Informationssamfundets sande drivkraft

Dobbeltgænger skræmmer vores verden, abstraktionens dobbeltgænger.» Med denne indledningssætning indskriver autralske McKenzie Wark sig eksplicit og selvbevidst i en diskursiv tradition, der udgår fra Marx og Engells manifest for det kommunistiske parti. Hans bog A Hacker Manifesto (2004) skal læses som et teoretisk forsøg på at opdatere Marx og Engells historiske analyse og kritik af produktionsforhold, magtstrukturer og sociale relationer (læs: klassekamp) ud fra informationssamfundets realiteter og ikke mindst potentialer. De potentialer som hackere, og deres aktivitet hacking, repræsenterer. Med hackere referer Wark ikke til kriminelle og destruktive computernørder (det er crackere), men i forlængelse af journalisten Steven Levys kortlægning af den tidlige computerkultur i starten af 80erne i Hackers. Heroes of the Computer Revolution (1984) og forfatteren Bruce Sterlings ditto af «det elektroniske grænseland» i The Hacker Crackdown (1994) til produktive og nyskabende kulturarbejdere i bred forstand, musikere, biologer, filosofer og programmører. Således skriver han: «Alle klasser frygter denne ubønhørlige abstraktion. […] Alle klasser på nær én: Hackerklassen. Vi er abstraktionens hackere. Vi producerer nye begreber, perceptioner og sansninger, hacket ud af rå data. […] Hackere skaber muligheden for at nye ting kommer ind i verden.»

Warks teoretiske fundament (og A Hacker Manifesto er til forskel fra Levy og Sterlings en udpræget teoretisk, akademisk refleksion) er, ud over en marxistisk dialektik, Gilles Deleuze og hans bergsonianske begreber om virtualitet og aktualitet. «At hacke er at slippe det virtuelle løs i det aktuelle, at udtrykke det reelles forskel», som Wark skriver og forsætter: «At hacke er at abstrahere. At abstrahere er at producere det plan på hvilket anderledes ting kan etablere en relation.»

KONFLIKTEN, SOM BOGEN påpeger er klassisk: Hackerklassen besidder ikke frugten af sit arbejde. Det gør det Wark kalder den vektorale klasse, den klasse der kontrollerer de kanaler ad hvilke information kommunikeres: «Den vektorale klasse investerer sit overskud i hacking i et hidtil uset omfang og baserer på sine foretagender på intellektuel ejendom. Dens investeringer i hacking er ikke interesseløs. Den er konstant på udkig efter nye måder, hvorpå den kan vektoralisere information i vareform.» I den forstand udnytter den vektorale klasse hackerklassen, men er samtidig afhængig af det overskud den genererer gennem sit kreative og innovative arbejde. Og hvis hackerklassen kan komme til bevidsthed om sin egen eksistens og organisere sig kan den også løsrive sin produktivitet, og information, fra den vektorale klasses proprietære logik (vareøkonomien) og tilbageerobre de nye verdner, den selv skaber.

A Hacker Manifesto er et af en række bud på en marxistisk læsning af informationssamfundet, hvoraf to af de mest kompetente er Nick Dyer-Witherfords Cyber-Marx: Cycles and Circuits of Struggle in High Technology Capitalism (1999), og Tiziana Terranovas: Network Cultures (2004). Fælles for disse er en indflydelse fra den «autonomistiske marxisme», en både teoretisk og historisk retning af marxismen, der er optaget af arbejdets og det levede livs uafhængige (i forhold til stat og andre institutioner) og overskudsgenererende karakter samt selv-organisering og «det generelle intellekt», sådan som Marx formulerer det i Grundrisse (1857).

– HVORFOR GENOPLIVE klassekampen på et tidspunkt, hvor flere filosofer og sociologer taler om klassesamfundet opløsning og netværkssamfundets opståen?

– Når den kritiske teori holder op med at tale om klasse bliver den hyklerisk. Klasse er ikke noget man ved ønsketænkning kan få til at forsvinde, bare fordi det er ubelejligt. Det er dog rimeligt nok at sige, at økonomien har ændret sig, og at klassekampen derfor også har ændret sig. Man kan ikke forklare nutidens samfund med de gamle klasseskemaer. Der er brug for et nyt skema.

– Ser du hackerklassen opståen som en historisk nødvendighed i marxistisk forstand?

– I min bog A Hacker Manifesto undgår jeg meget omhyggeligt hele forestillingen om ’nødvendighed’. Mange forbrydelser er blevet begået i den ’historiske nødvendigheds’ navn. Samtidig tilbyder historien en mængde muligheder. Jeg tror, det er muligt at tænke historisk, at der finder en udviklingsproces sted, som handler om at forøge mulighedernes felt.

– Hvor ser du hackerklassen opstå?

– Hvor der er privat ejendom eksisterer der klasserelationer, mellem dem som har og dem som ikke har. Hvor der er nye former for privat ejendom eksisterer der nye klasserelationer. Udviklingen af såkaldt ’intellektuel ejendom’ er faktisk ret ny. Den udspringer af, men er samtidig forskellig fra, patenter og copyrights. Intellektuel ejendom er udtryk for en tendens til at omforme patenter og copyright til absolutte former for privat ejendomsret. Og ved at blive underlagt privat ejendomsret genererer intellektuel ejendom en klasse som ejer den – det jeg kalder en vektoral klasse. Denne klasse kontrollerer de vektorer, som informationsstrømmen bevæger sig ad. Samtidig generer omformningen af intellektuel ejendom en klasse, der producerer ny information, men hverken ejer eller kontrollerer midlerne til indfrielse af informationens værdi – hackerklassen. En hacker er enhver, som producerer ny information, men er tvunget til at sælge retten til den.
– Hvad kendetegner hackerklassens arbejdsmetoder og –etik?

– Hackerklassen producerer det nye, det som kan omformes til intellektuel ejendom. I den forstand har hackerklassen ingen fast identitet, ingen bestemt måde at arbejde på og heller ingen bestemt kulturel form. Hackere er forskellen i sig selv. Du kan ikke udpege dem ud fra deres stil, hvilken frisure eller hvilke sko de har. Definitionen af hackerklassen har intet at gøre med ’identitet’, sådan som forbrugssamfundet gerne vil definere det. Hackere arbejder med intentionen om at producere det nye og har derigennem en fælles interesse i de frie betingelser, der gør dette muligt.

– Du skriver at hackerklassen ikke er sin egen eksistens bevidst. Hvad skyldes det, og hvad kræver det for, at en sådan selvbevidsthed kan opstå?

– Inden for forburgssamfundet handler ’identitet’ udelukkende om fælles udvendige markører, som kan stabiliseres til små verdner af total ensartethed – det som Bourdieu kalder ’habitus’. For hackere eksisterer der imidlertid ingen habitus. Per definition skifter de konstant arbejdsform og udstikker nye retninger for, hvad der er muligt. I den forstand, kan man ikke tale om en hackeridentitet.

Det som fremkalder en klasseinteresse eller klassebevistheds er den vektorale klasses aktiviteter, der sigter mod at spærre al information inde i den private ejendoms form. Vi begynder at indse, at der eksisterer en forbindelse mellem deres bestræbelser på at lukke for fildeling, stoppe brugen af generisk medicin i udviklingslandene, eje og forhandle helbredende naturmidler fra regnskoven, overtage ’open source’ og gøre det til en simpel markedsplan.
– Er problemet ikke snarere at hackerklassen er for selvbevidst? At den er selvtilstrækkelig og isolerer sig selv fra verden i fagligt nørderi?

– Jeg har aldrig sagt, at hackerklassen var helgener eller helte, og jeg er ikke interesseret i at patronisere de fattige og fortælle dem, hvordan de skal leve og forbedre deres liv. Bønder og arbejdere i udviklingslandene må selv sætte deres dagsorden og kæmpe deres egne kampe. Hackerklassens bidrag i den henseende er at opdage sin egeninteresse i informationens frie strøm.

Hackerklassen blomstrer op som en klasse når dens produktionsmidler – information – er frit tilgængelige. Informationens frie tilgængelighed bidrager til gengæld til arbejdere og bønders selvudvikling. Hvis bønder skal betale for tilladelsen til at bruge deres egen beholdning af frø, hvis arbejdere ikke har adgang til de seneste produktionsteknikker, fordi patentlove forhindrer den frie udbredelse af maskinværktøjer, så blokerer det for en udvikling. Vi glemmer, at det var pirateri af idéer og værktøjer fra Europa, som muliggjorde den hastige udvikling i USAs tidlige år. Hvis den vektorale klasse får sin vilje, vil den blokere vejen til udvikling.

– Hvis hackerklassen, som du argumenterer for, bliver nødt til at opløse sig selv for at realisere sig selv, hvordan kan man så skabe en klassebevidsthed?

– Ophævelsen af privat ejendom i forbindelse med information vil på samme tid være ensbetydende med hackerklassens ophævelsen som klasse. Et ret så utopisk mål! Men da jeg skrev A Hacker Manifesto, var jeg træt af forestillinger om ’modstand’ og af at være ’pragmatisk’. Jeg ønskede at reetablere den radikale tænknings romantiske træk, som opsummeres i det gamle situationistiske slogan ’vær realistisk, forlang det umulige!’ I nutidens sprog vil jeg oversætte det til: ’Det faktiske passerer igennem det virtuelle.’ Med det mener jeg, at historien er fuld af overraskelser. Den er ikke lineær. Og det virtuelle er et navn for det sted, hvor overraskelserne kommer fra. Det er påfaldende, at Situationister hele vejen op gennem de kedelige og konforme 50ere og 60ere blev ved med at sige, at der ville komme optøjer. Nu er optøjer igen under opsejling. Ifølge New York Times var der sidste år et rekordstort antal tilfælde af civile uroligheder. Det er udtryk for, at der er kræfter i spil, som systemet ikke kan kontrollere.

– Hackerens klassebevidsthed skal findes i spændingsforholdet til den vektorale klasses interesser. Det er den negative side af sagen. Den affirmative side af sagen er derimod dette umulig mål, at vi alle kan leve i en verden af fri skabelse.

– HVORDAN STEMMER dine noget idealistiske og generelle beskrivelser af hackerklassen overens med den faktiske virkelighed?

– A Hacker Manifesto er måske utopisk, men den er ikke idealistisk. Den opfordrer ikke folk til at spille helgener eller helte, men blot at tænke på deres selvinteresse som en klasse. Jeg er træt af sammenblandinger af moral og politisk diskurs. Især i USA, hvor det at være venstreorienteret for mange handler om at moralisere og føle sig som helgner, fordi man kører i hybridbil og spiser økologisk mad.

– I den henseende finder jeg det mere interessant, at hackerklassen, hvad enten det er programmører, videnskabsfolk, kunstnere, begynder at stille spørgsmål til hvem som egentligt får gavn af det stadigt mere restriktive og repressive regime, som intellektuel ejendom fører med sig. Sangerinde Courtney Love siger det meget præcist: ’Det er musikindustrien, der er pirater.’

– Mange almindelige mennesker har det på samme måde. De forstår ikke, hvorfor de skal forhindres i at have adgang til et lægemiddel, der kan redde deres liv, bare for at medicinalfirmaerne kan genere tårnhøje overskud. De ser ikke fildeling som en kriminel handling. De er overbeviste om, at videnskab og kultur tilhører alle – og de vil have dem tilbage. Fildeling er en social bevægelse på alle andre niveauer end navnet. Og det ved den vektorale klasse. Derfor fører den krig mod Grokster (fildelingsprogram, jl.) gennem retssystemet. I bogen nævner jeg ikke mange eksempler af den grund, at jeg mener, at det eneste eksempel, som er nødvendigt er din egen erfaring med disse kampe omkring hvem der ejer kulturen, hvem der ejer videnskaben.

– Du skriver, at hackerklassen bare er en af flere ’produktive klasser’. Kan du nævne de andre?

– De produktive klasser er: Bønder, arbejder og hackere. Når vi taler om kapitalisme er vi tilbøjelige til at slå bønder og arbejdere sammen til trods for, at det netop var den interne relation mellem disse to klasser, som skabte de væsentligste problemer for det social demokratiske projekt i det 19. århundrede. Kautsky, Bernstein og Gramsci – de diskuterede det allesammen. Socialt demokrati nød succes, der hvor det var i stand til at formidle en kontakt mellem disse klasser uden at ophæve forskellene.

– Hackerklassens produktionsformer overskrider ejendomsformen, skriver du. Hvordan gør den det?

– Den vektorale klasse er fuldstændigt afhængig af, at hackerklassen producerer ny information, som den vektorale klasse kan tilegne sig gennem nye patenter og nye copyrights. Den sidestiller alle hackerklassens produkter. En bestemt del af mine copyrights svarer til en bestemt del af dine patenter.
– Et hurtigt kig på avisernes erhvervssider kan bekræfte dette. Værdien af vektoralistiske firmaer er i det store hele en portfolio af uhåndgribeligheder: patenter, copyrights og brands. Alt hvad vi gør sidestilles, når det antager vareform. Udvikling under vektoralistisk beherskelse kan kun forfølge de af ensartetheden udstukne veje, dedikeret som den er til ekspansionen af ’det samme’. Forskellen selv, kan ikke realiseres under sådanne vilkår.

– Men: I det information bliver til en vare opstår muligheden for produktionen og delingen af noget, som overskrider vareknapheden. Information kan undslippe vareformen. Min besiddelse af et stykke information fratager ikke dig muligheden for at besidde det. Det er, som økonomer siger, et ’ikke-rivaliserende gode’, altid allerede et fællesgode. Og som sådan overflødiggør det den vektorale klasse, hvilket også er grunden til, at den vektorale klasse med næb og klør forsøger at begrænse og kontrollere den.

– DET BERØMTE HACKERSLOGAN lyder ’information ønsker at være fri’, hvortil du tilføjer ’men er overalt i lænker’. Hvad skal der til for at bryde fri af disse lænker?

– Jeg tilføjede den sidste del – ’men er overalt i lænker’ – ved at stjæle lidt fra Rousseau. En gestus, som trækker på en lang tradition for plagiarisme, hvor man returnerer fragmenter fra den fælles kultur til de mennesker, som kollektivt skaber den.

Der findes en social bevægelse med mange overlappende og konkurrerende strenge – politiske, kulturelle og sociale – som er i gang med at udvikle informationens frie bevægelighed. Jeg tænker for eksempel på The Free Software Movement, Creative Commons og pirateri på industrielt niveau i udviklingslandene, fildeling baseret på folks hjemme- og arbejdscomputere eller på terminaler, som man kan leje i basaren.

– Jeg tror, at vi bliver nødt til at anskue disse fænomener, som svar på et særligt sammentræf. På den ene side har vi udviklingen af produktive kræfter, som muliggør informationens frigørelsen fra vareknaphed på et massivt og hidtil uset niveau. På den anden side har vi en klasse, som prøver at proppe ånden tilbage i flasken, at dæmme op for denne udvikling og holde den inden for den private ejendoms relationer. Relationer som nu fremstår besnærende og begrænsende.

– Hvad er forholdet mellem denne informationsbaserede klassekamp og tidligere former for klassekamp?

– Det er vigtigt at pointere, at klassekampens andre lag – mellem bønder og pastoralister og mellem arbejdere og kapitalister – ikke er annullerede, forsvundne eller erstattede. Bønder fratages stadig retten til deres jord flere steder i verden, så kampen mellem bønder og pastoralisterne, som ejer jorden, eksisterer stadig. Alene i Kina er der nu 80 millioner eller flere industriarbejdere, og deres kampe finder sted under samme repressive vilkår som den tidlige arbejderbevægelses i Europa, bare i en meget større skala.

– Forskellen er således snarere, at der er kommet en ekstra kamp, et nyt lag: Kampen mellem vektoralister og hackere. Hackeren producerer og vektoralisten ender med at eje den globale produktions midler. De vektorer, som information bevæger sig mellem – software til at styre lagerbeholdning, patenterne til at eje beholdningen af frø, selv gummiskoenes mærke – er alle skabt af hackere og kontrolleret af vektoralister. Det transformerer produktionen globalt.

– Mener du, at brands og patenter også er skabt af hackere?

– Ja. Brands og patenter er stadig baseret på menneskers arbejdskraft. Deres arbejde består i at få information til at rumme nye betydninger. Som Baudelaire sagde er ’sproget folkets geni.’ I dag udtrykker folket deres dette geni gennem mærkelige ikoniske tegn, som virksomheder fejlagtigt tror de ’ejer’. Hvilket de måske også gør, men tegnene eksisterer kun i kraft af det arbejde, som får dem til at betyde noget. Så overalt hvor informaton kan tilskrives ny betydning, og der i sidste ende er en ejer af produktet, finder man en spændning mellem hackere og vektoralister – skaber og ejer. Jeg bilder mig altså ikke ind, at alt hvad hackere producere er værdigt eller forløsende.

– HVORFOR BRUGE ET modernistisk koncept som manifestet til at skrive om et post-moderne fænomen som hackere?

– Blandt andet for at sige at det post-moderne var navnet på et symptom, men ikke en tilstrækkelig analyse af symptomet, og at vi derfor med en parafrasering af Croce må gentænke det levende og det døde i det moderne projekt.

– Manifestet er en genre, som kløver en kompleks virkelighed langs bestemte linjer. Det afslører kompleksiteten uden at forsøge at udtømme den. Det afslører den fra et bestemt synspunkt. Manifestet henvender sig til et subjekt, som er interesseret i at besidde sin egen transformation. Så efter den post-moderne pause, som Fukuyama erklærede, tror jeg, at vi er tilbage ved historien igen. Fukuyamas lod – i lyset af Sovietunionens fald – historien slutte med kapitalismens triumf. Jeg tror det forholder sig lige omvendt. Den sovietiske model var et falsk alternativ og dens kollaps har snarere åbnet op for en accelereret udvikling af kapitalismen, som nu muterer til en ny slags vareøkonomi. Vi er således tilbage i historien i den forstand, at det ikke længere er klart hvad ’sluttilstanden’ bliver.

© norske LMD