Hyperrealisme og fatale strategier

Når jeg nu atter gennemløber Jean Baudrillards værk dagen efter hans død 6. mars, bliver det straks tydeligt for mig, at det kan deles op i to perioder: Den første er gennemtrængt af en stædig refleksion over kategorierne symbolsk bytte, hyperrealisme og simulakrum, og den strækker sig ind i de allerførste år i 80’erne. Den anden begynder med bogen om De fatale strategier fra 1983 [dansk oversættelse: Det fatale, 1987], og denne nye periode er mere paradoksal og udsat for de mange slags misforståelser, som bøgerne fra den tid somme tider er løbet ind i.

BAUDRILLARD UDVIKLEDE sit begreb om symbolsk bytte fra Marcel Mauss’ essay om gavegivning i primitive samfund. Dessuten fra Georges Batailles overvejelser over potlach, dvs. den arkaiske form for udveksling, der var grundlagt på en forpligtelse til at svare på en modtaget gave med en rigeligere returgave. Ud over de klassiske marxistiske begreber om brugsværdi og bytteværdi indførte den franske filosof en tegn-værdi, der var knyttet til forbrugssamfundet og til den almene semiotisering af livet. Endvidere indførte han en symbolsk bytteværdi, som han nærmest udlagde som en ikke-værdi, eftersom den udgjorde et alternativ til de forudgående tre værdiformer og derved forudsatte en afslutning på økonomien. Så snart han var ude af marxismen, forlenede Baudrillard sin egen teori med en utopisk dimension. (…)