Det der gør det personlige politisk

Festivalprogrammet er inddelt i en række serier. Hovedserien hedder CPH:DOX og her bemærker man dette års store begivenhed Asger Leths film Ghost of Cité Soleil – om to brødres liv som gangsterledere med deres territorium i det farligste sted på Haiti, ifølge FN også det farligste sted i verden, hvor lovløshed og brutal fattigdom sætter sin helt egen dagsorden. Det er én af disse film hvor en instruktør optændt af passion har sat livet på spil for at belyse en verden. Leth har på modig vis kastet sig ind i de voldsomme begivenheder under den borgerkrigslignende opstand mod præsident Aristide i 2004. Et materiale af en sjælden stoflighed, en chokerende film om et liv hvor hver dag er et liv tæt på døden.

John and Jane er den ultimative film om globalisering og outsourcing. Indiske medarbejdere på et callcenter sælger varer til folk overalt på kloden, men for at kunne sælge kræves det eksempelvis at medarbejderne ser et vist kvantum Hollywood film for at lære sprogtonen! Denne produktion af subjektivitet i personalepolitik skaber et sciencefictionagtigt og schizofrent arbejdsmiljø der ikke længere kan adskilles fra det virkelige.

I CPH:DOX sin nytænkende serie New Vision award kunne man se Repetition, om det psykologiske The Stanford Prison Experiment, hvor mennesker med mental stabil habitus sættes til at deltage i et 14-dages rollespil som fangevogtere og fanger under nøje koreograferet arkitektoniske forhold. Eksperimentet måtte afblæses fordi ’fangevogterne’ udviklede sadistisk adfærd og fangerne ekstrem grad af stress.

I Sampling Remix serien med tværmediale programmer bemærker man især Udvalgte øjeblikke fra filmens historie, hvor den gamle mester Jean Luc Godard har skabt sit eget credo over filmens forandring af den menneskelige bevidsthed i det tyvende århundrede. Filmen er som ’medicin’ og instruktøren er en dissikerende maler der egentlig blev født med maleren Manet, der i de udtryksfulde kvindeøjne gav form til en indre verden, et uendeligt kosmos: «Film handler om at lære at se det vi ikke kan se.» Vi har behov for at nogen imiterer livets bevægelser, ellers dør vi. Som en stemme siger: «Hjernen er i billedflammer». Som en anden jødisk rabbi ønsker Godard at skabe sin egen flammeskrift med stemmer, TV-klip, reklame, collage, fotografier, og billeder af sig selv der melankolsk sidder og læser Bataille. Filmen er et medium hvorved vi træder ind i noget, en periode af sorg, hvor vi fortaber os i en skønhed vi ellers ikke kender. Det er prætentiøst, fransk og af og til dissikerende skarpt.
Det hele ligger i klipningen

Life in Loops om klodens største metropoler (Megacities RMX er en remix af filmen Megacities) og kaotiske menneskeliv må være én af dette års smukkeste film med en sjælden optagelseskvalitet.

Filmens scoop er dens maskinelle bearbejdelse af billedmaterialet hvor menneske og dyrekroppe pulserer til musik og byliv i glidende overgange: Vifølger en junkie i New York; en inder der barberes mellem to togspor i Mumbai hvor barberens bevægelser afstemmes med togenes sitren; en mexicansk strip-teasedanser (én forbløffende scene) vi ser udføre sit arbejde og undervejs overgramses af mænd der må sparkes ned. Bagefter sidder hun i en bus og fortæller at hun har tre børn og at hun drømmer om at købe et stykke land til at sikre børnenes fremtid. Det er alt hvad vi hører og derefter klippes der direkte til kyllinger der får skåret hovedet af, til fabrikker i Sibirien, som kunne ligge hvor somhelst, derefter til ensomme mænd i Japan der dyrker erotiske tegneseriekvinder, og en fattig mexicansk kvinde der kun drømmer om at komme til Estados Unidos (USA) og danser en melankolsk dans med sin mand mens verden forsvinder omkring dem. I filmen er der ingen voiceover, ingen overkodning, det hele ligger i klipningen, i et intenst remix af billeder og lyde der får hele jordkloden til at opleves som et pumpende hjerte uden territoriale afgræsninger, uden ideologiske zoner.

I serien I Guds Navn skal vi især fremhæve den tyske instruktør Philip Greoning, der allerede i Tyskland og Frankrig har formået at fylde biografersæderne til en film hvor der praktisk talt intet foregår. Filmen hedder Into Great Silence og portrætterer et af de mest asketiske klostre i den romerske katolicisme i Grande Chartreuse i de franske alper.

Munkene lever dagene i en næsten komplet isolation og stilhed – hver af dem bor i en todelt celle hvor han arbejder, beder, spiser alene og sover på en tynd stråmadres. Kun tre gange i døgnet forlader de deres celle. Groening mener at filmens store succes har at gøre med tid. Filmen er et kik ind i en verden hvor det nærværende øjeblik er det eneste der er. Det moderne menneske har brug for denne opladning, denne opmærksomme lytten til stilheden. Efter at have ventet i 16 år på at få tilladelse til at træde ind i denne afsides verden, flyttede han praktisk talt ind i en celle, deltog i det monastiske liv og skød sin film af to til tre timer om dagen. Han arbejdede alene, uden kunstig lys, uden team, intet overflødigt.

En aften møder jeg den amerikanske filminstruktør Allan Berliner der fortæller mig at han siden sin barndom har holdt af at putte ting sammen, mixe, samle æsker med billeder, ure, terninger, snapshots af mennesker han ikke kender – at lave film så han som en videreførelse af denne lidenskab. Han så egentlig ikke sig selv som filminstruktør, men mere som en avanceret arkivmand der sampler de indsamlede lyde, familiebilleder, billedudklip fra New York Times, alt sammen med henblik på at skabe en ny slags personlig fortælling der gør det personlige politisk. Det er alt hvad vi har: små bestanddele som vi prøver at arrangere igen og igen.

UNDER CPH:DOX sin Close Up-serie med portrætter af kunstnere og filosoffer kan man blandt andet se to portrætter af kulturkritiker og filosof Slavoj Zizek. I første scene fortæller den hyperaktive og evigtsvedende Zizek os, at universet aldrig har ment at skulle være et rart sted. Praktisk talt er der ingen mening, intet for os. At vi har noget at foretage os, hænger sammen med at molekyler og kroppe støder sammen, hvilket skaber en afvigelse, et brud. Alt er en vold på den bane en ting bevæger sig i. Folk ved ikke hvad de siger når de bruger sætningen «jeg elsker dig». Kærlighed er selv en vold, et voldeligt brud. Placeret i forskellige hotelværelser og andre lokaliteter fra berømte scener i filmhistorien tager Zizek os med på en fascinerende tour de force i A perverts guide to cinema. Vi får af vide at film ikke giver os det vi begærer, men at den lærer os hvordan vi kan begære. Begæret af verdens sår.

Vil vi vide noget om virkeligheden skal vi gå ind og se film, for film er virkeligere end virkeligheden – netop fordi filmen viser at vores virkelighed ville bryde sammen hvis fantasiens stof ikke var der til at spille med vores begær, vores forventninger, vores liv. Når vi sætter os ind i en biograf og lyset slukkes sidder vi, ifølge Zizek, dybest set og håber på at hele den symbolske orden vi lever efter vil bryde sammen, og at lærredet vil flyde over med alt det urene, strømme af fækalier, blod og andre safter. Vi ser på lærredet på samme måde som når vi ser ned i et tilstoppet toilet og egentlig håber på at det løber over sine bredder. Det er disse og lignende udtalelser der kan få én til at spørge sig selv om ikke Zizek spænder filmen for en psykoanalytisk vogn der tager overhånd.

Også maleren Francis Bacon opfatter verden som en fundamental vold. I det første billede af Bacons Arena ser man en tyr der vælter en matador omkuld, stanger ham med sine horn, og i et kort øjeblik står tyren og trækker vejret voldsomt, man kan nærmest mærke hvordan blodet pumper rundt i dyrets krop. Billedet skifter derefter til Bacon der ser på denne scene og udbryder: «Dette er en reflektion af livet. Folk siger at mine malerier er fyldt med vold. Det er de ikke. Det er livet selv der er voldeligt.»

@norske Diplo