Rembrandt – og uniformeringen af øjet

Det herlige i at besøge en kunstudstilling for at gense en gammel og velkendt mester, er den ganske uventede – men alligevel på en eller anden måde stensikre – følelse, af at forlade den som var man nyforelsket i noget som man slet ikke havde set tidligere. Det er også sådan en følelse, indbilder vi os, som prægede de fleste som så udstillingen Rembrandt – Mesteren og hans værksted (2. februar–14. maj 2006), på Statens Museum for Kunst i København. Her var denne følelse af at se noget, som man ikke tidligere havde set, meget konkret. Det var ganske enkelt udstillingens to topstykker som «ikke tidligere var set». Det drejer sig dels om en Studie af et oldingehoved i profil, som i 1982 blev afvist af Rembrandt-politiet (RRP), som værende for simpel i sin udførelse, for orange i sin kolorit og sammenhængen mellem penselarbejdet og formen for svag (se bilde). Og i særdeleshed om en Skitse til Ridderen med falken, hvis gentilskrivning til Rembrandt nok ikke kom som en stor overraskelse kun for udstillingsarrangørerne og The Rembrandt Research Project (RRP), men for alle og enhver. Det ville næsten svare til det chok det ville være, hvis Statens Museum for Kunst gentilskrev Kristus driver kræmmerne fra Templet til Pieter Bruegel den ældre (hvis de ellers havde nået at afskrive den). Spørgsmålet er nu: hvad er det, mere præcis, i disse to malerier vi ikke tidligere har set?

Vi er nok stadigvæk en del som ganske enkelt ikke tror vores egne øjne når vi inden og efter udstillingen sidder og glor på reproduktionerne af Skitsen til falkridderen: alting, og i særdeleshed penselarbejdet i ansigtet og den ekstravagante hat, synes at tale for en før-impressionistisk, akademisk maler med i det mindste det ene ben i Paris, og slet ikke på en hånd i nærheden af Rembrandt. Men vi, såvel som de fleste andre, bøjer os for fakta. Empirisk-historiske kendsgerninger vejer tungt. Interessantere er, at vi også bøjede os foran maleriet. Når vi stod med brillerne på næsen foran maleriet, kunne vi lige pludselig sådan set godt se at tilskrivningen til Rembrandt var rimelig. Intet pegede nu på 1800-tallets akademiske Pariserier. Men nu, når vi sidder med katalogreproduktionen af samme billede, ser vi igen kun den karakteristiske parisiske penselføring fra midten af det 19. århundrede. Men sagen her er ikke at gøre os lystige over vores mangelfulde blik, men blot den, at vi ser det vi tror vi ser, og at vi altid ser gennem et medium. (…)