Et radikalt politisk instrument?

I takt med at computere er involveret i stadigt flere aspekter af den verden vi færdes i, betjener vi os af stadigt flere såkaldte interfaces, grafiske såvel som fysiske grænseflader der medierer interaktionen mellem menneske og computer.

Fra den personlige computer til fængslers overvågningssystem er grænsefladerne afgørende for vores praktiske brug og begrebslige forståelse af computerens beregningsprocesser og dens implicitte sociale, økonomiske og politiske koder. Oftest reduceres grænsefladens betydning dog til et spørgsmål om avanceret funktionalitet, smart design og maksimal brugervenlighed. Optimalt skal den få bevidstheden om, at vi har med computere at gøre, til helt at forsvinde og gøre det unødvendigt for os at engagere os dybere i interaktionen. Vi skal fascineres af de ufattelige muligheder, som computeren tilbyder os (lade os berige af den teknologiske udviklings positivistiske ånd) og så ellers bare forstå og bruge den gennem grænsefladen. Forklædt som en illusion om å give brugeren maksimal frihed og magt, udgør denne reduktion af grænsefladen et centralt element i software-, design- og ingeniørindustriens generelle passivisering af computerbrugeres selvstændige refleksion over og forestilling om at påvirke computerkulturen. Men sådan forholder det sig ikke inden for væsentlige dele af den computerbaserede samtidskunst, der er kommet frem siden midten af 90erne, ikke mindst i forbindelse med internettets popularisering. Den opererer snarere med en ekspansiv eksperimenteren med grænsefladen, dels som en udfordring af dens visuelle og konceptuelle konventioner, dels som led i en kritik af og aktivt engagement i computerkulturen. Den mere eller mindre eksplicitte pointe er, at den teknologiske udvikling ikke kan overlades til de nævnte industrier alene. Der er brug for kunstens irrationelle og spekulative logikker, hvis computerkulturen skal være andet end en accelereret og optimeret form for forbrugskultur og kontrolmaskine. (…)