Et moderne renæssancemenneske

Peter Weibel er her, der og i alle sammenhænge på den internationale kunstscene. Som teoretiker, redaktør, kurator, jurymedlem, professor og en gang imellem også som udøvende kunstner. Han er en indflydelsesrig og hyperaktiv person med en tilsyneladende uafgrænselig faglig interesse og viden. Fra antikkens politiske kultur til billedets funktion i den globale landsby. Weibel har skrevet om det eller på anden måde berørt det i sin multidimensionelle, totalt omskiftelige og for så vidt svært definerbare praksis. Han er et moderne renæssancemenneske, om end hans tilgang til sit stof mere er karakteriseret af spredte punktnedslag og intense forbindelser end af fordybelse og stringens. Således tilhører han heller ikke nogen skole eller retning, men samler elementer fra et ekstremt bredt spektrum i sin helt egen ’stil’.

De seneste årtier har Weibels virke dog primært været inden for såkaldte «ny mediekunst», det vil sige kunst, der arbejder med elektronisk og digital teknologi. Som leder af henholdsvis Instituts des Neue Medien på Städelschule i Frankfurt, festivalen Ars Electronica i Linz og af det stort anlagte udstillings- og forskningscenter Zentrum für Kunst und Medientechnologie i Karlsruhe har han i siden slutningen af 80erne udgjort en magtfuld og for mange derfor også problematisk institutionel figur i diskussionen af forholdet mellem samtidskunsten og den teknologiske udvikling. Ikke mindst fordi denne diskussion har stærke rødder i en institutionskritisk kultur. Og ironisk nok en kultur Weibel også selv udspringer af.

FOR FÆNOMENET WEIBEL opstod langt tid før disse begivenheder, et helt andet sted i det kunstneriske økosystem. Som grænseudforskende og kontroversiel kunstner. Efter studier i litteratur, film, medicin, logik og filosofi blev han i de tidlige 60erne en del af og navngav scenen omkring «weiner-aktionismen», en løs gruppering af kunstnere, der med et seksualiseret og dramatiseret udtryk søgte at frigøre sig fra borgerskabets normer. Hans værker var tekstbaserede og kombinerede en poetisk-filosofisk spørgen til forhold mellem tekst, subjekt og verden og performative undersøgelser af strukturalistiske sprogteorier og elektroniske medier. De er oftest små finurligt tankevækkende statements af tautologisk karakter. Som fx sætningen «det er forbudt at forbyde», spisning af ordet «hjerte» lavet i dej eller fotoet af en spraydåse overmalet med selv samme spraydåse.

I årene frem til 80erne udviklede Weibel disse konceptuelle eksperimenter med en overbygning af kritiske analyser af forskellige systemer og maskiner, sociale og politiske. Han arbejdede i alle tænkelige medier, klassiske såvel som populærkulturelle, fra filmmediet, installationer og kropsaktioner til rockbandet Nietzsche Rock, gadeteater og foredrag på landsdækkende tv. Og det er denne mindre eksponerede del af sin praksis han nu under titlen Det åbne værk 1964-1979 udstiller i storsamleren Harald Falkenbergs galleri i Hamburg.

WEIBEL HAR SELV kurateret udstillingen. Hans vinkling er en mere eller mindre kronologisk præsentation af et omfattende udvalg på cirka hundrede værker, fra stort iscenesatte videoinstallationer til krøllede skitser. Det er overvældende, måske også for meget, men accepterer man præmissen rummer udstillingen signifikante indsigter og perspektiver i forhold til Weibels særegne kunstneriske metode, hvor praksis kommer før det enkelte værk og dets tematik. Eller rettere, hvor praksis, den kontinuerlige og mangfoldige produktion af værker, er værket. Enkeltværkerne uforsagt (der er absolut gode indimellem, men flere middelmådige) er det den generelle måde han forstår kunst på som en konceptuel energi og et reelt aktionsfelt snarere end en serie af specifikke objekter, der retrospekt udgør det mest vedkommende og fascinerende æstetiske udsagn (flere af værkerne da også bevidst ’billigt’ fremstillede for at modvirke en traditionel fetishering).

Som sådan er Weibels praksis udtryk for en skizofren tilgang til såvel kunst som verden, der nok kan virke kaotisk, men samtidig synes at være særligt gearet til at inkorporere og reflektere den postmoderne virkeligheds kompleksitet og instabilitet. Hinsides den klart definerede genstand og etablerede strukturer inviterer han til en erfaring og erkendelse i konstant transformerende og ekspanderende betydningsprocesser. I den forstand udfordrer hans praksis grænser af enhver art for at skabe tværgående sammenkoblinger og interferenser, der kan generere nye rum for tænkning og handlen.

ET AF DE ASPEKTER som er karakteristiske i denne forbindelse er Weibels udviklede mediebevidsthed. For ham er virkeligheden gennemmedieret, medierne er simpelthen virkeligheden. Ethvert medies egenskaber er en manifestation af en implicit kulturel politik med markant indflydelse på mellemmenneskelig kommunikation, opfattelsen af relationen mellem subjekt og omverden. Og det hvad enten det er skrift eller video. Eller en kombination. Kunstens funktion er så at eksplicitere og dekonstruere denne politik, således at offentligheden kan forholde sig reflekterende til medierne i stedet for passivt at lade sig forme af dem. Her lykkes Weibel med vid, præcision og humor at vise, hvordan medier virker, konstruerer betydninger i og billeder af verden. Fx når han på et fjernsyn viser et akvarium, hvor han lader vandet langsomt falde indtil fiskene begynder at sprælle for deres liv, for så at slutte sekvensen brat, så beskueren efterlades med en usikkerhed. Eller han han lader sig fotograferer, mens han står under et politiskilt og holder et skilt med teksten «lyver» op. Eller når han siddende på et gadehjørne med en båndoptager på et lille bord foran sig siger «ein», hver gang han trykker på play, mens stemmen på båndet siger «aus». I den forstand er Weibel en mediekunstner. Mediet eller mediernes funktionalitet er fundamentet, temaet og budskabet i hans praksis.

Men hvor vidtspændende denne praksis end virker synes den også at rumme nogle begrænsninger for Weibel som kunstner. For hans filosofiske forståelse af mediet og dets kultur balancerer ikke altid helt med hans forståelse af kunstens plastiske og konceptuelle kvaliteter. Måske fordi han hele tiden er på vej videre til andre medier og derfor ikke får gennemarbejdet idéernes potentiale æstetisk. Måske fordi den filosofiske refleksion simpelthen er den primære drivkraft for ham og kunsten bare et blandt mange medier til at udtrykke den? I flere tilfælde har Weibel svært ved at lade værkerne generere en selvstændig betydning, som filosofien bag ikke allerede har begrebet. De kommer i for høj grad alene til at handle om mediet selv. Således er Weibels værker helt klart bedst, der hvor medierefleksioner forbindes til konkrete virkeligheder og skaber udveksling mellem det spekulative filosofiske statement og den levede verdens egen materielle logik.

UDSTILLINGENS TITEL, Det åbne værk, er en eksplicit reference til Umberto Ecos bog fra 1964, der udfolder en litterær æstetik om, hvordan teksten først fuldendes i læserens fortolkning. Weibel har fra starten af sin karriere være optaget af en lignende åbning mod beskuerens medvirken i værket. Ofte i opposition til en forestilling om det lukkede modernistiske værk, hvor betydningen skabes i og af værket selv, uden beskuerens mellemværende. I de tekstbaserede værker er inspirationen fra Eco ret direkte: Beskueren skal læse sprogspillene og selv skabe en mulig betydning ved at relatere ordene til en personlig verden. Mens åbenheden i de senere videoinstallatoriske værker er mere fysisk: Beskueren skal kan træde ind i værkerne som en figur på en scene og dér betragte sig selv gennem mediet og omvendt.

Om Weibel faktisk lykkes med at inkorporere denne åbenhed i det enkelte værk som en interessant æstetisk kvalitet er dog et spørgsmål. Måske hvis man sammenligner med en klassisk æstetik, men i forhold til mange andre samtidige og nutidige værker virker åbenheden for endimensional og principiel til at udgøre en overbevisende pointe i værkerne.

Så er der en mere interessant åbenhed på spil i den måde Weibel skaber sit værk på, i hans praksis. For den er netop kendetegnet ved en konsekvent åbenhed over for nye former, konstellationer og kontekster og viser derigennem kunsten som et særlig potent og spændstigt mulighedsfelt for kulturel produktion. Hvor alle mulige medier frit kan tages i brug. I den forstand er hans praksis det egentlige åbne værk.

© Diplo

Det åbne værk 1964-1979 kan ses på Sammlung Falkenberg i Hamborg frem til den 3. september. I løbet af efteråret udkommer det monumentale katalog til udstillingen.
(…)