMAP), som påbegyndtes i maj 2002. Projektet finansieres af Verdensbanken, det har tyske og finske samarbejdspartnere, og målet er at «sikre grundejendomsretten og udvikle et effektivt ejendomsmarked.» Opgaven er titanisk: matrikulere hele området over femten år og udstede ejendomsskøder til alle gårdejere. Mellem 5 og 8 millioner parceller skulle kortlægges og optegnes. Verdensbanken skriver: «Besiddelsen af ejendomsskøder vil ikke alene hindre illegale ekspropriationer, men vil også give bønderne en sikker basis for at kunne låne og investere.»
Endnu mere alvorligt er, at dette projekt kan skabe konflikter. Dette har man set i Indonesien, hvor indførelsen af matrikler lokalt førte til borgerkrigslignende tilstande. Samfundsspidser havde benyttet sig af projektet til illegalt at bevillige sig selv jord lige inden at optegnelsen af matriklerne skulle finde sted. De bønder, som de havde fordrevet, gjorde de stor fortræd. Straffefrihed er normen i Cambodja, det muliggør gentagelsen af et sligt fænomen.
Endelig, tilføjer en kapitalindskyder, der ønsker at forblive anonym, at skabe sikre ejendomsskøder «vil ikke ændre på bøndernes prekære situation. At give de jordløse jorden tilbage ville. Men fokuseringen på ejendomsskødeområdet maskerer, hvad der ellers trænger sig på, særligt at efterprøve landbrugssystemet fra top til tå. Produktiviteten i Cambodja er en af de laveste i hele verden. Med 100 millioner dollar kunne man gøre meget andet, f.eks. med at sikre en bedre finansiering af bønderne.»
Er de jordløse i Cambodja fremtidige oprørselementer? Vil Yam Djé gribe til våben for at kæmpe for sin jord omkring Siem Reap mod de byboere, som vil tage den fra ham? Mange iagttagere minder om, at bondeopstanden i Samlaut i 1967 gav startskuddet til den proces, der førte til borgerkrig i 1970. Der mangler dog to faktorer i den aktuelle kontekst, der ville kunne virke som katalysator for en bonderevolution: udenlandsk indblanding på den ene side (amerikansk, sydvietnamesisk fra 1967), og en organiseret og føderal ideologisk politik på den anden side (den kommunistiske undergrundsbevægelse i 1960'erne).
Kapitalindskydere og regeringen arbejder desuden sammen for at hindre al form for social uro. Det fælles slagord er udtrykkeligt: Forsvare landets stabilitet for enhver pris. Mens hundredvis af NGO’er erstatter en fejlslået stat på alle de sociale områder, leverer verdens fødevareprogram vigtig fødevarehjælp til de allerfattigste. Og regeringen deler ligeledes jævnligt gaver ud i form af ris i overgangsperioder. For regeringspartiet, Pracheachon, handler det om at blive ved magten: millioner af analfabetiske bønder udgør deres vælgerbasis.
Selvom den sociale protest effektivt holdes nede i øjeblikket, så skjuler de tilstedeværende udenlandske samarbejdspartnere i Cambodja ikke deres bekymring. «Som tingene går i øjeblikket, så medfører den ukontrollerede stigning i antallet af jordløse en risiko for stor social og politisk uro», står der at læse i en ambassades interne notater. Notater der minder om, at rivaliteten mellem by og land, som er meget stærk i «Cambodja i to hastigheder» anno 2004, stod i centrum af den folkelige opbakning til Khmer Rouge i 1970'erne.
Yam Djé gentager: «Jeg vil beholde min jord. Jeg tror ikke på regeringen. Politik vil jeg ikke have noget at gøre med.» Hvis han fordrives fra sin jord, hvem ved da, om han ikke skifter mening?

1 I mangel af en fuldstændig national statistik om ejendomsituationen i Cambodja, er de kvalitative undersøgelser de bedste informationskilder. Den nyeste er Robin Biddulphs Poverty and Social Impact Assessment of Social Land Concessions in Cambodja: Landlessness Assessment, Oxfam, Storbritannien, Phnom Penh, februar, 2004. < BR > 2 I forbindelse med donorlandenes rådspørgende sammenkomst i juni 2002, bedte Cambodja om 500 millioner dollar i hjælp og fik 636 millioner. Udover en geostrategisk rivaliseren mellem kapitalindskyderne (Japan, Kina, Frankrig-USA), som fører til en overbudspolitik, så formår investorerne i Cambodja heller ikke at løsrive sig fra en nedladende medlidenhed.
3 Regeringspartiet Pracheachon står for det Cambodjanske Folks Parti og royalistpartiet Funcinpec betyder den Forenede Nationalfront for et uafhængigt, neutralt, fredeligt og kooperativt Cambodja.
4 Afbrændning af bebyggelser er en ubredt praksis i ?udrensningen?. Menneskerettighedsorganisationer som Licadho og Adhoc modtager dusinvis af anmodninger om hjælp hver måned af bønder, der vilkårligt er blevet frataget deres jord.
5 Skovkoncessioner nåede op på 7 millioner hektar i slutningen af halvfemserne. Efter pres fra kapitalindkydere og ngo'er, annuleredes 12 koncessioner af regeringen, svarende til 2,1 millioner hektar.
6 Antipersonelminer dræber hvert år omkring 800 personer i Cambodja, hovedsageligt bønder. Organisationen Handicap International vurderer, at op mod to tredjedele af den gennemførte minerydning i landet er udført af bønder, der ledte efter nye jorde.
7 Robin Biddulph, siderne 18 og 40.
8 Jean-Marie Brun, Rapport d'évaluation –Projet de réåponse aux inondations dans la province de Battambang, december, 2001, p. 50.
9 Dekret af den 7. marts 2003, med endelige tilføjelser den 19. november 2003.
(…)