At sætte virkeligheden sammen

Dokumentarfilmfestivalen CPHDOX i København har på bare fire år vokset sig til en af Europas store festivaler – kun overgået af Amsterdam, som for tiden er den største af sin art. Vi spurgte festivaldirektør Tine Fischer hvad der er baggrunden for denne succes:

– Der er to spor der har været afgørende for vores succes. Det første er at da vi gik i gang for tre år siden var det på samme tidspunkt hvor de store amerikanske selskaber begyndte at lancere de aktivistiske film Michael Moores: Bowling for Columbine, Fahrenheit 9/11 og derefter Supersize me. Det var med til at synliggør genrens aktivistiske chatform. For det andet har vi været meget påpasselige med ikke at ghettoisere genren. Andre steder ser man at de bygger deres festival op omkring en mere traditionel inddeling med en national del og en international. Min fornemmelse har været at dette ikke ville holde i København. Vi har fra starten af tilstræbt idéen om at hver serie må have mange indgange. Det betyder at der må være en kerne af noget dokumentarisk, men det skal også forholde sig til andre genre, f.eks billedkunst, de nye medier, socialpolitiske diskussioner. Der er tale om et kuratorisk greb, hvor man gør temaerne mere eksplosive, mere transversale. Denne måde at tænke og organisere festivalen på sætter film, tekst, billedkultur og den kritiske samtale ind i gensidigt kredsløb.

– Ser vi også i disse år en forandring af den politiske dokumentar?

– Der findes en stor amerikansk tradition for det jeg vil kalde den ’propagandistiske dokumentar’ uden at dette skal forstås negativt. Man har en forud defineret mission, hvor man ønsker at gøre opmærksom eksempelvis slavetilstande blandt kinesiske arbejdere, Wal-Marths storkapitalistiske foretagende etc. Det er en del af den gamle aktivistiske tradition. Den europæiske politiske dokumentar har fra starten befundet sig tættere på Art-cinema. Det handler ikke om at give færdige svar. Fronterne er ikke trukket så klart op som i den amerikanske form. Det er ikke helte og skurke, men snarere en ambition om at synliggøre en kompleksitet, en følsomhed der skaber en tankevækkende selvrefleksion. Allerede i år har vi nedtonet den klassiske aktivistiske dokumentar.
Politik udspiller sig mere og mere udenfor folkettinget

– Hvordan undgår i at dokumentargenren ikke bliver et lukket avantgardistisk projekt, men at det gør en forskel?

– Fremtiden består i at værket lægges ud til verden, at se filmen som led i et internationalt projekt, et oplysningsprojekt, hvor filmfolk er seriøse, researchbaserede mennesker der deltager i en demokratisk samtale. Al Gores film: An inconvenient truth, om verdens miljøtilstand var en seriøs gennemresearchet film som kan gå hen og få reel politisk betydning, ændre folks forbrugsvaner. Dokumentargenren må i et internationalt social-politisk forum benytte sig af andre platforme. Politik udspiller sig mere og mere udenfor folkettinget. Det er samarbejdsprojekter på tværs. Dokumentarfilmen er ikke bare streetwise, men lever nu bedre end de statsejede medier op til det den tyske filosof J. Habermas kalder ’den plurale verdensborger’. Festivalen er blevet et forum for en ny kritisk offentlig samtale hvor der er tid til at komme i dybden, hvor en opfindsom og vovende demaskering af politiske, eksistentielle og kunstneriske eksperimenter skaber tankevækkende overvejelser om verdens tilstand. Problemet med den vanlige jounalistik er at man ikke kan se og mærke at den har fat i virkeligheden, den er præget af fremmedgørelse, ofte resigneret foragt, og i værste fald kynisme og ligegyldighed. Dokumentargenren er alt andet end foragt, kynisme og ligegyldighed, men båret af passion, et oprigtigt ønske om at åbne for virkeligheden, at vise at virkeligheden er større end vi tror, at den forbinder sig på tværs med kræfter vi ikke kendte. Er vi villige til at åbne os går vi forandret ud af biografen. Det er missionen!

– Tror du at folks generelle hungren efter mere virkelighed, Reality TV, længslen efter at være tæt på, leve intenst etc., er med til at skærpe fokus på dokumentargenren?

– Jeg tror at det eksistentielle spørgsmål er forbundet med en socialpolitisk situation i verden. Når vi har de store socialpolitiske paradigmeskift i 60’erne og 70’erne bliver dokumentargenren enorm stærk. Op til 9/11 og i tiden efter er der sket endnu et voldsomt socialpolitisk paradigmeskift i verden som er med til at stille større krav til et nuanceret billede af virkeligheden –som den vanlige journalistik ofte ikke kan give. Her truer fremmedgørelsen og fastfrosne billeder af hvem der er hvem, og på den anden side den traditionelle journalistik. Den får simpelthen ikke fat i virkeligheden. Men pointen er, at vi lever i en fortættet intensiveret social politisk tid hvor flere og flere kaster sig ud for at undersøge hvad der sker, hvordan man klogere. Jeg ser en klar sammenhæng mellem det eksistentielle og det social politiske paradigme. Og det er i dette krydsningsfelt at dokumentargenren har sin store styrke.

Jeg takker den travle festivalarrangør der skal videre til et seminar. Jeg selv skal høre om nye produktionsformer præget af nonprofit netværk der undersøger forholdet mellem fiktion og dokumentar. Overalt er der diskussioner, underholdning og film, men det er ikke bare filmfolket der mødes og taler om filmmediet, det er ambitiøse mennesker der ønsker at tage virkeligheden alvorligt. Det er den der er på spil.

© norske Diplo