Lige dele kritik og håb

«Atombomben er i virkeligheden udgangspunktet for min kunst.» I 50erne, hvor den tyske kunstner Gustav Metzger (f. 1926) endnu var «studerende» på skoler rundt om i Europa, udgjorde atombombens nærvær, dens destruktive effekt i Hiroshima og Nagasaki og dens trussel om total og øjeblikkelig udslettelse under den kolde krig, det definerende parameter for hans forståelse af kunsten rolle. Metzger dedikerede således sin kunst – parallelt med et stærkt politisk engagement som førende figur i anti-atomkraft-bevægelsen i England – til at «hjælpe samfundet med at undgå at det skete igen.» Og ud fra denne målsætning har han i mere end et halvt århundrede skabt et alsidigt og enestående værk, der i skyggen af en mulig katastrofe udtrykker lige dele kritik og håb. Han har ikke direkte adresseret atombombens problematik, men snarere brugt den som en implicit referenceramme. Inden for denne ramme har han sat fokus på krigsindustriens negative effekt på den teknologiske udvikling, forbrugskulturens forurening af miljøet og nazisternes jødeforfølgelse, der sendte ham i eksil i London som 12-årig og kostede begge hans forældre livet. Derudover har Metzger også fungeret som en væsentlig offentlig figur på kunstscenen. Blandt andet var han arrangør af det legendariske «Destruction in Art Symposium» i 1966, redaktør af nyhedsbrevet for tidsskriftet PAGE: Bulletin of the Computer Arts Society fra 1968 til 1972. Dessuden gennem sine mange foredrag og tekster som en inspirationskilde for så forskellige folk som Pete Townsend fra The Who og William Bourroughs.

Trods denne omfattende aktivitet er det først de senere år, at Metzgers værk for alvor er blevet kanoniseret i bredere kunstkredse. I slutningen af 90erne var han med på flere gruppeudstillinger, fx Out of Action: Between Performance and the Object 1949-1979 og Live in Your Head: Concept and Experiment in Britain 1965-75 og fik også sin første retrospektive udstilling.

For nyligt åbnede så en udstilling i Lunds Konsthall med titlen Gustav Metzger, Works. Den kan bedst beskrives som en art mini-retrospektiv, der med enkle og traditionelle kuratoriske midler kommer omkring de fleste aspekter af Metzgers værk. Dog udelader den helt hans serie af Liquid Crystal Environments (1965-98) og desværre inkluderer den heller ikke hans arbejde med computere, der udgør et overset kapitel i historien om den computerkunstneriske avantgarde. Men selvom udstillingen ikke formår at indarbejde værkets energi i sin form, så er den en oplagt, og kærkommen, anledning til at forholde det til en nutidig kontekst, kunstnerisk og samfundsmæssig.
«Selvdestruktiv kunst er primært en form for offentlig kunst for det industrielle samfund.»
Gustav Metzger

I PERIODEN 1959-1961 udsendte Metzger i forbindelse med en række udstillinger og performances tre korte manifester, alle med begrebet «auto-destructive art» i titlen. Det korte interval mellem de tre manifester udtrykker Metzgers optagethed af at præcisere og udvikle begrebet. I det første indleder han med følgende formalistiske overvejelser: «Selvdestruktiv kunst er primært en form for offentlig kunst for det industrielle samfund. Selvdestruktiv[t] maleri, skulptur og byggeri udgør den totale enhed af idé, sted, form, farve, metode og timing af de disintegrative processer.»

Det andet manifest fokuserer på de politiske kræfters selvdestruktion, indeholder en uddybende liste over materiale og metoder og bestemmer et selv-destruktivt værks levetid til maksimum 20 år! Og det tredje slutter af med: «Selvdestruktiv kunst er et angreb på kapitalistiske værdier og drivkraften mod nuklear udslettelse.» Det reflekterer Metzgers overbevisning om, at hvis kunsten skal skabe bevidsthed om og modvirke selvdestruktionen må den indoptage selv samme selvdestruktionen i sin form og sit koncept. Alt andet er en naiv og anakronistisk fornægtelse. Efter atombomben kan kunsten ikke påberåbe sig en konstruktiv funktion i en traditionel forstand. Den må usentimentalt og konsekvent arbejde med selvdestruktionen som den eneste egentlige mulighed for at erkende verden og gøre sig forestillinger, og håb, om at ændre dens udvikling – et ekko af Adornos udsagn om at «poesi efter Auschwitz er barbarisk».
Metzger realiserede kun få selvdestruktive værker i disse år, men et meget konkret eksempel er serien af værker, hvor han med pensel eller spray «maler» med syre på et stykke udspændt nylon. Effekten er, at nylonen disintegrerer, så der til sidst kun hænger stykker på rammen. Udstillingen i Lund viser et sådant «nylonmaleri», der altså ikke er helt opløst som flere af de andre. Det virker imidlertid noget paradoksalt i og med det er med til at bevare værket og dermed modvirke selvdestruktionen.

Filmen om Metzgers udførelse af et af disse malerier på Londons South Bank i 1961 er mere interessant. Den giver et stærkt og smukt indtryk af hans radikale metode, hvor værket bliver til og går til i en og samme gestus.

FÅ KUNSTNERE, hverken dengang eller i dag, formår som Metzger at skabe kunst uden samtidig at skabe objekter, der tjener institutionens økonomi. Selvom hans værk ikke er formuleret som en decideret kritik af institutionen, så peger det i sin selvdestruktive æstetik hinsides institutionens konventioner mod en kunst, der er uhåndgribelig, nærmest ikke-eksisterende, som genstand og netop derfor så effektfuld som begivenhed. Og et stadigt vedkommende udsagn om kunsten som en skaben fundamentalt uafhængig af kommercielle interesser.
Disse tidlige arbejder har åbenlyse, og dokumenterede, forbindelser til Yves Kleins malerier med flammekastere og Piero Manzoni opsprættede lærreder, for nu blot at nævne to af hans samtidige. Udstillingen åbner dog også for slægtskaber med en amerikansk tradition. Metzger omgikkes gennem Fluxus-miljøet John Cage og Yoko Ono og delte deres interesse for performativitet og tilfældigheden som æstetisk princip. I den senere generation med oprindelse i 60ernes konceptuelle praksisser er det mere hans materialebevisdthed og destruktion af objektet slægtskabet går på. Fx når Richard Serra kaster flydende bly på gulv og væg, Robert Smithson overdænger et skur med så meget jord, at det til sidst braser sammen og Gordon Matta-Clarks skærer et hus, der står over for nedrivning midt over. Fremtidige udstillinger kan forhåbentlig belyse perspektiverne i disse slægtskaber.

Også i den globale samtidskunst er der slægtskaber med Metzgers selvdestruktive æstetik, fx i danske Henrik Plenge Jakobsen og Jes Brinchs Burn Out (1994), hvor de «parkerede» smadrede personbiler og en bus på Kongens Nytorv i København. Dessuden duoen jodis version af skydespillet Wolfenstein, der fik computerens styresystem til at bryde sammen. Det er værker, hvor destruktionen ikke er forårsaget af en fremmed, udefrakommende kræft, men er en integreret del af systemets (bil- og spilkulturen) funktion. I stedet for at udøve kritik ved at forsøge at overskride systemet, detstabiliserer de dets sammenhængskraft indefra med dets egne midler.

Udstillingens scoop er værket Karba (1972), som Metzger skulle have lavet på Documenta 5 samme år. Af uvisse grunde blev det aldrig realiseret. Før nu. Værket består af fire personbiler, hvis udstødning er forbundet til en hvid plastikkube, som så i løbet af udstillingsperioden bliver mere og mere sort og dermed visualiserer privatbilismens forurenende effekt på miljøet (principielt, for Metzgers opdagede ved realiseringen af værket, at ren benzin ikke farver plastikken).

Metzger arbejdede videre med bilens selvdestruktive effekt i to endnu-urealiserede projekter lavet i forbindelse med FNs miljøkonference i 1972 (vises som modeller på udstillingen). Begge værker består af 120 biler med motoren kørende, parkeret på en offentlig plads. I det ene føres udstødningen ligesom i Karba ind i plastikbokse, mens bilerne i det andet står inde i plastikboksene, så de til sidst (enten af sig selv eller med hjælp) eksploderer. Med denne serie af værker forbinder Metzger dels den selvdestruktive æstetik til samtidskunstens sociale og politiske engagement, dels mere specifikt til diskussionen af aktuelle, nu endnu mere pressende, miljøproblemer. Og man kan således ønske sig, at han snart får mulighed for at realisere dem, da de virker mere potente end de fleste nutidige bud på en kunstnerisk kritik af den globale forureningen.
Samtidig udtrykker bilværkerne et for datidens karakteristisk ambivalent forhold til teknologien, som man ikke mindst savner i megen nutidig computerkunsts ureflekterede fascination af teknologiens muligheder. De lader teknologien destruere sig selv for at destruere det rationelle og profitorienterede paradigme, der kontrollerer dens udvikling i uheldig retning. Og på den måde minder de om, at kunsten ikke bare er et underholdende appendiks, men kan repræsentere en formelig alternativ forståelse og brug af teknologien.

I 1977 TRAK Metzgers sig tilbage i tre år, en arbejdsnedlæggelse der protesterede mod systemets kommercielle strukturer. Da han kom tilbage påbegyndte han sin serie af såkaldte Historic Photographs (1995-1998), appropriationer af og installationer med fotografier af signifikante historiske begivenheder, der paradoksalt nok er hans mest «salgbare» værker til dato. Lunds Konsthall viser en række af disse og selvom de fleste omhandler destruktive hændelser som Holocaust, Vietnamkrigen og Palestinakonflikten, så er effekten også mindre udfordrende. De trænger ikke igennem med samme ekspressive og voldsomme force som tidligere værker, men appellerer mere stilfærdigt til en erindrende refleksion over betydningen af sådanne fotografier. En sådan refleksion er selvfølgelig væsentlig, men den har også svært ved at matche den visuelle kulturs destruktive kræfter, det konstante billedbombardementet.

Overordnet betyder det mindre for udstillingen. Radikaliteten i Metzgers tidlige værk trænger igennem og erindrer om, at det er menneskehedens ansvar og kunstens fordring at stille sig ansigt til ansigt med destruktionen for at undgå dens gentagelse.

© Diplo

Gustav Metzger, Works kan ses på Lunds Konsthall til og med den 27. August, 2006. Se endvidere Simon Fords artikel «Technological Kindergarten» om Metzgers arbejde med computere og hans urealiserede værk Five Screens with Computer (1960- ) på http://www.metamute.org (nr. 26).