Agamben

Den 9. og 10. juni 1993 bragte dagbladet Libération i Paris en dobbeltkronik om flygtningenes status. Den var forfattet af den italienske filosof Giorgio Agamben, der dermed indførte Foucaults biopolitiske tema i den dengang nye globaliseringsdebat.

To år efter udkom Agambens hovedværk om emnet, Homo Sacer (Torino, 1995); den er siden blevet oversat til engelsk, fransk, tysk og hollandsk. Denne bog er allerede blevet gjort til genstand for mange kommentarer og introduktioner.
Homo Sacer (HS I) indeholder en omfattende og perspektivrig analyse af en figur fra tidlig romerret: Det drejer sig om en bandlyst eller fredløs, der hverken lader sig indskrive i religiøse offerritualer eller i kampen mellem plebejer og patricier. Agamben placerer dette udsatte menneske, som enhver straffrit kan slå ihjel, i en heterogen relation til den suveræne magt.
Er suveræniteten magten til at bestemme, hvem der er indenfor og hvem, der er udenfor retten, så må den suveræne instans besidde en form for eksklusiv overhøjhed, der har sit modstykke i den bandlystes absolutte uindskrivelighed og dermed udsathed. Den suveræne drager grænserne, omfatter og udelukker, mens homo sacer flakker om i ubestemmelighedens gråzoner. Der er en gensidig afhængighed på færde. Den suveræne behøver den udelukkende for at opretholde sig selv: Der er ingen funktionsdygtig (national)stat uden en flygtning udenfor.
Homo Sacer-bøgerne publiceres ikke i rækkefølge: Homo Sacer II,1 udkom sidste sommer (Torino 2003), og den bærer titlen «undtagelsestilstanden», på italiensk Stato di Eccezione, der også kan forstås som en undtagelsens stat. Her fortsætter Agamben sin analyse af den tyske retsfilosof Carl Schmitts teorier om legitimitetens dannelse. Agamben, der også er udgiver af Walter Benjamins værker på italiensk, påviser den tætte dialog mellem ophavsmanden til Politisk Teologi fra 1922 og forfatteren til Det Tyske Sørgespillets Opprinnelse (1928, norsk oversættelse: Pax, 1994).
HS I er dynamisk i sine begrebers tilblivelse: Gråzoner og ubestemmelighed, lejre og biopolitik sammenflettes med henblik på en anden forståelse af den politiske ordning af menneskelivet end det gængse samfunds. HS II,1 er derimod strukturerende i sin undersøgelse af forskellen mellem ret og jura eller mellem undtagelse og muligheden for politisk handling. HS I når frem til dramatiske teser om «det nøgne liv», mens HS II,1 især muliggør en underkendelse af det nationale demokratis selvretfærdige selvforståelse.
HS III udkom allerede i 1998 og bærer titlen «Hvad der er tilbage af Auschwitz – Arkivet og vidnet». Bogen, der er oversat til fransk, engelsk og tysk, åbner for en mere principiel forståelse af udryddelseslejren ved at knytte den til muselmandens skikkelse og til en særlig følelse, skammen: Begge tilstande, der reducerer det menneskelige til noget, der næsten udelukker etikken: Er udryddelseslejren nulpunktet eller den yderste grænse for menneskenes politik, hvor slipper da etikken? Indtil muselmanden findes der selv i det nøgne liv en sidste etisk streng: det er følelsen af skam over det enkle og korte greb, der forvandler den menneskelige tilstand til absolut udsathed. (…)