En billet ud af torturkammeret

Egentlig ligner han enhver anden iraker. Han er måske 20 kilo tungere end gennemsnittet, men der er også noget andet, der gør Laith anderledes. På halsen har han nogle ar, som skjortens krave ikke dækker. Dem fik han for et år siden, da shiamuslimske militsfolk satte strøm til ham. Laith er sunni, og ligesom tusinder andre sunnier var han et let bytte for de militser, som det irakiske indenrigsministerium læner sig op ad for at knuse oprøret blandt Iraks sunnier.

«Jeg er glad og jeg takker Gud hver dag, for jeg var heldig og led ikke lige så meget som mange af de andre, der var i fængslet. Også min far slap for at lide så meget som de andre. Vi blev ikke tortureret så meget, som mange af de, vi delte celle med,» husker Laith. Han vil ikke have sit efternavn i avisen. For selv om han i dag opholder sig i Jordan, er han stadig bange for, at hans familie eller han selv skal blive bortført af militserne.

Det var Wolf-militsen, der hentede Laith en lun aften i maj 2005. De hentede også Laiths far og to andre, der boede på samme gade. Wolf-militsen udspringer af den shiitiske Badr-milits. Militsen er støttet af USA og den irakiske regering, herunder indenrigsministeriet. Militsen producerer desuden tv-programmet «Terrorism in the Grip of Justice,» hvor formodede oprørere bliver afhørt. Showet lægger beslag på bedste sendetid på den amerikansk finansierede tv-station «Al Iraqiya».

MEN DEN AFTEN i maj handlede det ikke om kulørte showprogrammer i tv. 13 militsfolk brød ind i Laiths hjem i byen Ramadi. De lagde Laith og hans far i håndjern og gav dem hætter over hovederne. Laith kunne høre sin far blive slået af militsfolkene. Da Laith blev løsladt, finder han ud af, at militsen også har plyndret hjemmet. Men det var der endnu 45 dage til – og inden da skulle Laith igennem omfattende tortur. Og det var han ikke klar over endnu. I det hele taget var han slet ikke klar over, hvad der skulle ske.

«Jeg havde før hørt om de mange fængsler, indenrigsministeriets militser har, hvor der er tusindvis af fanger, men nu så jeg det med mine egne øjne,» husker Laith. Han var havnet i Wolf-militsens fængsel, der ligger et stenkast fra Iraks indenrigsministerium. Far og søn kom i samme celle, hvor der var 43 andre fanger, alle sunnier.

«De satte en mand ind i vores celle omkring klokken ni en aften. Klokken halv ti hentede de ham til tortur. Torturen foregik i et rum lige ved siden af vores celle. Så vi kunne høre hans skrig og råb om hjælp i alle de timer, han blev tortureret. Jeg kan stadig høre det tydeligt i mit hoved. De kom tilbage med ham klokken tre om natten. En time senere døde han. En af fangerne i cellen var læge, men han kunne ikke gøre andet end at konstatere, at manden var død. Han var helt rød af blod, men han blev hurtigt blå over hele kroppen. Om morgenen kom militsfolkene og hentede hans lig for at smide det ud på gaden,» erindrer Laith.

I mellemtiden var antallet af fanger i cellen steget fra 45 til omkring 125. Laith var blevet en brik i en måned lang anti-sunni offensiv, som Wolf-militsen udførte i maj. Endnu var han ikke selv blevet tortureret, men det var tydeligt, hvad han kunne vente. Mændene, han deler celle med, har næsten alle fået revet skuldrene af led. Militsfolkene hænger de bagbundne fanger op i hænderne, så skuldrene giver efter. En metode, den spanske inkvisition har udødeliggjort. Og en særdeles smertefuld form for tortur. Hvilket Laith snart ville erfare:

«På den syttende dag i fængslet kom de og hentede mig og min far for at føre os hen til det rum, hvor torturen foregik. Først stod jeg i tre timer med en hætte over hovedet. Min far begyndte at få problemer med at trække vejret, så de trak hætten lidt op, så han havde munden fri. I løbet af de tre timer slog de os på hænder og fødder. Og der var en af officererne, der kom hen og urinerede på mit ben.

Mens jeg stod med hætten over hovedet, kunne jeg høre, at de brugte en vinkelsliber. De bruger vinkelslibere og boremaskiner til torturen. Da der var gået tre timer blev jeg ført ind i forhørslokalet.»

NU VAR TIDEN kommet. Torturen kunne begynde.

«De tog min far ind i lokalet ved siden af, så han kunne høre, de torturerede mig. De startede med at sætte ledninger til min hals, så jeg fik stød,» siger Laith, hvilket de ujævne og krogede ar på hans hals er en evig påmindelse om.

«De havde et hejseværk, som de hængte mig op i med hænderne på ryggen. De trak helt langsomt, så smerterne blev mere uudholdelige. Tidligere havde de bundet folks hænder fast i et reb til loftet, og skubbet folk ned fra et bord, så skuldrene gik af led med det samme. Men nu havde de fundet ud af, at det er mere smertefuldt, hvis de langsomt hejser fangerne op mod loftet med hænderne på ryggen. De blev ved at trække, til jeg kun rørte jorden med tåspidserne. Og min far var lige ved siden af, så han kunne høre mine skrig.»

Fra medfangerne fik Laith at vide, at torturen den dag varede omkring en halv time. Men Laith husker det som et uendligt lidelsesforløb. Han var flere gange ved at kollapse, men militsens folk sørgede for, at han ikke besvimede. Det fik han først lov til, da han kom tilbage til sin celle. Laith blev tortureret to gange mere. Med stokkeslag. Men da var han alene, så hans far ikke skulle høre sin søn blive torteret af militsens bødler. Laith siger, at tre gange tortur var billigt sluppet. Mange andre i cellen var ikke så heldige. De fleste af hans medfanger blev hentet til tortur syv eller otte gange i de 45 dage, Laith var fange hos indenrigsministeriets dødspatrulje.

«Jeg plejede at tage imod dem, der kom tilbage fra torturen. Der var mange, der ikke kunne stå på benene, og de kunne ikke selv gå på toilettet, det måtte jeg hjælpe dem med, jeg vaskede dem også efter de havde været på toilettet. Der var nogle, hvor det var umuligt at se, om de havde mørk eller lys hud. De var sølet ind i blod. Nogle var helt blå på grund af torturen. Man kunne kun se deres ansigt. De skader ikke ansigtet, så fangerne stadig ser uskadte ud på fotografier,» fortæller Laith.

Måske slap Laith for at blive tortureret til døde på grund af sin familie. Han kommer fra en klan i Ambar-distriktet, samme område som Falluja. Familien er velhavende, og måske var det det, der gav mulighed for at købe en billet ud af torturkammeret. I hvert fald fandt dødspatruljen ud af, at de kunne kræve løsesum for Laith og hans far. De krævede 25.000 dollars. Og de sendte billeder til Laiths mor, så hun kunne se, hendes mand og søn var i live. Nu gjaldt det for familien om at finde en løsning, så de kunne være sikre på at modtage gidslerne i god behold. Wolf-brigaden er notorisk kendt for at tage imod store løsesummer, for derefter at skyde de frigivne gidsler ned. Sådan forsøger de tilsyneladende at skjule de mange gidseltagninger og militsernes supplement til lønudbetalingerne fra ministeriet.

Løsningen blev, at familien betalte officeren halvdelen af de 25.000 dollars inden løsladelsen, og den anden halvdel efter Laith og hans far var kommet sikkert væk fra dødspatruljens fængsel.

– Da vi blev løsladt, blev 6 andre løsladt sammen med os, for at officeren kunne sløre over for de andre officerer, at han havde modtaget en løsesum. Så de andre blev løsladt sammen med os. En af dem, der blev løsladt sammen med min far og jeg var en dreng på 11 år, husker Laith.

Laith flygtede omgående til Jordan, hvor han sammen med sin familie opholder sig i dag. De er bange for at stå frem med navne, da de frygter de shiamuslimske militsers agenter. De frygter for deres liv, på flugt fra Iraks regering og den truende borgerkrig. Håbet om at vende tilbage er forsvundet. Kun frygten er tilbage.

© norske Diplo
Fakta:

Iraks regering består blandt andet af de shiitiske partier Supreme Council for Islamic Revoloution (SCIR) og Al-DAWA, der på arabisk betyder «kaldet». Disse har begge bevæbnede militser, der tilsammen tæller omkring 50.000. SCIRI's Badr-milits er trænet i Iran og er en af de største væbnede grupper i Irak. De deltager i Iraks hær, men adlyder egne ledere.

Wolf-brigaden er en udstikker af Badr-militsen og har omkring 2000 shiitiske soldater under sig, hovedsageligt rekrutteret fra den shiitisk dominerede bydel Sadr City i Bagdad.

Disse militser støttes af USA og sender tv-programmer på den amerikansk finansierede kanal Al Iraqiya.