Interrogation Machine: Laibach and NSK

Ifølge Slavoj Žižek er det misforstået at ville afgøre om den slovenske post-punk gruppe Laibach (den tyske besættelsesmagts navn for hovedstaden Ljubliana) er fascister eller ej. For Laibach lader sig ikke placere i etablerede politiske og kulturelle kategorier, tværtimod indtager gruppen bevidst en gennemført tvetydig position, der igen og igen aggressivt konfronterer os med dette spørgsmåls paradoksale umulighed og derigennem tvinger os til at revurdere selvsamme kategorier. Og som sådan udgør Laibachs hybride værk (musik, koncerter, objekter, plakater og medieoptrædner) et symbolsk potent og konceptuelt sofistikeret udsagn, en radikal skizofren forhørsmaskine, der inkarnerer det allermest skræmmende og fascinerende ved politisk kultur. Alexei Monroes Interrogation Machine gennemgår med både kontekstuel og faktuel grundighed historien om Laibach fra de i de tidlige 80ere blev forbudt at optræde i hjemlandet (officielt pga. deres navn) over deres storstilede Kapital-tour, hvor de blandt andet med reference til Malevich lagde sorte kvadrater ud på Den Røde Plads i Moskva til 2003-opusset We Are Time, hvor de synger «We are the thieves of the lost horizons/We are the mirror of the deadly curse/We shall give you nothing/And in return we’ll take even less/But when our beat stops/And when the lights go out/And when we leave this place/You will be left here all alone/With a static scream locked on your face.» Det er en kompleks og vild historie, der udfordrer vestlige forestillinger om politisk kunst, som de eksempelvis er formuleret i Nicolas Bourriauds ‘relationelle æstetik’ (ren spejderromantik i forhold til de slovenske såkaldte retroavantgardisters strategi). Laibach gør sig ingen illusioner om harmoni i kunsten og det sociale felt. Tværtimod, forvrænger de maksimalt og vedvarende.

(…)