Kinoøjet siger: «Jeg er maskinen som viser dig verden»

I vores stigende audiovisuelle kultur træder den fysiske verden tilbage. I oplevelsesøkonomien både producerer, konsumere, drømmer, flygter og lever vi mere og mere i og gennem en såkaldt «virtuel verden» af billeder. Snart er ikke engang TV det centrale billedmedie; video, DVD, computerspil, mobiltelefoner og ikke mindst internettet udgør den store billedmæssige tilgang til virkeligheden. Billedet fascinerer og er med til at organisere vores opfattelse af verden. Da de to fly styrtede ind i World Trade Center gjorde den tyske komponist Stockhausen opmærksom på, at der var tale om et kunstværk, en symfoni. Vi brød os ikke om denne kommentar. En tragedie skal ikke æstetiseres, siger vi. Men hvad er den virkelige forskel på 11/9 og eksempelvis filmen Blade Runner? De fleste vil sige at filmen trods alt stadigvæk blot er en overflade der erstatter en bagvedliggende mere sand virkelighed. Men hvis verden er en film, er det ikke fordi vi bare har fået mange billedmedier, men fordi billeder selv er fysiske og påvirker vores åndsliv.

På denne måde skulle 9/11 kunne fortælle os, at vi ikke blot lever i et univers af billeder der handler og reagerer på hinanden. Dette billedunivers er både fysisk og åndeligt, et billedhav der samtidig er en formering af fysiske påvirkninger, af intensiteter. Dermed er det den globale kapitalismes kampplads for den permanente krig og kamp om selve vores opfattelse og hvordan vi ser. Hvad betyder det når medietænkeren Marshall McLuhan hævdede at filmrullen er blevet det virkelige? Vi ser reality-TV, filmer hinanden med video og laver mere «autentiske» dogmeregler for filmproduktion i håb om at komme i kontakt med en mere sand virkelighed. Vi vedbliver dog at være mærket af en virkelighedsfølelse præget af underskud. (…)