Erindringer om Yassir Arafat

Eftersom Yassir Arafat var udstyret med en robust psyke, viste han sjældent – selv i de mest dramatiske situationer – tegn på fortvivlelse eller mismod. Han syntes besjælet af en ukuelig optimisme, af en urokkelig vilje til at forsætte sin kamp og af en forbløffende evne til at rejse sig igen efter hvert styrt. Jeg har fuldt hans løbebane i over 35 år og har truffet ham adskillige gange, som journalist eller som udstationeret diplomat ved den Palæstinensiske Befrielsesorganisation (PLO). Ved vores sidste samtaler forrige år blev jeg overrasket over at møde ham i en tilstand, der mest af alt mindede om depression. Han var bleg med udtærede træk. Bygningen, han var bundet til, lå i ruiner, hans opholdssted var et rum uden vinduer. Hvert øjeblik, det vidste han, var der en risiko for, at han enten blev tvunget i eksil eller myrdet. For første gang udelukkede han ikke at «resterne af den Palæstinensiske Autoritet ville forsvinde helt og aldeles». Han forstod ikke, hvorledes man havde kunnet dæmonisere ham, eftersom han havde arbejdet så ihærdigt for at slutte de «modiges fred» med Israel. Stemmen blev tyk af bevægelse hver gang han refererede til sin «partner Itzak Rabin».

Med resignation belavede han sig på at udnævne en premierminister efter fælles påbud fra Israel, USA og, hvad der var topmålet for ham, EU. Han foregav uforståenhed overfor, at man ville påtvinge ham en premierminister, eftersom han var «chef for en ikke-statslig enhed». Adspurgt om han var forpligtet til at adlyde, bøjede Arafat hovedet, og en medarbejder ved hans side tog ordet: «Det er Bush, som vil det…»
Til frokosten, som fulgte efter interviewet, var flere ministre samlet, og der var en livlig debat om den verdslige status af den fremtidige palæstinensiske stat. Den palæstinensiske autoritets udenrigsminister Nabil Shaath, der var i gang med formuleringen af et forfatningsudkast, præciserede, at af indlysende politiske grunde følte han sig forpligtet til at inkludere formuleringen, at «Islam er statsreligion». Det fremprovokerede et ramaskrig af protester omkring frokostbordet. Regeringsmedlemmerne Saeb Ereikat og Yassir Abd Rabbo protesterede på det heftigste. Med øjnene fæstede på Arafat udbrød Maie Sarraf, der er rådgiver om europæiske forhold: «Som kristen kvinde vil jeg aldrig acceptere at leve i en sådan stat!» På mærkeligste vis ytrede palæstinensernes leder ikke et ord under hele diskussionen, blikket blot frosset fast til sin tallerken. Nødsaget til at give sig til kende, erklærede han forsigtigt: «Jeg har ikke haft tid til at se på forfatningsudkastet…»

Da vi mødtes første gang i januar 1969, stadigvæk inden at han var valgt til PLO’s leder, udtrykte Yassir Arafat sig langt mere selvsikkert om samme emne. Siddende til bords hos Algeriets ambassadør i Cairo, Lakhdar Brahimi¹, forklarede Fatahs chef med entusiasme, hvorledes han ville skabe en «demokratisk og samlet stat for hele Palæstina», i hvilken «jøder, kristne og muslimer ville være ligestillede borgere». Han brugte ikke ordet verdsligt, da begrebet er ukendt i Islam, men hans beskrivelse af den fremtidige stat stod i intet tilbage for et demokrati af vestlig art. Han var fuldstændig sikker på, at flertallet af israelere ville tilslutte sig denne formulering, som ville sikre dem fred og sikkerhed. I den henseende skamroste han de sefardiske jøder, der udgør flertallet i Israel, hvis kultur og mentalitet gjorde dem til arabernes «tvillingebrødre». Fra sin barndom i Egypten og fra sit hemmelige ophold i de besatte territorier efter Seksdagskrigen kendte han dem godt…
Salah Khalaf, kaldet Abou Iyad, der blev nummer to i PLO, fulgte op med en lignelse for at antyde at virkeliggørelsen af det projekt var forhastet. Men snart ville palæstinenserne ruske Mellemøstens æbletræ, erklærede han, for således at få den rådne frugt, som han sammenlignede med de arabiske stater, til at falde til jorden. Først da, tilføjede han med et skælmsk smil, vil palæstinenserne kunne høste det eneste sunde æble tilbage på træet – Israel. En lang tavshed fulgte ved bordet, hvor adskillige arabiske ambassadører sad opbænket. Ingen af dem svarede igen på injurien, ingen af dem forlod stedet. Det arabiske nederlag i juni 1967 var stadig nær og fremtiden, troede man i tiden, tilhørte de «revolutionære palæstinensere». (…)