Flyktningen – de facto statsløs – Le Monde diplomatique

I 1943 offentliggjorde Hannah Arendt en artikel med titlen We Refugees i det lille engelsksprogede jødiske tidsskrift «The Menorah Journal». Hun skitserer først polemisk portrættet af Mr. Cohn, den assimilerede jøde, der efter at have været 150 procent tysk, 150 procent wiener og 150 procent fransk til slut bittert må erkende, at «man kan ikke gøre sin lykke to gange,» for derefter i slutningen af dette korte, men betydningsfulde skrift at vende vilkåret som flygtning uden fædreland, som hun selv levede under, på hovedet og foreslå det som paradigme for en ny historisk bevidsthed.

Flygtninge, der har mistet enhver rettighed, og som dog holder op med for enhver pris at ville tilpasse sig en ny national identitet for i klarhed at betragte deres egen situation, får i bytte for en sikker upopularitet en uvurderlig fordel: «Historien er ikke længere en lukket bog for dem, og politikken ophører med at være ikke-jødernes privilegium. De ved, at umiddelbart efter at det jødiske folk blev erklæret fredløst i Europa, blev de fleste europæiske nationer erklæret for fredløse. Flygtninge, der bliver drevet fra det ene land til det andet, repræsenterer deres folks avantgarde.»¹

Man burde reflektere over betydningen af denne analyse, der i dag, her nøjagtig 50 år efter, ikke har mistet noget af sin aktualitet. Problemet præsenterer sig ikke blot med samme presserende karakter i og uden for Europa, men som følge af nationalstatens² efterhånden ustoppelige forfald og de traditionelle juridisk-politiske kategoriers almindelige forvitring er flygtningen måske den eneste tænkelige figur for folket i vor tid. Han er den eneste kategori, i hvilken man i dag kan ane formerne af og begrænsningerne i et kommende politisk fællesskab – i det mindste indtil opløsningen af nationalstaten og dens suverænitet er fuldstændig. Det er endda muligt, at hvis vi ville være på omgangshøjde med de fuldkommen nye opgaver, der står os for, at vi så vil skulle beslutte os for uden forbehold at forlade de grundliggende forestillinger, gennem hvilke vi indtil videre har repræsenteret det politiskes subjekter (mennesket og (stats)borgeren med deres rettigheder, men også det suveræne folk, arbejderen osv.), og beslutte os for at genopbygge vores politiske filosofi med udgangspunkt i denne ene skikkelse.Den første fremkomst af flygtninge som massefænomen finder sted ved slutningen af den første verdenskrig, da sammenbruddet af det russiske zardømme, det østrig-ungarske kejserdømme og det osmanniske imperium og den nye orden, der blev skabt gennem fredstraktaterne, vendte grundlæggende op og ned på den territoriale og demografiske opdeling af Central- og Østeuropa. I løbet af kort tid forlod 1.500.000 hviderussere, 700.000 armeniere, 500.000 bulgarer, 1.000.000 grækere, hundredtusindvis af tyskere, ungarere og rumænere deres hjemlande. Til disse masser i bevægelse skal lægges den eksplosive situation, der opstod, idet cirka 30 % af befolkningerne i de nye statslige organismer, som fredstraktaterne havde skabt med nationalstaten som model (for eksempel i Jugoslavien og Tjekkoslovakiet), udgjorde mindretal, der skulle beskyttes gennem en række internationale traktater (de såkaldte Minority Treaties), der meget ofte ikke blev ført ud i livet. Nogle år senere spredte racelovene i Tyskland og borgerkrigen i Spanien et nyt og betragteligt kontingent af flygtninge ud over Europa.

Vi er vant til at skelne mellem statsløse og flygtninge, men hverken dengang eller i dag er distinktionen så simpel, som det kan se ud ved første øjekast. Fra begyndelsen foretrak mange flygtninge, der ikke teknisk set var statsløse, at blive det frem for at vende tilbage til deres hjemland (det gælder de polske og rumænske jøder, der befandt sig i Frankrig eller i Tyskland ved krigens slutning, og i dag de politisk forfulgte, og de for hvem en hjemvenden til hjemlandet betyder, at overlevelse er umulig). På den anden side blev de russiske, armenske og ungarske flygtninge hurtigt denationaliseret af de nye regeringer i Sovjetunionen, Tyrkiet etc. Det er vigtigt at bide mærke i, hvordan mange europæiske stater fra og med slutningen af den første verdenskrig begyndte at introducere love, der tillod denaturalisering og denationalisering af deres egne borgere.

Tre måneder med Le Monde
diplomatique for 99 kroner!

Papiravis og full digital tilgang

Bestill nå

Fornyes til 199,- per kvartal

Frankrig var i 1915 først med at gøre dette over for naturaliserede borgere af «fjendtlig» oprindelse; i 1922 blev eksemplet fulgt af Belgien, der ophævede naturaliseringen af de borgere, der under krigen havde begået «antinationale» handlinger; i 1926 vedtog det fascistiske regime i Italien en lignende lov for de borgere, der havde vist sig «uværdige til italiensk statsborgerskab»; i 1933 var det Østrigs tur, og så videre indtil Nürnberg-lovene i 1935 opdelte de tyske statsborgere i fuldgyldige statsborgere og statsborgere uden politiske rettigheder. Disse love – og den massestatsløshed, der blev resultatet – markerer et afgørende vendepunkt i den moderne nationalstats liv og samtidig dens endelige frigørelse fra de naive ideer om folket og om statsborgeren.

Dette er ikke stedet for at genfortælle historien om de forskellige internationale komitéer, gennem hvilke staterne, Folkeforbundet og senere FN forsøgte at imødegå flygtningeproblemet – fra Nansen-kontoret for russiske og armenske flygtninge (1921), til Højkommissariatet for Flygtninge fra Tyskland (1936), til Den Internationale Flygtningekomite (1938), til FNs International Refugee Organization (1946), frem til Flygtningehøjkommissariatet (1951), hvis virke ifølge dets statut ikke er af politisk, men udelukkende «humanitær og social» karakter. Det væsentligste er, at hver gang flygtninge ikke længere repræsenterer individuelle sager, men et massefænomen (som det skete mellem de to krige og igen i dag), så har såvel disse organisationer som de enkelte stater vist sig fuldstændig ude af stand til ikke alene at løse problemet, men også til at håndtere det på en passende måde. Hele spørgsmålet blev således lagt i hænderne på politiet og de humanitære organisationer.Årsagerne til denne magtesløshed ligger ikke kun i de bureaukratiske apparaters egoisme og blindhed, men i tvetydigheden i selve de grundliggende begreber, der regulerer indskrivningen af den indfødte (dvs. af livet) i nationalstatens retssystem. Hannah Arendt gav det femte kapitel af sin bog Imperialismen, der omhandler flygtningeproblemet, titlen Nationalstaternes forfald og menneskerettighedernes ophør.³ Man må forsøge at tage denne formulering, der uløseligt binder menneskerettighedernes skæbne sammen med den moderne nationalstats, alvorligt, således at sidsnævntes forfald nødvendigvis implicerer de førstes overflødiggørelse. Paradokset er her, at netop den skikkelse – flygtningen – der burde have inkarneret menneskerettighederne par excellence, i stedet markerer dette begrebs radikale krise. «Menneskerettigheds-begrebet, der var baseret på den formodede eksistens af mennesket som sådant,» skriver Hannah Arendt, «brød sammen i selve det øjeblik, da de, som erklærede sig for det, for første gang blev stillet over for folk, som virkelig havde mistet alle andre egenskaber og særlige forbindelser, undtagen den ene, at de stadigvæk var mennesker.»⁴ I nationalstatssystemet viser de såkaldt hellige og uantastelige menneskerettigheder sig at være blottet for enhver form for beskyttelse, i selve det øjeblik det ikke er muligt at opfatte dem som rettigheder, der tilhører statsborgere i en stat. Ved nærmere eftertanke er dette implicit i selve den tvetydige titel på Menneskerettighedserklæringen fra 1789: Déclaration des droits de l’homme et du citoyen, hvor det ikke er klart, om de to termer betegner to distinkte virkeligheder, eller om de i stedet udgør en hendiadys, den retoriske figur, i hvilken det første begreb l’homme i virkeligheden altid allerede er indeholdt i citoyen.

At der i nationalstatens politiske system ikke er et selvstændigt rum for sådan noget som det rene menneske i sig selv, er endnu mere indlysende, når man tager i betragtning, at flygtningestatus, også i bedste fald, altid er blevet betragtet som en provisorisk tilstand, der skal føre til enten naturalisering eller hjemsendelse. En stabil status for mennesket i sig selv er utænkelig i nationalstatens lovgivning.Det er på tide at ophøre med at betragte Rettighedserklæringerne fra 1789 til i dag som proklamationer af evige metajuridiske værdier, der har tendens til at binde lovgiveren til at respektere dem, og i stedet begynde at betragte dem i overensstemmelse med det, der er deres reelle funktion i den moderne stat. Menneskerettighederne repræsenterer faktisk først og fremmest den oprindelige figur for indskrivningen af det nøgne naturlige liv i nationalstatens juridisk-politiske orden. Dét nøgne liv (den menneskelige skabning), der under l’Ancien Régime tilhørte Gud, og som i Antikken var klart og tydeligt adskilt (som zoé) fra det politiske liv (bios), træder nu i forgrunden i statsledelsen og bliver så at sige dens jordiske fundament. National-stat [Stato-nazione] betyder: Stat, der gør herkomsten [natività], fødslen [nascità] (dvs. det nøgne menneskelige liv)⁵ til grundlaget for sin egen suverænitet. Dette er (den ikke engang synderlig skjulte) betydningen af de første tre artikler i Erklæringen fra 1789. Kun fordi den har indskrevet (art. 1 og 2) fødselselementet i hjertet af enhver politisk forbindelse, kan den binde suverænitetsprincippet (art. 3) til nationen (helt i overensstemmelse med etymologien, oprindeligt betyder natio slet og ret «fødsel»).

Menneskerettighedserklæringen skal altså ses som det sted, hvor overgangen fra kongelig suverænitet af guddommelig oprindelse til national suverænitet sker. De sikrer indlemmelsen af livet i den nye statsorden, der skal komme efter sammenbruddet af l’Ancien Régime. At undersåtten gennem disse forvandler sig til statsborger, betyder, at fødslen – dvs. det nøgne naturlige liv – her for første gang (ved en forvandling, som vi kun nu kan begynde at måle de biopolitiske konsekvenser af) bliver den umiddelbare bærer af suveræniteten. Indfødsretsprincippet og suverænitetsprincippet, der var adskilte under l’Ancien Régime, forener sig nu uigenkaldeligt for at udgøre grundlaget for den nye nationalstat. Den fiktion, der er indeholdt heri, er, at fødsel [nascità] med det samme bliver nation, på en sådan måde at der ikke kan være nogen forskel mellem de to momenter. Rettighederne kan altså kun tildeles mennesket, i den udstrækning dette er den umiddelbart forsvindende forudsætning (som endda aldrig må komme for dagens lys som sådan) for statsborgeren.Hvis flygtningen repræsenterer så urovækkende et element i nationalstatens orden, er det først og fremmest, fordi han bringer den oprindelige fiktion om suverænitet i krise, i og med at han bryder identiteten mellem menneske og borger, mellem fødsel og nationalitet. Der har naturligvis altid eksisteret enkelte undtagelser fra dette princip; det nye ved vores tid; det, der truer selve nationalstatens fundament, er, at voksende dele af menneskeheden ikke længere kan repræsenteres inden for den. Fordi flygtningen altså splitter den gamle treenighed stat-nation-territorium ad, fortjener han – denne øjensynligt marginale skikkelse – i stedet at blive betragtet som den centrale skikkelse i vores politiske historie. Man bør ikke glemme, at de første lejre blev bygget i Europa som områder, hvor man kunne kontrollere flygtninge, og at den efterfølgende række af internerings- koncentrations– og udryddelseslejre udgør en fuldkommen virkelig forbindelse. En af de få regler, som nazisterne holdt sig til gennem hele «Endlösung», var, at jøder og sigøjnere først kunne sendes til udryddelseslejrene, efter at de var blevet fuldstændig denaturaliseret (det gjaldt også det andenklasses statsborgerskab, der blev dem til del efter Nürnberg-lovenes indførelse). Når menneskets rettigheder ikke længere er borgerens rettigheder, så er mennesket virkelig helligt[sacro] i den betydning, som dette begreb havde i den antikke romerret: viet til døden.Man må på resolut vis adskille begrebet flygtning fra det om menneskerettighederne og ophøre med at betragte asylretten (der for øvrigt er ved at undergå drastiske indskrænkninger i de europæiske staters lovgivninger) som den begrebsmæssige kategori at indskrive fænomenet i (et blik i de netop udkomne Ti teser om asylretten af Agnès Heller⁶ påviser, at det i dag ikke kan føre til andet end uheldige forviklinger). Flygtningen skal anses for det, han er, nemlig intet mindre end et grænse-begreb, der kaster nationalstatens principper ud i en radikal krise og tillige tillader at rydde vejen for en efterhånden uopsættelig fornyelse af kategorierne.

I mellemtiden har den såkaldt illegale immigration til landene i Den Europæiske Union antaget (og vil i de kommende år med forudsigelser på 20 millioner emigranter fra landene i Centraleuropa i stadig stigende grad antage) en sådan karakter og et sådant omfang, at det fuldt ud retfærdiggør, at man vender perspektivet om. Det, som de industrialiserede stater i dag står overfor, er en masse af permanent bosiddende ikke-statsborgere, der hverken kan eller vil naturaliseres eller hjemsendes. Disse ikke-borgere har ofte en oprindelig nationalitet, men i og med de foretrækker ikke at benytte sig af deres stats beskyttelse, befinder de sig, som flygtningene, i en situation som «de facto statsløse». For disse bosiddende ikke-borgere har Tomas Hammar⁷ foreslået at bruge ordet denizens, der har den fordel at vise, hvordan begrebet citizen efterhånden er utilstrækkeligt til at beskrive den politisk-sociale virkelighed i de moderne stater. På den anden side udviser borgerne i de avancerede industristater (både i USA og i Europa), idet de i stigende grad svigter den politiske deltagelses kodificerede øjeblikke, en tydelig tilbøjelighed til at omdanne sig til denizens, til fast bosiddende ikke-statsborgere, således at statsborgere og denizens, i det mindste i visse sociale lag, er ved at træde ind i en potentielt uafgørlig zone. Parallelt hertil – og i overensstemmelse med det velkendte princip, der siger, at substantiel assimilation samtidig med tilstedeværelsen af formelle forskelle skærper had og intolerance – vokser antallet af fremmedfjendske reaktioner og mængden af defensivt beredskab.

Lige nu er det ikke let at anvise måder, hvorpå det konkret kan ske. Her må det være nok at angive en mulig retning. Som bekendt er en af de muligheder, man undersøger for at finde en løsning på problemet med Jerusalem, at byen – på én og samme tid og uden territoriale opdelinger – bliver hovedstad for to forskellige statsorganismer. Den paradoksale tilstand af gensidig ekstraterritorialitet (eller bedre, aterritorialitet), som det ville indebære, kunne generaliseres til at være model for nye internationale relationer. I stedet for to nationalstater adskilt af usikre og truende grænser, ville det være muligt at forestille sig to politiske samfund, der insisterer på den samme region, og som er under eksodus fra den ene til den anden, og som derved kunne artikulere hinanden i en serie af reciprokke ekstraterritorialiteter. Nøgleordet her skulle ikke længere være (stats)borgerens ius, men den enkeltes refugium. Analogt hermed kunne vi se på Europa ikke som et umuligt «Nationernes Europa», hvis katastrofe man allerede på kort sigt kan ane, men som et aterritorielt eller ekstraterritorielt rum, i hvilket alle med bopæl i de europæiske stater (statsborgere og ikke-statsborgere) ville befinde sig i en eksodus- eller refugium-situation, og europæerens status ville være lig med statsborgerens væren-i-eksodus (naturligvis også immobilt). Det europæiske rum ville således markere et uopretteligt brud mellem fødsel og nation, et rum i hvilket den gamle forestilling om folket (der som bekendt altid er en minoritet) ville kunne genfinde en politisk mening ved at placere sig i markant opposition til forestillingen om nationen (der indtil videre uretsmæssigt har usurperet det).

Dette rum ville hverken falde sammen med noget homogent nationalt territorium eller med deres topografiske sum, men det ville indvirke på dem, idet det topologisk ville gennemhulle dem og artikulere dem som i en leidnerflaske eller i et Möbius-bånd, hvor indre og ydre gør hinanden ubestemmelige. I dette nye rum ville de europæiske byer, ved at de indgår i et forhold af gensidig ekstraterritorialitet, genfinde deres gamle kald som verdensbyer.

Udvist af Staten Israel befinder 425 palæstinensere sig i dag i en form for ingenmandsland mellem Libanon og Israel. Disse mennesker udgør ganske givet, som Hannah Arendt foreslår, «deres folks avantgarde». Men ikke nødvendigvis eller ikke udelukkende i den forstand, at de ville udgøre den oprindelige kerne i en fremtidig nationalstat, der ville løse det palæstinensiske problem på en ligeså utilstrækkelig måde som måden, hvorpå Israel har været løsningen på det jødiske spørgsmål. Det ingenmandsland, hvor de er flygtninge, har indtil videre nærmere virket tilbage på Staten Israels territorium og har gennemhullet og forandret det på en måde, så billedet af det lille snedækkede bjerg er blevet mere indre end en hvilken som helst region i Heretz Israel. I dag er det kun muligt at tænke menneskenes politiske overlevelse i en verden, hvor staternes rum på denne måde er blevet gennemhullet og topologisk deformeret, og i hvilken statsborgeren har lært at anerkende den flygtning, han selv er.

© norske LMD

Livs-form. Perspektiver i Giorgio Agambens filosofi. Redigert af Mikkel Bolt Rasmussen & JacobLund Pedersen. Lim Forlag. Danmark.

1
Hannah Arendt, «We Refugees», in: Menorah Journal, nr. 1, 1943; s. 77. «History is no longer a closed book to them and politics is no longer the privilege of Gentiles. They know that the outlawing of the Jewish people in Europe has been followed closely by the outlawing of most European nations. Refugees driven from country to country represent the vanguard of their peoples.» O.a.
2
Agamben har gennem hele teksten valgt skrivemåden Stato-nazione, givetvis for at understrege de to bestanddele. På italiensk hedder det rettelig stato nazionale. I oversættelsen til dansk er nationalstat valgt; i enkelte tilfælde national-stat. O.a.
3
Hannah Arendt: Imperialismen (da. oversættelse ved Per Borck), Notabene, København, 1972. O.a.
4
Ibid., s. 234. O.a.
5
Som Agamben også selv forklarer kort efter, er der stærke etymologiske sammenhænge mellem natività/nascità og nazione, som han spiller på i den italienske tekst. O.a.
6
Jf. Agnès Heller, «Zehn Thesen zum Asylrecht», in: Die ZEIT, 6. november 1992. O.a.
7
Tomas Hammar: Democracy and the Nation State: Aliens, Denizens, and Citizens in a World of International Migration, Avebury, Aldershot, 1990. O.a.