Grønlandskortet

Grønland er et godt eksempel på kartografiens dobbelthed, på disciplinens fremskridt og mysterium, i hvilke det naturgivne og det vedtagne støder sammen. Begrebet om Grønland udviklede sig sikkert overhovedet i takt med kortlægningens kunst. For de norrøne skandinaver betegnede Grønland et sted ovre i den vestlige kulde, hvor man fandt langt grønnere strøg end forventeligt. Men dets sammenhæng – der viste sig at være en usammenhæng – med den gamle såvel som den ny verden, blev først klarlagt af de moderne opdagelsesrejsendes avantgarde omkring år 1900: at det var en afgrænset entitet, en ø, forbundet hverken med andre øgrupper i det Arktiske Ocean såsom Svalbard eller med de asiatiske eller amerikanske kontinenter.

Og dog var opdagelsen af den grønlandske insularitet aldrig bare en ren erkendelse, et geografisk datum, men – fordi de opdagelsesrejsende altid var ude i nationalt bestemte ærinder – altid allerede indviklet i en politisk forhandling af sandheden om dette hjørne af verden. For den danske kolonimagt måtte opdagelsen indebære, at kongerigets højhedsret gjaldt hele øen og på naturlig måde afgrænsedes af dens kystlinier. For andre nationer, der havde gjort sig gældende i udforskningen af landet, var det danske synspunkt slet ikke selvfølgeligt. Det gjaldt nordmændene, der ikke uden videre ville opgive deres unge nations ældgamle krav på Grønland. Og det gjaldt det britiske imperium og den canadiske dominion, hvis arktiske arkipel Grønland føjede sig til som den naturligste ting i verden.

Men først og fremmest gjaldt det amerikanerne, for hvem Grønland tog sig ud som en nordøstlig klump territorium indenfor deres helt egen hemisfære. Ganske vist kunne Danmarks suverænitet formelt respekteres og stadfæstes i traktater, og dog måtte der, fordi Grønland lå i den ny verden, være tale om en besynderlig suverænitet. Hvis ikke før, kom det under og efter 2. verdenskrig til at stå uafviselig klart, at Grønland kun i bestemte henseender var et dansk anliggende, mens det i andre henseender var en del af den ny verden, og omfattet af amerikanernes store ord: Fingrene væk!
Der forekom i begyndelsen af krigen, endnu inden USA var gået ind i krigen på de allieredes side mod aksemagterne, enkelte spegede episoder, forsøg på at forlænge de krigsførende efterretningsvirksomhed ud i Arktis. F.eks. sejlede danske og norske nazi-kollaboratører til Østgrønland for der at etablere meteorologiske stationer, som kunne forsyne tyskerne med vigtige informationer om vejrforholdene i Nordatlanten. Forsøgene blev neutraliserede af engelske og eksil-norske styrker, der gik i land ved vejrstationerne, konfiskerede våben og udstyr, og herpå atter trak sig ud af grønlandsk territorium medbringende stationernes uheldige mandskaber¹.
Især i det amerikanske State Department holdt man skarpt øje med alle sådanne tildragelser, der måtte opfattes som europæisk – herunder engelsk-canadisk – indgreb i den amerikanske hemisfære. Som sagerne stod på dette tidspunkt, kunne den allierede fremfærd mod dansk ejendom – Grønland og den danske handelsflåde – endnu opfattes som «a bit of low-grade English piracy og third rate commercial imperialim»². I følge præsident F. D. Roosevelt kunne bare de danske og amerikanske interesser opfattes som legitime, idet han førte de danske interesser 900 år tilbage til Leif den lykkeliges dage. De amerikanske interesser var bundet op på Monroe-doktrinen fra 1823, der sigtede mod at neutralisere alle forskydninger i magtforholdene mellem de europæiske kolonimagter, for så vidt disse indvirkede på de koloniale besiddelser i den ny verden.
Den kartografiske dobbelthed kan opfattes som en vekslen mellem landkort og spillekort, en vekslen der mærkede grønlandskortet i denne fase, da USA forberedte sig på at gå ind i krigen. Henrik Kauffmann, den danske gesandt i Washington, spillede det grønlandske kort i 1941, da han som uanmodet forretningsfører, negotiorum gestor, på den undertvungne danske regerings vegne underskrev den såkaldte Grønlandstraktat med den amerikanske regering. Processen var forbundet med en del fuzzy logic og statsretslig irregularitet. F.eks. underskrev Kauffmanns traktaten i egenskab af kongerigets uafhængige gesandt. Men, som Bo Lidegaard har påpeget, opnåede han kun anerkendelse som sådan hos den amerikanske regering i og med sin underskrift. I alle tilfælde sikrede USA sig med traktaten et uindskrænket militært spillerum i Grønland, og når USA herefter garanterede den danske suverænitet over Grønland, betød det, at i militær henseende var denne suverænitet de facto overdraget til amerikanerne.³
Heftigheden af den danske regerings undsigelse af traktaten var udtryk ikke bare for tvang fra den tyske besættelsesmagts side, men også for oprigtig bestyrtelse. Kauffmann havde, hævdede hans fjender i Udenrigsministeriet, solgt ud af den regale smykkesamling, spillet Danmark dets grønlandskort af hænde. Efter krigen var kortet ikke desto mindre, i den ny verdensordens kontekst, fortsat i spil, og knyttet til bestræbelserne på at få Danmark placeret her indenfor, i FN og NATO. Tilbageførslen af den koloniale administration efter krigen samt alle understregninger af de af historien og skæbnen bestemte bånd mellem det lille moderland og dets monstrøse arktiske vedhæng måtte på alle måder mærkes dels af den kolde krig og behovet for at opretholde den amerikanske tilstedeværelse i Grønland, dels også Danmarks engagement i opbygningen af FN og dets dekolonisatoriske agenda. (…)