Slaget om informationen

Slaveskibene er kommet i havn. Deres dyrebare last er i ferd med at blive losset, og de venter på at blive betalt med andre goder. Ude på det store hav venter piraterne i adrætte fartøjer forankret til øer, som ikke findes på noget kort. De venter på, at fuldriggerne på deres rejse tilbage skal krydse kanalen, for så at slå til i ly af natten. De udvinder overflod af knapheden og returner dette ingenting udvundet med guld for øje til havets tomme dybder.

«Banken får udbytte af renterne fra alle de penge, som den skaber ud af ingenting,» erklærede William Paterson, stifter af Bank of England, i et prospekt til bankens potentielle investorer i 1694.

For kapitalismen er det nødvendigt at generere store mængder velstand ud af ingenting. Et udsagn, der er lige så sandt i dag, som det var i 1694. Dengang bestod dette «ingenting» af «nye verdener» og «andre folk», som kapitalen kunne forme i sit eget billede. I dag består tomheden af informationens forholdsvis uudforskede terræn, dataenes og kulturens store hav. Og netop fordi dette hav i årtusinder er vokset gennem en udveksling eller rettere en gaveudveksling af idéer, er der nu frit slag om den nye handelsmagt. Det er som en regnskov af idéer, hvori der findes en rig, ældgammel biologisk mangfoldighed af krydsbestøvede kulturer og informationssystemer, som vidensvirksomheder sætter alle sejl til for at udnytte.

TIDENS ÅND KRÆVER, at man fremstiller mangelvarer af historier, idéer, billeder, musik og numeriske udtryk – ting som man indtil for nylig opfattede som uudtømmelige, selv hele menneskeheden i en stor udveksling deltes om. Bare fordi man er gået fra en matematisk kultur til en anden har nullet ikke mistet sin udtrykskraft. Var nullet blevet opdaget i dag ville man prompte tage for givet, at opfinderen fik ophavsretten. Der kan med andre ord stadig laves penge ud af ingenting.

Selvom den ophobede lagerbeholdning langt overgår salget, selvom biografer står tomme, varehuse for elektronisk udstyr er ved at kvæles i usolgte produkter og medievirksomheder gentagende gange kan rapportere om tab, er markedsføringen af det nyeste kulturelle gode baseret på den kendsgerning, at hvis du ikke køber det, kommer du til at mangle noget, som alle andre (eller i det mindste alle dem, der har din anseelse) har. Hvis du ikke køber det «nu» («mens varen endnu er på lager»), så vil alle andre købe det før dig, og det vil aldrig blive dit. Derfor: Køb det, selvom det koster dig en formue!

Hvis du får «adgang» til dette kulturelle eller intellektuelle gode ad andre veje end de traditionelle – fx ved at betale mindre for en kopi med samme «indhold» og «værdi» – gør du noget forkert. Et typisk eksempel på alternativ adgang kunne være, at du bryder den kode, som holder goderne indespærret og laver et identisk produkt til dig selv, eller at du betaler en anden person en mindre sum penge for en okay kopi af en CD, en DVD, en tekst, et spil eller måske nogle linjer kode.

Information – og alle kulturelle goder baseret på information – er vores tids guld, sølv, tin, gummi og bomuld. Information er den handelsvare, som mere end nogen anden tillægger de materielle goders verden «værdi». Det er det sæt af tegn, begærets motorer, som har magten over tingene og bestemmer hvilken værdi, der tilfalder et gode i forhold til dets faktiske eller indbildte knaphed.

I skarp kontrast hertil finder man det forfalskede produkt, «piratgodet», den uautoriserede kopi. Den forfølger åbenlyst ethvert tegn eller kulturelt gode, i baggårde og på grå markeder, i globale byer eller små landsbyer, og trodser den lov, som i dag styrer fremstillingen af penge ud af ingenting. Den gør det ved at udfordre ethvert godes faktiske eller forestillede knaphed med dets allestedsnærværelse – kopiens saftige og frugtbare overflod. Kopiens vandring fra hånd til hånd, fra bruger til bruger, kan afsløre de «høje værdiers» spøgelse som en forarbejdet illusion. Forestillingen om, at et kulturelt gode er «originalt» og derfor har en højere værdi, er baseret på forestillingen om, at når et gode er solgt, købt eller på anden måde involveret i en transaktion, så forsvinder det, i hvert fald i en økonomisk forstand. Det fremføres, at transaktionen og den overførsel af ejerskab til forbrugeren, som denne indebærer, «opbruger» godets værdi – at et godes liv afbrydes, når det sælges, således at det ikke længere (kun med formindsket værdi) kan indgå i en cirkulationskæde som en ting, der kan bruges til forskellige formål af forskellige folk. Når en ting erhverves bliver det «second-hand», «brugt», «afskrevet» eller i en generel forstand «forringet».

Dette er måske sandt for nogle materielle goder (strengt taget dog kun for hurtigt forgængelige goder), og det er svært at forestille sig, hvordan det også kan gælde for nutidens immaterielle goder – optagelsen af lyd og billede, en opsætning af tekst og tal eller et stykke software. Disse goder mister ikke noget ved at blive reproduceret og givet videre fra en bruger til anden i det digitale miljø. Det er en kendsgerning, at med den digitale kodning af information giver det ikke længere mening at skelne mellem en original (som kun opnår status som en begivenhed for eller et tilfælde af godets første tilsynekomst) og en kopi, fordi kopieringen i sig selv ikke nødvendigvis indebærer noget mærkbart tab af information.

Faktisk forøges mængden af information i et dataobjekt ofte i takt med, at det udveksles mellem personer. Det giver ikke mening at tale om «slutbrugere» i forbindelse med digital information. Snarere er der tale om forvaltere, som plejer informationen, når de modtager den. Disse forvaltere er del af et netværkssamfund af modtagere, der også altid er givere, af brugere, som potentielt, hvis ikke reelt, er producenter. Enhver person bliver således en forvalter af «materialet» og har mulighed for at tilføje det noget nyt, før hun sender kopien videre. Det er på den måde, at stadig længere lister af musik vokser fra computer til computer blandt en gruppe af aficionados.

DER ER IKKE noget nyt over denne proces. De heltedigte, fortællinger, sange og sagaer, som repræsenterer menneskehedens kollektive arv, har kun overlevet, fordi deres forvaltere undgik at låse dem inde i et system for «slutanvendelse» og i stedet forskønnede dem, forbedrede deres helbred og vitalitet, før de sendte dem videre til andre. Når koder eller sprog lukker sig om sig selv og ikke tillader «interpolation» eller ejendomskrænkelse, forbløder de lynhurtigt. I nutidens digitale miljø accelereres denne proces med hidtil uset hastighed. I modsætning til varer får gaver værdi ved at vandre fra person til person i et netværk af udveksling. Gaveudvekslingens etnografi på øgruppen Trobriand – kendt som Kularingen – er et eksempel på dette, ligesom – om end i mindre eksotisk forstand – måden, hvorpå arvestykker forøger deres værdi fra generation til generation. I det digitale miljø er det ikke nødvendigvis alderens patina eller prestige, der giver et objekt værdi, men muligheden for, at det kan forbedres, forfines og tilføjes aspekter gennem dets anvendelse (uden at gøre nogen skade på allerede tilgængelige «gentagelser» af objektet, der kan findes frem som lagene i en palimpsest).

Det er denne kendsgerning, der for alvor giver det elektronisk pirateri og enhver anden handling, hvor informationen befries fra originalitetens kunstige eller illusoriske fængsel, en kant. Der er ikke tale om et radikalt forsøg på at undergrave ejendoms- og varelove, snarere at det for folk i et hvilket som helst samfund fuldt ud giver mening at dele information i sociale netværker, især hvis delingen ikke medfører en nedskrivning af den delte værdi. Prestigen tilfalder snarere den person, som deler information med andre, og i dag er man bekendt med, hvordan den elektroniske generøsitets ekstraordinære bedrifter – nogle gange ledsaget af en aura af bravade – kan tjene som et middel til oparbejde sig et ry inden for tætvævede onlinegrupper. De nye pirater ønsker i lige så høj grad som deres forgængere at få deres heroiske eventyr beskrevet i historiebøgerne.

I det 17. og 18. århundrede da kapitalismen blot var et letsindigt ungt bæst, der endnu vandrede omkring i verden med katastrofale babybæstskridt, blev den drevet frem af to hovedmotorer. Den første var slaveinstitutionerne (dens dødfødte forgænger som den fortsat gav næring til) og senere kom kontraktarbejdet. Begge kunne med få omkostninger producere store mængder af de mest efterspurgte varer, såsom bomuld, tobak, sukker, gummi og mineralerne i de «nye verdener» (disse varer blev så bearbejdet og omdannet til andre goder). Selvfølgelig var der også de direkte allierede plyndringsinstitutioner. De fungerede lige så godt og var som oftest konstrueret ud fra krigs- og erobringsmekanismer (de tidlige slaveskibe var i grunden fanger af uerklærede krige) med henblik på senere at etablere plantager, miner, banker og naturligvis nogle parlamenter.

Den anden motor var ekspropriationen af fællesejendom, som «befriede» store territorier til kapitalistisk landbrug, skovning, minedrift og landspekulation. Samtidig skabte den en enorm hær af berøvede mennesker, der var frie til enten at blive lønarbejdere i de nye industrielle områder – ude eller hjemme – eller kriminelle som følge af de barske love, der indførte straftjeneste i «kolonierne». Fuldriggere med slaver, kontraktarbejdere eller de nye «arbejdere» (friherrer og straffefanger) og store beholdninger af varer, guld, sølv, bomuld, sukker og opium krydsede havene og faldt nogle gange i piraternes hænder. Besætningerne ombord på piratskibene bestod af flygtede slaver, oprørske straffefanger og andre eventyrlystne personer fra datiden kendte verden, som havde fået frataget deres ejendele. Piraterne ransagede skibene og ekspederede varerne videre ad brugens og udvekslingens kanaler, hvilket resulterede i hvirvelstrømme og krampetrækninger i datidens globale økonomiske system.
Pirateri skabte problemer, fordi det medførte en pludselig redistribution af velstand. Trods sit ringe omfang blev det opfattet som en tilstrækkelig stor trussel til, at de førende merkantile magter gjorde herredømmet over havene til deres højeste militære og politiske prioritet. I den forstand skaber pirateri i dag lige så mange problemer som dengang. Piraterne plyndrede ikke bare andre plyndringer. De advokerede også for en havenes «piratetik», som ignorerede de nye nationalstaters love og gjorde slaver til kaptajner, mens mytterister grundlagde prekære og midlertidige pseudo-republikker, der ophævede privat ejendom og statens formelle institutioner. Ikke som en ideologisk forpligtelse over for en anarkistisk målsætning, men fordi det var bekvemt og effektivt at fjerne statens love og øvrige parafernalier ude på havene, hvis man på bedre vis skulle gøre en seriøs «forretning» ud af at redistribuere verdens velstand.

I DAG KOMMER intellektuel ejendom – den nye klynge af væsentlige varer fremstillet af kultur og information – ind i verden gennem transkontinentale netværker af ny kontraktlig arbejdskraft. Den produceres i virtuelle fartøjer, som passerer hinanden i den globale arbejdsnat ude på datahavene. Software-sweatshops, medienetværker, enorme armadaer af kulturindustrielle fartøjer og livsstilsfabrikker, det er nutidens fuldriggere, som sejler under bekvemmelighedens sejl. De producerer værdifulde førsteklassesvarer, stjerner, fortællinger, sagaer, software, idoler, livsstile og andre måder at skabe mening på i en stadig mere kaotisk verden. Selvom de skal sælge fantasier om steder og identiteter i en stadig mere sammenfiltret verden, produceres varene typisk i et globalt «allesteds». Og de leveres ligeledes «allesteds» gennem elektroniske transportrør eller – når det er nødvendigt – mere eller mindre øjeblikkeligt via telekommunikative netværker.

Varenes allestedsnærvær og globale udbredelse kendetegner også deres yderste sårbarhed. Lasten på den nye økonomis skibe er lige så sårbar over for piratangreb som tidligere tiders skibe. De nye elektroniske pirater befinder sig i de mellemrum i den globale kulturøkonomi, de knudepunkter, som gør netværket levedygtigt. Vi ikke kan forestille os en global medieindustri uden den teknologi, der er opstået gennem «peer-to-peer» netværker på intranet, men det er nøjagtig samme teknologi som på internettet gør det nærmest umuligt – i ejendomsinstitutionernes interesse – at patruljere de kanaler ad hvilke medieindhold distribueres. Ligesom fortidens pirateri forstyrrede den ligevægt, som slaveri, kontraktarbejde, ekspropriationen af fællesejet, fabrikssystemet og straftjeneste havde indført, så er nutidens elektroniske pirateri bestemt til at ødelægge kulturindustrien: enten ved at gøre de økonomiske og sociale omkostninger i forbindelse med patruljering af indhold uoverkommelige, eller ved at indvarsle en række nye protokoller for brug, distribution og reproduktion af kulturelt og intellektuelt indhold. Det vil gøre hele foretagendet med at skabe enorme summer af penge af data og kulturens «ingenting» til en problematisk forretning.

Ved at insistere på strengere antipiratlove og indføre strengere protokoller for kryptering køber kulturindustrien sig i bedste fald lidt tid. Dens skibe er ramt og dømt til at synke. Inden for en overskuelig fremtid vil piraterne hæve standarderne og lade kulturens «ingenting» forsvinde i det grå markedsøhav af global fællesinformation, som kendetegner kortet over datahavene med deres vulkanske udbrud af elektronisk overflod.

© norske LMD.