Traumatiske gentagelser – fra Vietnam til Irak

«… og så kom krigen i Irak. Alting gik så stærkt fra september 2002 til marts 2003. Forberedelserne til krigen accelererede, og en stor del af det, som foregik for øjnene af os, forblev ubegribeligt. For mig var svaret at gøre noget oprørende med traumeteorien. At sprænge teoriens form. Og det at fortolke begrebet traume som et politisk begreb forekommer mig at være en givtig, om end uvant handling.»

Den amerikanske litteraturprofessor ved Emory University i USA, Cathy Caruth, er en af den moderne traumeteoris banebrydere.¹ Caruth repræsenterer en særlig psyko-litterær tilgang til fænomenet traume – en tilgang som, især i USA, i det seneste tiår har haft stor betydning for såvel humaniora som for samfundsvidenskaberne. Helt centralt i dette nye forskningsfelt står begrebet Post-Traumatic Stress Disorder (PTSD), som betegner det ejendommelige fænomen, at voldsomme begivenheder fra fortiden hjemsøger den, der har gennemlevet dem, i form af påtrængende flashbacks.

Mens Cathy Caruths tidligere arbejder om traumatiske begivenheder og deres eftervirkninger udfolder sig i feltet mellem litteraturvidenskab og psykoanalyse, har hun de seneste år beskæftiget sig med traumebegrebet i forbindelse med det 20. og det 21. århundredes politiske historie. Den særligt amerikanske fortolkning af Freuds ideer om traume og gentagelsestvang, som Caruth selv er den måske fremmeste eksponent for, tog ifølge Caruth form efter et betydningsfuldt øjeblik i amerikansk historie – nemlig Vietnam-veteranernes kamp for medicinsk og ikke mindst politisk anerkendelse af netop PTSD.

Tilskyndet af USA’s engagement i Irak, og af krigen mod terror i det hele taget, er Caruth nu vendt tilbage til dette traumeteoriens amerikanske udspring. Nærmere bestemt forsøger hun, via en analyse af traumeteoriens politiske genealogi at kaste nyt lys over både USA’s nutidige krigsførelse og over det, hun omtaler som traumeteoriens ubevidste politiske dimension. Vi mødtes med Cathy Caruth for at tale om den politiske drejning i hendes arbejde, da hun for nylig forelæste ved konferencen Witness: Memory, Representation, and the Media in Question i København.

Tre måneder med Le Monde
diplomatique for 99 kroner!

Papiravis og full digital tilgang

Bestill nå

Fornyes til 199,- per kvartal

– Hvad betyder det, når du argumenterer for, at traumestudiet i sig selv kan ses som en ubevidst refleksion over begivenheder, f. eks. Vietnam-krigen, som vi endnu ikke har forstået?

– Dermed lægger jeg op til, at traumebegrebet og det forskningsfelt, som er opstået omkring begrebet, ikke bare handler om traume på en bevidst og reflekteret måde, men at begrebet også har en ubevidst dimension, som på kompleks vis er viklet ind i vores traumatiske historie. I hvert fald i Amerika må traumebegrebet forstås i relation til dets udspring i vores kulturelle bevidsthed under Vietnam-krigen. I denne periode kæmpede bevægelsen «Vietnam-veteraner imod krigen» sammen med deres psykiatere for at få en række begreber om veteranernes traumatiske erfaringer anerkendt af den amerikanske offentlighed. Og for krigs-veteranerne var «traume» ikke så meget en psykologisk lidelse, som det var en erfaring, der gav adgang til sandheder, andre ikke kunne se – sandheder, der ikke alene handlede om Vietnam-krigens rædsler, men også om den måde, hvorpå krigen blev udkæmpet. Men de sandheder om krigen, som veteranerne forsøgte at bære vidnesbyrd om, kunne ikke umiddelbart begribes og assimileres i den amerikanske kulturelle bevidsthed, idet de udfordrede vores epistemologiske, moralske og politiske horisonter.

– Som jeg pegede på i min forelæsning her i København, var forsøget på at få traumebegrebet anerkendt således også et forsøg på at bære vidnesbyrd om blindhed. Det vil sige et forsøg på at vidne om både den moralske og den politiske blindhed, som krigen levede af. Men da fænomenet traume i 1980 endelig blev formaliseret under navnet Post-Traumatic Stress Disorder var denne politiske dimension faldet bort. På den ene side påvirkede veteranerne altså den måde, hvorpå traume blev defineret (som flashbacks og andre former for efterkrigs-symptomer), men på den anden side forsvandt den politiske dimension af veteranernes erfaringer mere eller mindre med formaliseringen. I 1980 var krigen selv ligeledes gledet ud af vores kulturelle bevidsthed, og PTSD blev nu overvejende betragtet som en medicinsk orienteret psykiatrisk kategori. Da traumebegrebet i 1990’erne igen begyndte at florere inden for især humaniora og i det hele taget fik større kulturel betydning dukkede flere af kategoriens tabte dimensioner imidlertid op på ny. For mig at se tvinger denne tilbagekomst os til at beskæftige os med de uassimilerede dimensioner af traumebegrebet, som ikke er tilstrækkeligt artikuleret i den psykiatriske kategori, men som har afgørende kulturel og historisk betydning.

– Når såkaldte traumeeksperter i USA, mig selv inkluderet, mener at tale bevidst om traume, trækker vi altså samtidig en ubevidst arv med os, en slags erindring om eller et forsøg på at vidne om den dimension af Vietnam-krigen, som vi endnu ikke har begrebet fuldt ud. At forstå traumebegrebets historiske og kulturelle betydning i lyset af dets politiske dimension indebærer for mig at se også en refleksion over det faktum, at begrebet om traume for Vietnam-veteranerne ikke kun handlede om deres rolle som ofre (om oplevelsen af velbegrundet dødsangst, om at se deres venner dø, om at blive forrådt af deres egen regering osv.), men i lige så høj grad om deres egen deltagelse i mord og tortur.

Ifølge Cathy Caruth var 1970’ernes kamp for at få traumebegrebet institutionelt anerkendt altså også udtryk for et ønske om at bære vidnesbyrd om Vietnam-krigens skjulte realiteter. Og vidnets problem står i det hele taget centralt i Caruths arbejde, som kredser om henholdsvis muligheden for og konsekvenserne af at bevidne traumatiske hændelser. I sin seneste forskning spørger Caruth, hvordan krigshandlingerne i Afghanistan og Irak kan forstås i lyset af Vietnam-veteraners vidnesbyrd. Her arbejder Caruth videre med den amerikanske psykoanalytiker Robert Jay Liftons begreb om «falsk vidnesbyrd».

I bogen Home from the War fra 1973 undersøger Robert Jay Lifton de psyko-historiske mekanismer, der muliggjorde massakren på flere end 400 civile vietnamesere i landsbyen My Lai i 1968. I Liftons optik forsøgte de amerikanske soldater, der på klos hold her skød og dræbte gamle mænd, kvinder og børn, med denne uforståelige handling at forsikre sig selv om, at deres kammeraters død få dage forinden ikke havde været meningsløs. Ved at angribe uskyldige civile, som var de regulære militære modstandere, blev det muligt at få ram på den fjende, der notorisk ikke lod sig konfrontere i åben kamp. Men civilister er ikke legitime fjender, og de amerikanske soldaters blodige forsøg på at ære deres døde kammerater var ifølge Lifton derfor det, han kalder en «falsk vidnehandling».

– I din forelæsning forleden lagde du op til, at USA’s tilstedeværelse i Irak kan fortolkes som et «falsk vidnesbyrd» om et tidligere møde med døden. Kunne du uddybe denne pointe?

– Robert Jay Liftons begreb «falsk vidnesbyrd» er, som jeg ser det, et frugtbart forsøg på at genfortolke Freuds ide om gentagelsestvang i en nutidig amerikansk kontekst. Den falske vidnehandling betegner et fejlslagent forsøg på med tilbagevirkende kraft at tilskrive en umiddelbart ubegribelig begivenhed mening. Det fejlslagne ligger i, at handlingen snarere reproducerer og repeterer den meningsløse begivenhed end kommer til en forståelse af den. Et sådant forsøg på at gøre en i sig selv meningsløs handling meningsfuld er «perverst», fordi det på én og samme tid både udvisker det oprindelige blodbads realitet og gentager massakren i det uendelige. En falsk vidnehandling er således en form for blindhed, et mislykket forsøg på at vidne, der ved at slette begivenhedens historie fortsætter blodbadet. For Lifton udgør dette et mønster for Vietnam-krigen selv – en blindhed i krigens centrum, der årti efter årti holdt krigen i live.

– Med den første Golfkrig fik begrebet om falsk vidnesbyrd ny betydning for Lifton. Som han skriver i forordet til 1992-udgaven af Home from the War, gik det med forfærdelse op for ham, at hele den «falsk vidnesbyrd-struktur», der skabte Vietnam-krigen, gentog sig selv i krigen mod Irak. Her var det blot ikke ét slag, der gentog sig selv i et andet slag, men hele krigen, der blev gentaget i en senere krig. Umiddelbart efter Golfkrigen udtalte George Bush den første: «by God, we have kicked the Vietnam syndrome», og for Lifton fremstår dette udsagn som et symptom på, at den første Golfkrig netop var et forsøg på at slette Vietnam-krigen fra vores bevidsthed. Men altså et forsøg, der i virkeligheden producerede flere massakrer og mere blindhed.

– Og det er det samme, der sker endnu engang efter 11. september 2001. Regeringen reagerer på 11. september – på dette «møde med døden», som Lifton kalder terrorangrebene, og på de tidligere dødelighedserfaringer, frem for alt fra Vietnam-krigen, som angrebene bringer mindelser om – med endnu en falsk vidnehandling i form af «krigen mod terror».² Den globale krig mod terror er på samme måde blevet iscenesat som en krig mellem på den ene side uskyldige amerikanere og på den anden side den absolutte ondskab, om end den ærefulde kamp på ny vis er farvet af religiøse og apokalyptiske toner, der i lyset af vores atomvåben er temmelig farlige. På trods af alle forskellene i forhold til vores tidligere krige så fungerer «krigen mod terror» altså også som et falsk vidnesbyrd om og som en gentagelse af vores uassimilerede fortid. Vi er nu på en verdensomspændende search and destroy mission, der destruktivt og selvdestruktivt fortsætter og accelerer det vedvarende blodbad. I den forstand er det, som jeg har påpeget med min brug af Liftons begreb, hverken et slag eller en krig, men historien selv, der nu tjener som en form for falsk vidnesbyrd. Historien selv sletter sin egen fortid. Den destruerer sin egen hukommelse. Denne teori om falske vidneshandlinger er, som jeg ser det, ekstrem stærk som en teori, hinsides enhver ideologikritik, om historien som en glemmen sig selv.

© LDM Norden

1
Cathy Caruths traumeteoretiske værker – Unclaimed Experience: Trauma, Narrative, and History, Johns Hopkins University Press 1996 og antologien Trauma: Explorations in Memory, Johns Hopkins University Press 1995 – har i dag klassikerstatus for traumestudier.
2
Se Robert Jay Liftons bog Superpower Syndrome: America’s Apocalyptic Confrontation with the World (Nation Books, 2003), hvor Lifton analyserer og kritiserer Amerikas reaktion på terrorangrebene den 11. september 2001.