«Documentalistas»

Det argentinske sammenbrud i julen 2001 var totalt. Argentinernes slåen-på-kasseroller i en akkumuleret vrede og frustration over årtiers politiske og økonomiske rutschebaneture blev foreviget af landsmænd med håndholdte kameraer – med andre ord dokumentarister. Siden har argentinsk politisk film produceret utallige dokumentarskildringer af diverse sociale aspekter af et sammenbrud, der til dato er verdens største statsbankerot.

Politisk film, kampfilm, socialfilm, dokumentarfilm. I Argentina og resten af Latinamerika er dokumentargenren rig i kvantitet og kvalitet. For dokumentaristene er der nok at tage af lige uden for gadedøren i et Latinamerika, der altid har været og stadigt er revolutionernes kontinent. Siden det argentinske kollaps i 2001 har lignende revolutionære begivenheder på socialpoltisk makroniveau givet dokumentargenren overarbejde i Bolivia, Ecuador og Venezuela. Og på mikroniveau har Latinamerika op gennem 1900-tallet frem til i dag været storproducent af det, som den australske forfatter John Pilger i bogen Hidden Agendas kalder «slow news»: Dagligdags menneskelige lidelser på gadeplan, der for den rige del af verden og dele af det latinamerikanske establishment ikke eksisterer alene af den grund, at disse sociale bagsider ikke får æter- og spalteplads i massemedierne. Ude af øje, ude af sind. I dag er det globaliseringens bagsider, som de såkaldte «documentalistas» skildrer. Under den kolde krig op gennem 60erne til 80erne var det særligt militærdiktaturenes overgreb. (…)