Fordele og ulemper ved en historie for kunsten

Som indgangsemblem til udstillingen i Fredericianum hænger en sølle reproduktion af Paul Klees Angelus Novus. Den hænger naturligvis ikke der for at pege på sig selv, men for at pege på alting som er omkring den i udstillingen. Tydligvis er denne «Historiens Engel» – som Walter Benjamin kom til at døbe den – nu blæst væk på sådant en afstand fra Europas slagfelter, at den nu også ser lande som Brasilien, Japan, Kina, Polen og Indonesien; at den ser folk som Inuiter, Romani, Perser og andre etniske, økonomiske og seksuelle minoriteter.

De to kuratorer af årets documenta, Roger M. Buergel og Ruth Noack, fortsætter altså den kosmopolitiske linje som den forrige documenta-lederen Okwui Enwezor lagde, med kraftig emfas på kunsten i globaliseringens tidsalder. Mens Enwezor havde gjort et forudgående arbejde med at etablere en teoriramme for documenta 11, de såkaldte 5 platforme med 5 tilsvarende omfattende bøger, så forgår undersøgelserne denne gang ved hjælp af de kunstneriske arbejder, så at sige umiddelbart. Det er givetvis en metode som har sine sider. (Den er så at sige lige så entusiastisk i sin tro på umiddelbara universalier, som den trættes ved formidling). Når dertil kommer, at intet værk, og ingen grupp af værker på documenta 12 kan siges at gøre status eller pege i hvilken retning kunsten er på vej, så er det heller ingenting at sige til at det vil kræve sin betragter for at orientere sig. Men intet af dette er gjort tilfældigt, og det kuratoriske greb er under alle omstændigheder et rigtigt godt greb, ikke kun fordi det er sjældent dristigt i den øvrige superstar-konsensus, som præger meget af det kuratoriske idag, men fremfor alt fordi det viser sig være et greb, som sætter kunstens og kunsthistoriens situation på sin spids. (…)