Det gode i mennesket

Den starter lige på og hårdt, den nye danske mockumentary AFR. Danmarks statsminister Anders Fogh Rasmussen sprænges i luften i sin ministerbil få minutter efter at have kysset sin hustru farvel. Der klippes til statsledere verden over, der angrer det store tab; Kofi Annan, George Bush og Jacques Chirac kondolerer med grøde i stemmerne.

Det kan jo ikke passe – og det gør det da heller ikke. AFR er nemlig fiktion fra ende til anden. Sat sammen af utallige tv-arkivklip og instruktør Morten Hartz Kaplers egne optagelser af venner og skuespillere, som agerer ”virkelige” personer. Desuden har Kaplers interviewet en række af Danmarks førende politikere under dække af at tale med dem om alt end Fogh Rasmussens fingerede død, og så optræder Kaplers selv som statsministerens store kærlighed og morder Emil K. – et symbol på modkulturen og afmagten i det danske samfund. Filmen placerer sig således i genren mockumentary, hvor et fiktivt værk i sit formvalg foregiver at være en dokumentarfilm ved at bruge virkemidler såsom opstillede interviewsekvenser og en manipulerende brug af arkivmateriale.¹

Med filmens tematiske fokus – mordet på Anders Fogh Rasmussen – kan filmen hurtigt blive tolket som en provokation og et politisk opgør med en statsleder, som kun sjældent lader menneskelige sider træde frem. Allerede inden filmen fik premiere, kom de kritiske røster da også til orde, som især klandrede påstanden om statsministerens homoseksualitet og selve mordet på AFR. At der er tale om en fiktion, hvilket instruktøren aldrig har forsøgt at skjule, var underordnet set fra kritikernes synspunkt. Lederen af den danske regerings parlamentariske grundlag Dansk Folkeparti, Pia Kjærsgaard, udtalte således:

«DET ER I SIG selv langt, langt ude at lave en film om mordet på en siddende, levende statsminister! I mine øjne direkte smagløst og uanstændigt. Det her er jo ikke en satiretegning af en gammel ørkenkriger med en bombe i hatten. Det er spinderier om mordet på en nulevende statsminister.»² Kjærsgaard drager her selv parallellen til Muhammed-karikaturerne, som Jyllands-Posten bragte i september 2005, og koblingen er interessant. Således begynder AFR med følgende citat fra statsminister Anders Fogh Rasmussen:

«Oplyste og frie samfund kommer længere end uoplyste og ufrie samfund, netop fordi nogle tør provokere og kritisere autoriteter, hvad enten det er politiske eller religiøse autoriteter.»³ Så langt er Kjærsgaard altså ikke enig med den statsminister, hun ellers så hjerteligt støtter. For hende er det i orden at kritisere et religiøst mindretal, hvorimod landets øverste politiker er fredet.

Statsministeren selv har undladt at kommentere på filmen, da han ikke beskæftiger sig med fiktion. Det er på sin vis ærgerligt, at han ikke ønsker at se filmen – så kunne han i det mindste se, hvad han kunne bruge politik til, hvis han sad i sit embede af andre årsager end magten alene – men det nok et klogt spindoktorråd blot at trække på skuldrene over en fiktionsfilm.
Statsministeren har undladt at kommentere på filmen, han beskæftiger sig ikke med fiktion

SPØRGSMÅLET ER SÅ bare, hvor langt den kunstneriske frihed rækker? AFR var nemlig tæt på aldrig at blive til. Instruktør Morten Hartz Kaplers kunne ikke få støtte fra Det Danske Filminstitut og måtte kæmpe fem år for at få filmen færdiggjort. Filmoplægget var givetvis for provokerende.

Heldigvis blev AFR til noget. For det er en vigtig film – også når man sorterer den politiske resonans fra. Filmen handler nemlig i ligeså høj grad om ordene vi siger til hinanden og om sprogets skrøbelighed. Hvor få ændringer der skal til, før fortællingen bliver en helt anden. Derfor er AFR også en mediekritisk film, som pointerer hvordan journalistik aldrig kan være objektiv, og hvordan det er muligt med nogle enkle værktøjer at fortælle en markant anderledes version af sandheden end den oprindelig tiltænkte. Når manipulationen er mulig, hænger det måske også sammen med den måde, politikerne i filmen taler på; i generelle termer som ikke forpligter til konkret handling men blot er spin for at blive ved magten. Når Anders Fogh Rasmussen i filmen kan forvandles til en idealistisk socialist, der allerhelst bare vil redde det nødstedte Afrika, bunder det også i, at politik i Fogh Rasmussens optik blot er et spørgsmål om retorik. At forvandlingen er overbevisende skyldes filmens formvalg. AFR er således en meget blid film, gnidningsfrit klippet og underlagt med en nænsom musik. Trods det voldsomme sammensurium af forskelligartede klip gives der tid til refleksion i de enkelte interview, og som seer sidder man med fornemmelsen af et kærligt og bevægende portræt af to vidt forskellige mennesker, som på ydersiden er ekstremer på hver sin vis, men bagved indeholder samme tvivl og tøven som alle os andre. AFR er bestemt ikke noget hadefuldt angreb på Anders Fogh Rasmussen, men filmen er en påmindelse om, at idealismen får trange kår, hvis politik blot nedgøres til at handle om ord, der skaber virkeligheden efter forgodtbefindende.

@ norske LMD
Fotnoter:
1 Netop i disse år ser vi en række politiske mockumentaries, der bl.a. tæller Gabriel Ranges Death of a President, hvor George Bush snigmyrdes og Simon Cellan Jones? The Trial of Tony Blair, der stiller Blair for krigsretten i Haag anklaget for sin rolle i Irak-krigen.

2 Citeret fra Pia Kjærsgaards nyhedsbrev 9/4-2007 som er tilgængelig på http://www.danskfolkeparti.dk.

3 Artikel i Jyllands-Posten, 30/10-2005. (…)