Demokratiets skyggesider

Hvad betyder demokrati egentlig? Hvordan måler man det? Og hvordan bevarer man det bedst muligt? Det er spørgsmål som disse, initiativtagerne til «Why Democracy» håber at starte en debat om.
Det skal ske ved samtidig udsendelse på 42 tv-stationer af ti dokumentarfilm og en stribe kortfilm, som alle har det til fælles, at de på en eller anden måde sætter spot på demokrati. Minimum 150 millioner seere verden over vil således kunne se eksempelvis en skildring af valget på en kinesisk skole og de udfordringer, demokratiet udsættes for; en kritisk gennemgang af Muhammed-krisens demokratiske problematikker og en intim dokumentarfilm hvori instruktøren spiser middag – og diskuterer demokrati med – Pakistans leder præsident Musharraf.

Hoffman Meyer er producer og en af de ledende kræfter i projektet, som har været 4 år undervejs. Hun fortæller til Le Monde diplomatique:
– Demokrati er et buzzord, som bruges hele tiden, uden at man gør sig klart, hvad man mener. Nogle mener, at det er den bedste styreform. Andre, at det er den værste. I Kina må man slet ikke sige ordet, og i Rusland vil man ikke have demokrati. Det er altså et ord med så mange ladninger og så megen dynamik, at vi har valgt at gøre det til tema for vores enorme medieprojekt.

– Vi har fået 580 ideer til film med en enorm spændvidde og har efterfølgende valgt ud, så både tematikker og geografi er bredt repræsenteret. Filmene viser, at der ikke er nogen entydig definition på demokrati. Det er en væsentlig pointe. Vores formål er da heller ikke at komme med en definition, men at vække til debat og dialog. Af samme grund har vi foruden tv involveret trykte og online-medier, så der er rig mulighed for at komme til orde. Dokumentarfilmmediet er dog valgt som kernepunkt, fordi dokumentarer giver mulighed for fordybelse og engagement. Den personlige fortælling med subjektiv vinkling puster til ilden og skaber debat. Det er i sidste ende, hvad vi håber, at filmene formår, siger Mette Hoffman Meyer.

NORSKE NRK ER en af de 42 tv-stationer, som deltager i projektet og som i løbet af oktober måned sender samtlige ti dokumentarfilm. Carina Bordewich er en af ansvarlige for indkøb af internationale dokumentarfilm i NRK, og hun har store forventninger til «Why Democracy»-serien:
Norge er kendt for lidt selvtilfredshed, så det bliver godt med et globalt perspektiv

– De ti dokumentarfilm bliver den helt store profilering af NRK2, som fremover skal være kanalen for nyheder og dokumentarfilm. Norge er jo et fasttømret demokrati, men de her film belyser noget, som folk typisk tager for givet. Desuden er Norge kendt for national stolthed, oliepenge og måske sådan lidt selvtilfredshed, så det bliver godt, at filmene bringer et globalt perspektiv for dagen. Forhåbentlig kan nordmændene få en øget bevidsthed om sin egen politiske samvittighed.

– Men hvorfor tror du, at filmene kan have så stor forandringskraft?
– En film kan nok ikke ændre noget, men en stribe af film, der belyser samme emne fra mange sider, kan måske gøre folk mere bevidste om, at man kan påvirke verden gennem de valg, man træffer. Eksempelvis en film som den kinesiske Please vote for me beskæftiger sig også med universelle problemstillinger som skolevalg og børns vilkår.
– Hvorfor ikke sende filmene på NRK1, som jo har mange flere seere? Er der ikke risiko for at man marginaliserer projektet ved at vise filmene på en sidekanal?

– Det er sandt, at filmene nok ville få flere seere, hvis de blev vist på NRK1, men så mange dokumentarfilm indenfor så kort tid vil aldrig kunne vises på hovedkanalen. Der er alt for mange faste elementer, der allerede har sin plads der.
– Men det er vel kun et prioriteringsspørgsmål. Hvis man virkelig ville gennemføre dette projekt helhjertet, kunne NRK vel godt tilsidesætte de faste programmer og så lade «Why Democracy» dominere hele sendefladen i et par uger?

– Det er et valg, NRK-ledelsen har taget, at NRK2 skal profileres som dokumentarkanal, og NRK2 har allerede fået flere seere efter den nye profil er trådt i kraft. Desuden vil filmene blive genudsendt på NRK1 – dog på andre tidspunkter og længere tid imellem, siger Carina Bordewich.
TO AF DE MERE interessante film i projektet er den amerikanske Taxi to the Dark Side og den bolivianske Looking for the Revolution.
Den amerikanske instruktør Alex Gibney begynder sin film med at stille spørgsmålet «kan terrorisme ødelægge demokrati?», hvorpå han går i gang med på pædagogisk og dramatisk vis at fremlægge, hvorledes de frihedsværdier, som USA er grundlagt på, er sat ud af spil af USA selv i krigen mod terrorisme. Et af kardinalpunkterne i den amerikanske revolution var, at presidenten aldrig kunne berøve borgerne deres frihed uden en høring. Det er så netop hvad USA har været – og stadig muligvis er – i færd med i Abu Graib, Guantanamo og i fængslet Bagram, hvor filmen tager sin begyndelse. Den afghanske taxichauffør Dilawar bliver arresteret i sin taxi og ført til Bagram, hvor han uden nogen form for sigtelse bliver udsat for tortur i fem dage. Med håndjern hænges han op i armene, hvor han står lænket i mange timer ad gangen. Efter fem dage giver hans hjerte op og Dilawar falder omkuld. Død på stedet. Den første rapport om sagen deklarerer, at Dilawar er død af naturlige årsager. Langt senere slår en rapport fast, at Dilawar uden tvivl er død af den barbariske tortur. Gibneys film følger sporet fra Dilawars død op gennem det amerikanske militære system og ender hos personer som Dick Cheney, Donald Rumsfeld og og deres advokater og embedsmænd. Ingen af disse højtstående folk vil vedkomme sig nogen form for skyld. De sørger for at få arresteret en håndfuld soldater allernederst i systemet og lader efterfølgende de lempelige regler om brug af tortur i krigen mod terror fortsætte. Det er således Gibneys altoverskyggende påstand, at politikerne er stukket af fra deres ansvar. De har sat Geneve-konventionen og USAs egen tro på frihedsrettigheder ud af spil.
Siden 11. september, 2001 har USA tilbageholdt omkring 83.000 arrestanter. Den barske virkelighed er, at landarbejderne stadig sulter, de fattige bliver flere. Gibneys dokumentation er pålidelig og overbevisende. Siden 11. september, 2001 har USA tilbageholdt omkring 83 000 arrestanter. Tusindvis af forhør og torturseancer har medgivet meget lidt brugbar information. Den torturerede fortæller det, som han tror, bødlen gerne vil høre, og bødlerne har det med at videregive denne information hurtigt og uden at stille spørgsmålstegn ved den. Bødlerne er pressede af deres overordnede. De skal komme med ny information så hurtigt som muligt. Deres overordnede er igen pressede af politikerne, som velsagtens er pressede af borgerne, som på demokratisk vis vælger politikerne. Hævntørsten efter 11/9 og den korrumperende magt viser sig med al tydelighed, at være et meget dårlig miks.

Gibneys film er uhyggelig, ja velsagtens vederstyggelig. Dens billeder indefra fængslerne koblet med realistiske rekonstruktioner gør den til en yderst hård film at iagttage. Torturen tæller et inferno af hunde, der gør, høj rockmusik, glimtende blitzlys kombineret med maksimalt fire timers søvn i døgnet. For ikke at nævne de mere fysisk betonede torturmetoder som den afskyelige «waterboarding», hvor den torturerede fastspændes og overdænges med vand, så det føles som om, han drukner. Måske den dårlige smag i munden dog kommer mest af, at de horrible scener bliver til med udgangspunkt i et demokrati. Gibney formår dermed også at lave en film om demokratiets skyggesider og lægge op til en diskussion af, hvor langt vi egentlig er villige til at gå i kampen for udbredelse af demokrati.

DEN ARGENTISKE INSTRUKTØR Rodrigo Vazquez kaster sig over Bolivias historie i filmen Looking for the Revolution. På subjektiv og karismatisk vis følger han sporet fra Che Guevaras død 40 år tidligere og frem til i dag, hvor den første indfødte præsident, Evo Morales, er kommet til magten. Revolutionære taler og ikonografi var en del af Morales’ kampagne, men den barske virkelighed er, at landarbejderne stadig sulter. At de fattige bliver flere, og at de mange lovede jobs lader vente på sig. Populisme, korruption og nepotisme er nok engang en uheldig sideeffekt i demokratiet, og konsekvensen kan ses ude i gaderne, hvor Vazquez ufortrødent trasker rundt med sit kamera på skulderen.
Den enlige mor Jiovana er aktiv i PLANE-bevægelsen, som skal sikre de fattige et levebrød i form af fast arbejde. Hun bliver hurtigt populær blandt de fattige indfødte og bliver valgt til parlamentet. Her må hun sande, hvor vanskeligt det er at gennemføre radikale ændringer. Det gamle system lever videre indeni det nye, og Jiovana bliver stadig mere upopulær blandt hendes tidligere så begejstrede tilhængere.
En scene fra lighuset vil aldrig forlade filmens seer. En gravid mor er fundet død på gaden sammen med sine to små børn. Inde i lighuset er det som om selv Vazquez’ kamera bliver tavst, og kun sorgen fra de hulkende forældre kan høres.

Filmen slutter dog i håbets tegn. Masserne overtager parlamentet og får trumfet en afstemning igennem, der sikrer nationaliseringen af landets ressourcer og efterfølgende vækst i arbejdspladser. Ustabiliteten fornemmes dog stadig. Folket er nervøst, og politikere, soldater og embedsmænd ser hinanden an. Bolivias fremtid som demokrati er i sandhed porøs.