Den radikale Jesus i Berlin

Eftersøgt: Jesus.

Forbrydelse: Trussel mod den offentlige orden samt opfordring til oprørsk virksomhed.

Særlige kendetegn: Anarkistiske tendenser.

Beskæftigelse: Arbejdsmand.

Nationalitet: Ukendt.

Ses vandre rundt blandt de fattige, de arbejdsløse, de syge, de elendige.

Tilhører ikke noget parti. Partiprogrammer og paroler afviser han. Man ser ham ikke møde op til noget konvent. Han bærer ikke uniform. Han kæmper for de forældreløse, junkierne, nomaderne, flygtningene, de boligløse, de arbejdsløse, de udskudte.

Sådan omtrent lyder åbningen på Klaus Kinskis halvanden time lange enetale i en gammel opsætning under overskriften:. Dette one man show af Kinski fandt sted i 1971, på et tidspunkt hvor den politisk-ideologiske kritik satte teatrets dagsorden. Den tyske instruktør Peter Geyer som har klippet filmen sammen ud fra gamle optagelser af den famøse optræden, viser både en kompositorisk genistreg og tydeliggør på hvilken måde Kinski dengang talte udenom den velkendte 68-jargon for i stedet at italesætte mulighederne for at revolutionært politisk subjekt om end det til tider grænser til et psykopatisk portræt af Jesus. Kinski notorisk berømt og berygtet var allerede på dette tidspunkt en opstigende stjerne, hvis status kun skulle blive større i de efterfølgende år i sit berømte samarbejde med Werner Herzog.

Kinskis Jesus-tour, blev berømt fordi den måtte afbrydes flere gange. Under sin enetale om frelseren modtog Kinski flere tilråb om at den Jesus han fremstillede var aggressiv og hadefuld overfor den almindelige borger, at han selv aldrig ville kunne leve op til den Jesus han proklamerede fordi han selv havde for mange penge. Kinski krævede de som brokkede sig op på scenen så folket kunne høre dem tale. Kinski reagerede ofte ganske voldsomt og indgik i direkte meningsudvekslinger mens han andre gange lod tilråbene passere. På et tidspunkt kaster Kinski mikrofonstangen ned blandt publikum og forlader midlertidigt scenen. Han vender kort efter tilbage og genoptager sin tale. Men cirka midt i sin performance stiger tumulten blandt tilskuerne atter; stykket afbrydes og de mange uromagere bliver gennet bort fra teatret af en række officials.

Netop som man tror at filmen er færdig overraskes man af endnu et kvarters film hvor Geyer har klippet en sidste del ind. Her ser man en tydelig elektrisk og svedende Kinski der er hoppet ned fra scenen og som nu står med mikrofonen i hånden uden sit stativ og starter forfra mens hans mest trofaste disciple samler sig omkring ham på gulvet. Her lyttes der til hvad der måske kan betegnes som Kinskis anarkistisk-kristne-revolutionære-politiske testamente, hvor han for egen pen (han skrev selv manusskriptet til Jesus Kristus Frelseren) giver et bud på en ikke-ideologisk kristen etik. Men kan man overhovedet skelne Jesus fra Kinskis særlige egomaniske portræt af denne?

JEG MØDER INSTRUKTØREN i mellemrummet mellem to film i en gammel salon på første sal hvis arkitektur og indretning minder om noget fra det gamle kommunistiske Rusland. Vi sidder da også med udsigt til Karl Marx Allé omringet af sære betonklodser og sociale boligbyggerier et stenkast fra Berlin Alexanderplatz. Jeg spørger Geyer om hvorfor han dog har fundet de gamle klip frem af den gamle galning til Kinski og om man kan bruge denne performance til noget. Han mener at det er en interessant performance fordi så mange kræfter løber gennem den samme person. Man fornemmer en mand på grænsen samtidig med at han som et af de få steder i sin karriere forsøger at tænke klart. Kun få måneder efter sin Jesusoptræden skulle Kinski møde op i Peru til sin karrieres mest berømte performance, sin rolle som en megaloman soldat der overtager magten fra kongen for at rejse mod et helligt utopia, et andet eldorado.

I filmen Aguirre, Guds vrede, ser man en fortsættelse af nogle af de samme træk som også karakteriserede Kinskis Jesus: visionær, megaloman, radikal, anarkistisk. Forskellen er den at Kinskis Jesus er mere analytisk, mere søgende, og Kinski forsøger at arbejde med en mere styret passion med et sigte og en profil. «Vi bliver vidne til Kinskis egen dekonstruktion af kristus. Det er Kristus som revolutionær han vil have frem. Det er ikke kun Kristus som lidende og som ham der skal lærer os at elske næsten. Det er kristus som den der vil en anden verden, som kan se at en anden verden er mulig, den Kristus der rejser sig mod enhver kirkelig såvel som politisk institutionel forankring.»

– Kan man se filmen som en kommentar til nutidens religiøse fundamentalisme, både den kristne og den muslimske der har fået ideologisk og politisk magt rundt omkring?

– Det kan man godt, men hverken Kinski eller min film opfatter jeg som noget der iscenesætter et budskab, som vi skal følge. Det handler snarere om at portrættere en kunstner der bruger sit liv aktivt til at eksperimentere med en radikal subjektivitet, som også involverer politiske udtryksmuligheder. Jesusprojektet skabte et rum for en slags politisk teater og film uden at der tales i et gængs politisk sprog. Paradokset bestod i at skabe et teater om Jesus Kristus forløseren i det politiske halvfjerdsere. Det var provokerende og anderledes.

– Kan man i bagspejlet med filosoffen Slavoj Zizek betragte filmen som Kinskis svar på halvfjerdserne og den gamle Brechtæra, ved at hævde at man kun bliver sande marxister ved at gå igennem kristendommen, at kristendommen har et emanciperende potentiale?
– Kinski var ikke intellektuel på den måde, og jeg tror snarere, hvis man endelig skal være filosofisk, at man kan tale om et Kierkegaardsk forsøg på at bearbejde subjektiviteten og ikke mindst passionen. Nu sidder jeg jo også sammen med en dansker! Hvordan gøre lidenskabeligheden til noget der kan danne grundlag både for det Kierkegaard kaldte ’den lidenskabelige tanke’ og samtidig skabe en kritisk holdning i forhold til samfundets bevægelser. I den forstand er filmen og portrættet egentlig ude af trit med sin samtid. Der er noget konservativt midt i det anarkistisk søgende og jeg tror at mange folk blandt publikum blev provokeret af Kinskis skråsikre bud på en mere demonstrativ revolutionær anarkist som Jesus. Kinski ’prædikede’ en radikalitet som borgerskabets børn slet ikke var klar til, fodret som de var med billige og uforpligtende udgaver af socialutopier og krampagtig fællesskabskommunisme.

– DET SLÅR MIG at den Jesus Kinski plæderer for gør op med den gamle skelnen mellem majoriteten og minoriteten som de flere overfor de få. I alle hans sætninger er det tydeligt at hvad der tilhører de alment accepterede værdier, altså majoriteten, altid er noget man må være på vagt overfor. Den franske filosof Gilles Deleuze har sagt at vi alle er minoriteter, for vi er alle sammensatte, alle underlige, alle på vej til at blive noget andet. Er det ikke heri det forløsende hos Jesus Kristus ligger ifølge Kinski?

– Der er helt klart en nomadisk tankegang i Jesus Kristus forløseren. Vi kan kun frelses fordi vi alle er udsatte, alle er dødelige, alle er på vandring. Men mange af os ved det ikke. Jesus er kommet for at fortælle os det …

© norske LMD