Agenten i et kafkask spind

Det første, der er interessant ved Kill The Messenger: The Sibel Edmonds Story, er stedet, hvor man kan finde filmen. På websitet Veoh.com er filmen ganske enkelt frit tilgængelig. Via den universitetslinje jeg var koblet op med, kunne jeg hente filmen på et kvarters tid. Det er langt hurtigere end turen hen til videobutikken, hvor man sandsynligvis heller aldrig vil kunne finde filmen. Dertil er der for mange kommercielle og sikkert også politiske hensyn at tage. Med den teknologiske udvikling indenfor bredbånd- og fiberkabelnetlinjer er internettet for alvor ved at bevise sit værd som alternativ distributionskanal for film. På internettet er film fritaget filmproducenters og filmindkøberes markedsmæssige interesser. Og selvom Veoh.com er delvist ejet af Disney-koncernen og Time Warner, kan der på sitet fortsat ses en række af meget interessante og seværdige film. Og censureres de bort på Veoh.com, så opstår de nok blot igen et andet sted. Denne stædighed er den måske mest prisværdige af internettets karakteristika.

En af de seværdige film er Kill The Messenger, der fortæller beretningen om den unge oversætter og tyrkiskfødte Sibel Edmonds, der fik arbejde hos FBI kort efter 11. september, 2001. Hendes arbejde bestod i at oversætte telefonaflytninger og dokumenter som et led i kampen mod terror, der for alvor kom på den amerikanske dagsorden efter denne septemberdag. Undervejs oversætter hun dokumenter, der giver hende indsigt i sager om våbenhandel og korruption, som har såvel tyrkiske som israelske og amerikanske politikere involveret. En dag får Sibel besøg af en af hendes kolleger fra FBI, som tilbyder hende et beløb, hvis hun undlader at videregive noget af den information, hun finder i sine oversættelser. Samtidig foreslår de, at Sibel træder ind i en tyrkisk-amerikansk lobbyvirksomhed, der medvirker til, at Tyrkiet kan købe våben af USA, som der ellers er handelsembargo på. Sibel finder i dette øjeblik ud af, at hun er blevet kontakter af spioner, der opererer internt i FBI. Herfra ruller tingene som en strøm af hændelser, der antager stadig tiltagende sammensværgende og tildækkende karakter af kafkaske dimensioner. Sibel går til sine nærmest overordnede, som ikke vil røre sagen. Sidenhen involveres direktøren for FBI, Robert S. Mueller, men heller ikke han vil gå videre med Sibels afsløringer. Tværtimod begynder Sibel at blive frataget hendes vanlige jobfunktioner. Snart lukkes hendes pc’er ned, og hun bliver kaldt til løgnedetektortest i Chinatown. Som det fremgår, er denne dokumentariske skildring en politisk thriller af typen, som John Grisham kunne have skrevet. Det har han ikke.

Filmen er skinbarlig post-9/11-virkelighed, som den tager sig ud i det amerikanske samfund. For da Sibel Edmonds går til det amerikanske justitsministerium med hendes viden, lukker John Ashcroft sagen med henstilling til et såkaldt «State Secret Privilege». Det er en særlig forordning, der skal sikre statens sikkerhed, og som giver staten mulighed for at lukke sager, der ellers normalt skulle prøves ved domstolene. Forordningen opstod i 1950’ernes USA, men den har stort set ikke været i brug siden. Det vil sige ikke før tiden efter 9/11, hvor Bush-administration virkelig har taget den til sig. Det groteske er, at den viden, Sibel Edmonds ligger inde med, kunne være relevant i forhold til angrebet på USA den 11. september, 2001. Den komission, der skulle granske alle detaljer ved angrebet og efterretningstjenesternes indsats i sagen, kommer ud med en rapport, hvori Sibel Emonds vidneudsagn er sorteret fra. Således postulerer filmen Kill The Messenger – og man er tilbøjelig til at give den ret – at de ledende politikere i USA sætter forholdet til geopolitiske alliancer såsom trekantskonstellationen Israel-USA-Tyrkiet højere end sikkerheden for deres egne borgere.

De franske instruktører, Mathieu Verboud og Jean Robert Viallet, fortæller deres gennemresearchede historie med stor troværdighed. Både dokumentariske virkemidler som en kyndig voice-over og æstetisk smukke rekonstruktioner samt virkemidler fra fiktionsfilmen er i brug. Et eksempel på sidstnævnte er koblingen af arkivmateriale med optaget lyd, der sammenbinder angrebet på World Trade Center med Sibel Edmonds fortælling. Troværdigheden i fortællingen højnes også af selve Sibel Emonds. Hun er ikke nogen paranoid anti-amerikaner. Faktisk er hun stolt af sin nation, ja vel nærmest at betragte som patriot; desto mere sårer det nok netop hende, at hun faktisk lever i et land, som måske slet ikke vil deres borgere det så godt, som de lader fremgå udaftil.

Kill The Messenger er ikke blot en film for konspirationsliderlige antiamerikanerne. Nej, filmen er et absolut lødigt dokument, der påviser den paradoksalte dobbelthed, som har ramt det amerikanske samfund i kølvandet på 11. september. På den ene side har den politiske administration fået udvidet sine magtbeføjelser i en sådan grad, at der er mulighed for at overvåge borgerne mere markant og systematisk og vel og mærke uden dommerkendelse eller lignede dokument. Og på den anden side er den politiske adminstration blevet mere lukket og hemmelighedsfuld end længe set. Borgerne skal åbne sig for de folkevalgte, mens de folkevalgte kan kravle i skjul.

Det er en modig og ikke mindst nødvendig dokumentarfilm. En film der også viser, at et system aldrig er stærkere end dets braveste individ. Den stemme der tør lade sig blive hørt, kan ryste selv de mest funderede magtsystemer. Af samme grund har Kill The Messenger også en optimistisk tone. Sålænge der er folk som Sibel Edmonds, er der stadig en chance for, at sandheden kan stykkes sammen hen ad vejen.

© norske LMD