Bare 2-3 prosent av sendeflaten

Wenlou er en samling forfaldne huse i det centrale Kina. I begyndelsen af 1990’erne forsøgte den fattige befolkning at tjene lidt ekstra ved at sælge deres blod. I dag er mere end 30 procent af befolkningen smittede med HIV.

Noor og Hamid er de stærkeste mænd i Kabul. Midt i krigens kaos i Afghanistan har de fundet ly ved at dyrke bodybuilding. I drømmen om at kontrollere deres krop ned til mindste detalje, mens verden udenfor er ved at bryde sammen.

Det er billeder af en verden langt herfra. Men hvordan bringes disse billeder tæt på et publikum, hvis hverdag er markant anderledes end den afbildede? Og hvorfor er billederne overhovedet relevante?

– Det er muligt, at disse film handler om en verden langt herfra. Men det er kun i fysisk forstand. Verden hænger sammen. Med globaliseringen er det blot desto mere vigtigt for os i vores dagligdag, at vi ved, hvordan deres er. Det er jo unægtelig noget lettere at sende bådflygtninge tilbage, når vi ikke ved, hvordan deres hverdag er, siger Hans Henrik Holm, professor på Danmarks Journalisthøjskole og medlem af Danidas oplysningsudvalg, som årligt bidrager betydeligt til produktionen af film fra fjerne egne.¹

– Når Danida økonomisk støtter produktionen af disse film, skyldes det, at filmene er med til at vise, at verden hænger sammen. Emnerne kan være anderledes, uvante og spændende. Eller de kan handle om os. Filmene kan informere os om noget fremmed, eller de kan bruges som identifikation. For at vi ser, at de derude kæmper med det samme som os. At vi måske er mere ens, end vi tror. Så kan filmene måske være med til at nedbryde skelnet mellem dem og os, siger Hans Henrik Holm.
{{{«Filmene kan måske være med til at nedbryde skelnet mellem dem og os.»Hans Henrik Holm}}}

Eller i yderste tilfælde ændre verden kunne man tilføje. Sådan som det skete med den kinesiske dokumentarfilm To Live is Better than to Die,² som var medvirkende til, at Kinas regering anerkendte, at de har et betydeligt problem med AIDS.

SELVOM DOKUMENTARFILMENE så småt er ved at finde vej til biografens brede lærred, er det stadig tv-mediet, der er langt den største formidler af dokumentarfilm. Men hvordan ser det så ud, når det gælder formidlingen af film fra fjerne egne?

«Meget skidt,» er det korte svar fra Lars Kabel, forsker i journalistik på Danmarks Journalisthøjskole. Kabel har undersøgt nyhedsdækningen og udbuddet af dokumentarfilm på de danske tv-kanaler:

– For det første er det vigtigt at slå fast, at nyhedsdækningen påvirker det, som tv sender af fakta- og dokumentarprogrammer. Det, som er aktuelt og nyhedsrelateret, har større chance for at blive vist. Kigger man så på tallene, kan man godt blive pessimistisk. Således handlede 75 procent af udlandsdækningen om Irak, Islam og de arabiske lande. Altså civilisationernes kamp. Det bliver jo nærmest en selvopfyldende profeti, når op i mod 86 procent af alt udlandsstof i nyhederne er konfliktorienteret, siger Lars Kabel til Le Monde diplomatique (LMD).
Også geografisk er der en skævvridning. Blot 4-14 procent af udlandsdækningen omhandlede Afrika syd for Sahara og store lande som Kina, Indien og Brasilien, der undergår store forandringer i netop disse år, blev dækket meget sporadisk:

«Det er et geografisk helt skævt billede. Groft sagt kan man sige, at de varme lande leverer krudt og kugler som supplement til billederne af dansk politik og hygge,» siger Lars Kabel.

Kabel påbegyndte sin undersøgelse i år 2000. På det tidspunkt var der i særdeleshed noget galt med det danske tv-billede af ikke-vestlige lande, som var præget af stereotypi og manglende kulturel sensitivitet:

– Afrika blev ofte brugt som kulørte indslag med folklora og vilde dyr. Eller som en kulisse for berømtheder eller ekstremsport. I dag er det billede nok ændret til primært at være det konfliktorienterede stof, hvor afgrænsede begivenheder og især brændpunkterne er i centrum, vurderer Lars Kabel og henviser til den engelske undersøgelse Reflecting the Real World, der undersøgte de engelske mediers billede af udviklingslandene og seernes opfattelse af dette billede.³ I undersøgelsen lyder konklusionen, at seerne oplever nyhedsformidlingen af ulandene som statisk og endimensionel. Det første billede, som folk kommer i tanke om ved ordet Afrika, er det udsultede barn med fluer svirrende rundt om ansigtet.

Den engelske undersøgelse viste også, at mange seere er skeptiske overfor det dramatiske billede. De tror ikke på, at det kun forholder sig sådan – og denne indstilling er med til at svække deres interesse for at se et program om et uland. Seerne efterspørger groft sagt mindre stat og mere samfund forstået på den måde, at det er det levede liv, man gerne vil underrettes om – og ikke kun storpolitiske konflikter. Og så er det essentielt, at der er identifikationsmuligheder og gerne en fascinerende historie, der fortælles.

SAMMENHOLDT MED NYHEDSDÆKNINGEN er der flere nuancer at spore i dokumentarfilmene, som sendes på de danske tv-stationer. Her erstattes konflikt og folklora typisk af menneskelige historier, som indeholder fascination eller identifikation uden at henfalde til det sensationalistiske. Og som seer vil man ofte blive mødt med information, som man ikke havde forventet. Derfor kan filmene også være fordomme-nedbrydende. Problemet er blot, at meget få mennesker ser disse programmer:

– Der er ingen dokumentarfilm om fjerne lande at finde på top 100 listen over mest sete programmer i 2003. Klassiske udlandsdokumetarfilm i BBC-traditionen har kun typisk 3 procent af seerne. Det kan hurtigt blive en negativ spiral. De lave seertal gør redaktørerne frygtsomme. Så flytter de programmerne længere væk fra primetime, så de marginaliseres endnu mere, vurderer Lars Kabel.

Der er selvsagt enkelte undtagelser. Således har rejseprogrammer fra «de varme lande» vist sig meget populære hos de danske seere, men i disse programmer kan den nuancerede fortælling også hurtigt komme til kort og blive erstattet af et funktionalistisk syn på det pågældende land og dets evner til at opfylde den vestlige turists rejsedrømme.

HVOR LIGGER ABEN så begravet henne? Er det de dovne seere, som ikke gider oplysninger men hellere vil underholdes med kulørte historier? Er det filmfolkene, der simpelthen ikke kan finde ud af at producere vedkommende historier fra udviklingslandene? Eller skal ansvaret placeres hos tv-indkøberne på de store tv-kanaler – de som fravælger dokumentaren eller placerer den i sene nattetimer. LMD spurgte den sidste først:

– Når jeg køber film, går jeg efter den gode historie. Ikke så meget andet. Jeg er ikke så interesseret i, hvor filmene kommer fra. Det er jo ikke sådan, at jeg tænker «nu har vi ikke haft noget fra Sydamerika længe, så det må vi hellere få». Nej, det handler om en god case, om spænding og om dramatik. Folk skal gerne have noget på spil, siger Mette Hoffmann-Meyer, som er redaktør for dokumentar- og faktaprogrammer i TV2 Danmark.
Netop TV2 har ad flere omgange været beskyldt for kun at sende sensationalistiske dokumentarprogrammer, som ofte dyrker det aparte og det perverterede:

– Jeg er ikke enig i den kritik. Man skal jo også passe på ikke at blive for politisk korrekt. Alt vi ved er, at seertallene straks daler, når vi sætter noget fra Afrika på. Men der er da også eksempler på det modsatte. Hvis fortællingen er nærværende, sandfærdig og har rigtige mennesker i fokus, så kan de sagtens blive set af mange. Det har programmer som Børn bag tremmer og Prostitution bag sløret jo vist,⁴ siger Mette Hoffmann-Meyer. Hun vil desuden fremover satse yderligere på samarbejde med lokale dokumentarister, som måske i højere grad kan finde de almenmenneskelige fortællinger, end tilrejsende dokumentarister kan.

NETOP PROSTITUTION BAG SLØRET, som Mette Hoffmann-Meyer nævner som en velfungerende dokumentarfilm fra fjerne egne, er produceret af det danske selskab Cosmo Film af producer Jakob Høgel. Og han er ikke i tvivl om, hvorfor den film kunne få høje seertal og blive vist i tvs primetime:

– Filmen er spektakulær og kommer i øjenhøjde med nogle mennesker, vi ellers aldrig hører om undtagen i form af statistikker og tal. Filmen emmer af et godt kendskab til emnet. Instruktøren er svensk-iraner og har derfor også de fornødne sprogkundskaber. Derfor kan jeg godt nikke genkendende til det, Mette Hoffmann-Meyer siger om at samarbejde med lokale dokumentarister. Det er i hvert fald essentielt, at instruktøren meget lig en antropolog har et godt netværk af informanter i lokalområdet og desuden er velbevandret i sit emne, siger Jakob Høgel til LMD.

Cosmo Film står bag en lang række af de mest succesfulde danske dokumentarfilm fra fjerne egne heriblandt The Swenkas, som blev vist på en række tv-stationer verden over og i hele 81 biografer i Europa, og filmen Afghan Muscle,⁵ der blev omtalt i starten af denne artikel:

– For begge film gælder det, at de har en æstetisk, ja nærmest drømmende indgang. Instruktørerne har først researchet i det pågældende land og derefter fundet historien. Der er altså ikke tale om, at man kommer hjemmefra med en allerede fastlagt vinkel. Desuden er filmene jo overraskende. Afghan Muscle viser Kabul som alt andet end en krigsskueplads, og vi har med rigtige mennesker at gøre, der kæmper en kamp for at opnå deres drømme. Altså et universelt tema med en genkendelig dramaturgi. Derfor bliver den også vedkommende for et vestligt publikum, siger Jakob Høgel.

Genkendeligheden er et kernepunkt, når Høgel udvælger projekter, der opnår støtte, men samtidig må genkendeligheden ikke være en kunstig konstruktion:

– Det er både godt og skidt at ligge en dramaturgisk model ned over en virkelighed. For hvad er så fortælling, og hvad er virkelighed? Vi skal vise frem, samtidig med at vi fortæller. Derfor består genkendeligheden ikke nødvendigvis i, at en personlig historie hives op på et generelt plan, sådan som journalister typisk vil gøre. Nej, genkendeligheden kan også ligge i en æstetisk detalje – eksempelvis brug af vestlig musik til at formidle en alt anden end vestlig hverdag, siger Jakob Høgel.

ET ER AT SKABE den vedkommende dokumentarfilm om fjerne egne, noget helt andet er at få den formidlet. Helle Toft-Jensen er filminstruktør og stifter af en alternativ distributionsplatform for dokumentarfilm. Og den er meget nødvendig, mener hun:

– Alt på tv bunder i seertal efterhånden – selv på public service-stationerne. Kun 2-3 procent af den samlede sendeflade beskæftiger sig med den ikke-vestlige verden. Problemet er desuden, at når man ansøger om støtte til filmproduktion, skal man typisk være sikret en tv-visning og er dermed afhængig af gamle tv-redaktørers velvilje til at vise en film fra et fjernt land. Ofte kræver de så, at man skal lave en dansk vinkel på et emne, som ellers slet ikke er dansk. Det virker fuldstændig påklistret, siger Helle Toft-Jensen til LMD.

Af samme grunde tog instruktøren skridtet fuldt ud og etablerede Fjerne Naboer, som er en online dokumentarplatform, der i skrivende stund rummer oplysninger om 100 film, hvoraf halvdelen er danskproducerede dokumentarer.⁶ Med filmene, der kan lånes hjem fra bibliotekerne, følger en mængde baggrundsmateriale, som gør filmene særlig velegnede til undervisningsbrug. Toft-Jensen er ikke i tvivl om, at alternative distributionssteder er vejen frem:

– Tv duer simpelthen ikke til formidling af smalle film, så længe redaktørerne stiller de krav, de gør i dag. Filmfestivaler er gode, men har det problem, at filmene kun er tilgængelige i en kort periode. Med nettet har man mulighed for en vedvarende distribution, som oveni købet kan komme ud til et større publikum, siger Helle Toft-Jensen.

Også producer Jakob Høgel tror på, at alternative distributionssteder er nødvendige fremover. I takt med at seernes tv-vaner ændrer sig, og især de unge ikke længere ser særlig meget public service-tv, vil det blive nødvendigt at finde andre medier og metoder til at fortælle historier om ulandene. Her er nettet uovertruffent – når først bredbåndsforbindelserne kan præstere en hastighed, hvor film kan afvikles i ordentlig kvalitet. Samtidig mener Høgel, at vi skal fjerne det nationale fokus og kigge ud mod et internationalt marked. I stedet for at hente 70 prosent af den brede danske befolkning, skal man måske satse på at finde 5-6 prosent af et internationalt nichemarked:

– Vi skal forkaste den underliggende præmis, der hedder, at bare fordi det er 3. verden, det omhandler, så skal det frem i primetime. Vi skal se på det kvalitativt, ikke kvantitativt. Og så skal vi huske på, at public service er til for publikums skyld – ikke for at en række forkælede danske filmskabere kan sidde og vente på en million kroner i støtte, så de kan komme til Afrika og lave film. Når det er sagt, mener jeg også, at man skal forsøge at ændre holdninger hos seerne, men det kræver mod hos tv-kanalerne at skifte en sikker publikumssucces ud med en alternativ dokumentarfilm.

(…)