Hvor kun lyden af sne er hørbar

Filmen åbner med et blot tilnærmelsesvist synligt billede. En bedende munk som kun akkurat indfanges af kameraets blænde. Svag og grynet aftegnes munken på skærmen. Som et ligklædeaftryk.

Tilbage i 1984 anmodede instruktøren Philip Gröning første gang om tilladelse til at følge munkenes liv i det ellers tillukkede Grande Chartreuse-kloster omkranset af de franske alper ved Isère i Frankrig. 19 år senere kom den endelig godkendelse i stand, og i dag fremstår så en bemærkelsesværdig dokumentarfilm, hvis fornemste kvalitet er en insisterende dvælen, der forandrer billedet og dets funktion. Med den tid der går, hvor billedet fastfryses foran seerens øje, bliver billedet ikke længere blot en repræsentation af et rum, men en direkte tilstedeværelse. Seeren ser ikke længere bare på -- han træder ind i rummet i såvel fysisk som mental forstand og opholder sig deri. Derved bliver formen også en mimen af indholdet, idet fortællingen mest af alt er en fortælling om dels det religiøse kald og dels om livets fundamentale kvaliteter.

Det religiøse kald er den umiddelbare oplevelse ved at se filmen. Munkenes fravalg og fordybelse illustreres i rolige indstillinger, som gentages så ofte, at man som seer holder op med at tælle. Selve tiden bliver et næsten fysisk objekt i filmen, fordi tiden nærmest mærkes på den, der iagttager. En munk ringer med en klokke. Det gør han igen og igen. Nye dage, nye klokkeslag og alligevel fuldkommen de samme. Munkens asketiske og systematiske liv med bøn, sang, spisning alene, og enkelte gåture sammen bliver også filmens liv. Det er vel det tætteste seeren kan komme på en forståelse af det skildrede stof.

Ligeså stærk er filmens fastholdelse af livets basale momenter. En æble skæres itu, mad bringes ud. Munkene bliver klippet skaldede, en får sin ryg smurt ind i helende olier, andre går sig en tur i sneen. I lighed med klassiske dokumentarfilm i Direct Cinema-traditionen -- der tæller film som Pennebakers Don’t Look Back (1967) om Bob Dylan eller Leacock og Dews Primary (1960) om Kennedys opstillingsvalg -- er Den Store Stilhed en forening af det observerende med det indlevende.

Gröning afstår fra at kommentere eller interviewe. De eneste lyde er de, som naturligt optræder i klostret. Vi hører munkenes sang, deres skridt i sneen, vognen der bringer mad ud. Billederne grupperer Gröning flere gange tematisk. Fingre, der vædes under rindende vand eller årstider, der ændrer sig. Gentagelserne giver en familiaritet med omgivelserne og er simultan med munkenes ro. Samtidig tilbyder de seeren indsigt i livets mindste bestanddele og de små ændringer undervejs. Lys, skygge, tekstur, hårdhed, måder at kommunikere på -- uden brug af ord. Fraværet af fortælling er markant, men netop nødvendigt hvis hensigten er blot tilnærmelsesvist at komme nærmere en forståelse. Indimellem de typisk meget lange sekvenser kommer sorte skærme med korte sætninger på. «Sådan kan ingen af jer være min discipel uden at give afkald på alt sit eget,» står der flere gange. Man kigger på ny på billederne, på munkenes rutiner -- og opnår bedre indsigt i det fravær, de udsætter sig selv for i håbet om et nærvær med Gud.

KARTEUSERMUNKENE ER i dag måske mest kendt af offentligheden for deres produktion af den efter sigende ganske drikkelige Chartreuselikør. Men som de fleste andre europæiske munkeordener har de haft en ikke ubetydelig funktion i udviklingen af Europa. Områder som landbrugsproduktion, uddannelse, sygdomsberedskab og lægekunst ville ikke have været det samme uden de europæiske klostre. På samme vis kan man se en anden kontemplativ orden, nemlig Cistercienserordenen med munken Bernard af Clairvaux som fremtrædende skikkelse, som en forløber for et europæisk fællesskab, der går på tværs af nationer -- ja, hvor selve begrebet nation bliver irrelevant.

Dette makroperspektiv er dog slet ikke Grönings ærinde. Kun i slutningen af filmen dukker noget frem, som minder om en perspektivering. En blind munk taler til kameraet. Han siger, at det er en skam, at menneskene ikke tror på Gud længere. Jo tættere et menneske kommer på døden, jo tættere kommer han på Gud. Derfor kan et kristent menneske aldrig være ulykkeligt.

Den Store Stilhed er på en gang storladen og intim. Fra de bredtfavnende, hvide landskaber, hvor kun lyden af sne er hørbar til fortrolige detaljer af ansigt og ryg, når en munk klæder sig af. Det er en sjælden kontemplativ film. Et vellykket historisk dokument over en måske svindende måde at være menneske på.

© norske LMD.

Filmens hjemmeside har adressen: http://www.diegrossestille.de. Lige nu går filmen i danske biografer, men den er også mulig at anskaffe på DVD. Her vil jeg gerne anbefale den særlige 2-disc udgave, som Soda Pictures har udgivet. Den indeholder foruden filmen et meget fint ekstramateriale, som bl.a. tæller 90 minutters ekstra scener og produktionsnotater helt tilbage fra 1984, som viser hvordan Philip Gröning allerede dengang havde et klart billede af den endelige film. Det giver et interessant indblik i instruktørens metode, især nu hvor det gælder en film, der primært blot er lavet af en mand.