Kødfyldte tærter

En gruopvækkende beretning, Tim Burton har valgt som afsæt for sit forsøg på at genvække musicalgenren. Sweeney Todd – med undertitlen The Demon Barber of Fleet Street – er beretningen om en naiv barber, som er lykkelig gift og har den yndigste datter, lige indtil den dag hvor den grumme dommer Turpin misbruger sin magtposition, fjerner barberen fra sin familie og får ham fængslet. Alt imens dommeren adopterer datteren, og barberens kone går i hundene. 15 år senere kommer barberen tilbage til London for at tage sin hævn. Han træffer ved et tilfælde den lettere dæmoniske Mrs. Lovett, og snart er barberen trådt i karakter som Sweeney Todd, en grum og kynisk skikkelse, som afliver sine kunder med et hurtigt strøg af det skarpe barberblad på halsen, alt i mens Mrs. Lovett tilbereder meat pies af Todds ofre …
Sweeney Todd er en makaber skikkelse, som efterhånden har været at træffe i en række fiktive værker gennem de sidste to hundrede år. Fællestrækkene er, at han altid afliver sine ofre med et barberblad, og at han vel og mærke dræber mere end en person, hvilket gør, at man med en vis ret kan omtale Sweeney Todd som et af de tidlige eksempler på en seriemorder.

MANGE ENGLÆNDERE kender figuren fra barnsben, da Sweeney Todd efterhånden er blevet en nærmest mytologisk skikkelse i angelsaksisk kultur. Første gang Sweeney Todd optræder er sandsynligvis tilbage i 1846, hvor Thomas Peckett Prest får udgivet The String of Pearls – A Romance i en såkaldt penny dreadful, en billig tryksag, hvor man uge efter uge kunne læse gotiske spændingshistorier om vampyrer, ridderne og massemordere. Rygter gik hastigt om, at Sweeney Todd-karakteren var baseret på en historisk person, som begik sine ulovligheder omkring 1800. Også den makabre detalje med kødtærternes menneskeingredienser bredte sig i folkemunde og dannede grobund for en lang række adaptioner. Allerede året efter publikationen af Prests fortælling blev historien sat op med stor succes på Britannia Theatre i London-området.

I 1936 kom den første, længere filmudgave instrueret af George King – et teatralsk melodrama doseret med morbid humor. Små musical-varianter af fortællingen dukker op i løbet af 1900-tallet, men det er med Stephen Sondheims musical – som Burtons film er baseret på – at Sweeney Todd-beretningen udelukkende baseres på sang. Sondheim hentede sin version hos dramatiker Christopher Bonds 1973-udgave. Bond havde som den første tilført Sweeney Todd-karakteren et andet motiv end blot almindelig grådighed.

Hævnmotivet er således Bonds tildigtning. Og det er netop hævnen, der bliver central i Burtons filmatisering, dog med den lille finte, at det er Mrs. Lovett, der bilder barberen ind, at hans hustru har begået selvmord. Dermed får hun blusset til barberens trang til at dræbe dommeren og alt på sin vej og dermed også bestandigt supplere Mrs. Lovett med nyt kød til tærterne. I Burtons udgave er Mrs. Lovett således blevet den grådige kapitalist, som intet middel skyr for at få forretningen til at blomstre.
MED SIT VALG af genre følger Burton op på det seneste årtis forsøg på at revitalisere musicalgenren med så forskellige værker som Lars von Triers Dancer in the Dark og Baz Luhrmanns Moulin Rouge. Hvor især Triers genrevalg synes at harmonere meget godt med den melodramatiske historie, er der i Burtons tilfælde noget længere mellem genre og fortælling. Især i første halvdel af filmen synes sangene malplaceret og ude af trit med resten af mise-en-scene. Mange af numrene bliver simpelthen for glatproducerede og pæne til at skulle optræde i en makaber fortælling, hvor det omkringliggende samfund syder og bobler af forfald og kynisme. Fortællingen vakler således til tider for meget mellem en Oliver Twist-agtig socialrealisme og en dyster Jack The Ripper-beretning.
Det er i den sidste halve time af filmen, at Burton for alvor viser sin kunnen indenfor det eventyrlige og det groteske. Her får blodet lov at strømme, mens ligegyldige bihistorier tilsidesættes. Regnen siler ned og skorstene udspyr den sorte os, som fik William Blake til at karakterisere dette symbol på den fremmarcherende industrialisering som «dark, satanic mills». London har sjældent set så ond og misantropisk ud, som i Sweeney Todd, og det er bestemt ikke tomme ord, når Depp gentagne gange bryder ud i signaturstrofen: «There’s a hole in the world, like a great, black pit / And it’s filled with the people, who are filled with shit / And the vermin of the world inhabit it / But not for long …»

Burton kan noget med at iscenesætte visuelt begavede miljøer, hvor humor og horror komplementerer hinanden. Vi så det især i Edward Saksehånd (1990) og Sleepy Hollow (1999), hvor Burton nok engang gjorde intelligent brug af Johnny Depps sans for bizar karakterfremstilling. I Sweeney Todd bliver karaktererne desværre aldrig så originale eller skæve, at de kan bære den lettere repetetive handling. Spejlfortællingen mellem barberens ægteskabs lyse år og kurtiseringen af hans yndige datter fanger aldrig rigtig an. Det er som om, uskylden tabes for langsommeligt.

SWEENEY TODD skal primært ses for atmosfærens skyld. Så må vi håbe, at scenarie og fortælling falder bedre i hak her i foråret, hvor Burton efter planen begynder optagelserne til sit favntag med alle tiders fantasi, Alice i Eventyrland.