Nej til den biopolitiske tatovering

Aviserne lader ingen tvivl tilbage: fra nu af må den, der skal tage til de Forenede Stater på visum, lade sig registrere i et kartotek og efterlade digitale fingeraftryk ved indrejse til landet. Personligt har jeg ikke til hensigt at underkaste mig en sådan procedure, og derfor har jeg straks aflyst de forelæsninger, jeg skulle have afholdt i marts måned ved New Yorks universitet.

Jeg vil gerne her forklare årsagen til at jeg, til trods for den sympati der i mange år har knyttet mig til såvel mine amerikanske kollegaer som til deres studerende, anser denne beslutning for både at være nødvendig og uundgåelig, samt hvorfor jeg gerne så, at den bliver delt af andre europæiske intellektuelle og foredragsholdere.

Det drejer sig ikke bare om en personlig overfølsomhed overfor en procedure, der længe og i mange lande er blevet påtvunget forbrydere og politisk forfulgte, og fortsat påtvinges dem. Havde det blot drejet sig om dette, kunne man endog forestille sig en beslutning om at dele de ydmygende vilkår, som så mange mennesker er underlagt i dag, af solidaritet.
Problemet rækker imidlertid langt ud over den personlige følsomheds grænser og vedrører den normale politisk-juridiske (man skulle nok bare kalde den biopolitiske) status for borgerne i de såkaldt demokratiske lande, hvori det er tilskikket os at leve. I årevis har man – først lejlighedsvis og i små doser, men siden på en mere og mere eksplicit og insisterende måde –forsøgt at overbevise samfundsborgerne om, at kontrolbefordrende anordninger og fremgangsmåder, som altid var blevet anset for at være undtagelsesprægede og umenneskelige, nu skulle være gængse og menneskelige.
Det er velkendt, at den kontrol, som staterne kan øve over individerne takket være brugen af elektroniske anordninger såsom kreditkort og mobiltelefoner, har overskredet grænser, der førhen forekom uopnåelige. Der findes imidlertid tærskler indenfor kontrollen med og manipulationen af kroppe, hvis overskridelse betegner en ny, global, biopolitisk tilstand, et skridt videre i retning af det, Michel Foucault definerede som en slags gradvis animalisering af mennesket, virkeliggjort gennem de mest sofistikerede teknikker. Den elektroniske registrering af fingeraftryk og nethinde, tatoveringen af underhuden og lignende indgreb udgør sådanne tærskelfænomener.
Man må ikke lade sig bedrage af de sikkerhedshensyn, der anråbes for at retfærdiggøre dem. Erfaringen har lært os, at de fremgangsmåder, der i begyndelsen er reserveret fremmede, siden udvides til alle. Det drejer sig med andre ord, om det nye, «normale», biopolitiske forhold mellem samfundsborgerne og staten. Dette forhold vedrører ikke længere en fri og aktiv deltagelse i offentligheden, men en indskrivning og registrering af den mest private bestanddel: kroppenes biologiske liv. (…)