Lex Colombia

Hvad nu hvis (det kommer frem) at det var amerikanske jagerfly fløjet af amerikanske piloter med amerikanske bomber, der i begyndelsen af marts i år bombede en formodet junglelejr for den colombianske FARC-guerilla på Ecuadors territorium? Og at dette angreb/selvforsvar på guerrillaer/terrorister, alt efter hvordan man ser på det, er et indledende skridt i en endnu uerklæret optrapning mod en måske væbnet konflikt i Sydamerika? Og hvad nu hvis det colombianske angreb, der likviderede nummer nummer to i Latinamerikas ældste guerilla, Raul Reyes, var et bevidst forsøg på at stække den colombianske fredsproces og de internationale forhandlinger om gidselfrigivelser mellem FARC og regeringerne i Colombia, Venezuela, Brasilien og Frankrig? At Colombia som USAs pt eneste allierede i et Sydamerika drejet til venstre de sidste par år kunne være funktionel for amerikanske interesser om at stoppe eller hæmme Brasiliens og flere sydamerikanske arbejde for en historisk enhed og styrkelse af det tidligere så splittede kontinent?

Svarene på alle disse konspirationsteorier svæver i vinden. Men de bliver alligevel stillet af flere og flere medier i Sydamerika i kølvandet på den såkaldte «Andes-konflikt». Mens vestlige medier fokuserede på de krigstrommer, som det colombianske angreb, gentagne gange betegnet af George W. Bush som legitimt selvforsvar, medførte eller fremprovokerede fra Ecuadors og Venezuelas side, brugte og bruger de sydamerikanske medier æter- og spalteplads på signalværdien: At de colombianske elitesoldater forbrød sig på den eksisterende multilateralisme ved at bombe den påståede FARC-lejr på Ecuadors territorium som et varsel om, at lignende angreb båret af Bush-mantraet «præventive angreb» kan forventes. På mange måder skal det varsel ikke tages for let i en tid, hvor Sydamerika er drejet mod venstre samtidig med en øget politisk bevidsthed på gadeplan til parlamenter om værdien af uafhængighed. At Brasilien og Argentina eksempelvis har afvist oprettelsen af en panamerikansk frihandelszone efter hårdt pres fra USA for selv at øge deres bilaterale integration på handel og politik kan ifølge visse sydamerikanske iagttagere have været med til igangsættelsen af en såkaldt amerikansk-planlagt kontra-revolution. En revolution i overført betydning, der forsøger at påvirke, hæmme eller ophæve de frie demokrati- og markedskræfter, siden stoppet for militærdiktaturerne i Sydamerika har givet amerikanske interesserer kamp til stregen fra Europa, Asien og Sydamerika selv i kampen om kontinentets enorme naturressourcer og potentiale med rigelig og forholdsvis veluddannet arbejdskraft. Ud fra tesen om, at Latinamerika op gennem de 20. århundrede var USA’s baghave.

SYDAMERIKANSKE INTELLEKTUELLE, venstrefløjspolitikere, NGO’er og udvalgte medier ser en bekymrende sammenhæng mellem forårets Andes-konflikt og en fornyet lyssky og ikke helt stueren amerikansk agenda i Sydamerika. Fra Hugo Chávez´ socialistisk-bolivarianske valgsejr i december i 1998 i Venezuela, og siden to genvalg og flere vundne folkeafstemninger om forfatningsmæssige ændringer, til Lulas brasilianske arbejderparti i Brasilien i 2002 og genvalg i 2006 over centrumvenstredrejede valgsejre også i Argentina, Chile og Uruguay og mere yderste venstrefløj i Bolivia og Ecuador går der en rød ikke helt lige og slet ikke rationel tråd: Et ønske om at tråde i karakter som republik og kontinent og genvinde tidligere tiders tabte terræn udi nationaløkonomi herunder skatte- og pengepolitik, handelsaftaler herunder vilkår for diverse samhandel og ikke mindst udenlandske favorable kontrakter i sydamerikanske naturressourcer. Med andre ord uafhængighed i ordets mest bogstaveligste demokratiske forstand. At denne udvikling væk fra først europæisk og de sidste mange årtier nordamerikansk afhængighed bliver diskuteret og opfattet som noget unormalt, i Washington, er i sig selv et paradoks. Men symptomatisk for Sydamerikas forhold til USA.

Medier som det argentinske dagblad Página/12 (www.pagina12.com.ar) advarer mod at underspille tegnene på trusler mod den aktuelle sydamerikanske forenethed og «frigørelse» økonomisk og politisk. Andre tegn udover den colombianske agression mod sin nabo er eksempelvis den aktuelle interne konflikt i Bolivia, hvor fire provinser rige på gas og olie arbejder for øget autonomi i en magtkamp, der kan splitte Sydamerikas fattigste og mest indianske land netop i en periode, hvor Bolivia for første nogen sinde har en præsident der er socialist og indianer: Evo Morales. Eller landbrugskonflikten i Argentina, hvor peronisten Cristina Fernández de Kirchner har været kraftigt i defensiven store dele af hendes første 100 regeringsdage meget på grund af et sammensurrium af interesser fra de store landbrugs- og fødevarekoncerner og oppositionen kræver hendes hoved og den nuværende økonomiske mode på et fad i protest over eksportafgifterne for at kunne skumme fløden endnu mere i lyset af de tårnhøje råvarepriser på verdensmarkedet. Og Venezuela hvor Chávez-regeringen tabte i folkeafstemningen om en ny forfatning. Netop disse tre lande ses som de pt bløde punkter og lande med latente konflikter.

De sydamerikanske medier cirkler om en aktuel opblomstring af den historiske amerikanske imperialisme: At USA måske i en periode har været sendt til tælling men at verdens supermagt aktivt modarbejder Sydamerikas ønske om en forening på det handelsmæssige, politiske og militære samarbejde.
Få dage efter Andes-konflikten foreslog Brasilien et SATO – sydamerikansk NATO – og gav udtrykkeligt Condoleece Rice afslag på Washingtons tilbud om amerikansk deltagelse. Brasilien har på de indre linjer været stærkt irriteret over Colombias angreb på Ecuadors territorium, fordi Lula-regeringen opfatter det som et anslag mod de brasilianske bestræbelser på at forene Sydamerika og samtidig et varsel om, at de mange tusinde kilometer Amazonas-grænse mellem Colombia og Brasilien også kan blive en konfliktområde – med den colombiansk-amerikanske Plan Colombias narko- og guerillabekæmpelse som prætekst. Samme argument som fik Colombia til at gå over grænsen til Ecuador.

PROFESSOR I INTERNATIONALE relationer på det argentinske Universidad Torcuato Di Tella og rådgiver i det argentinske forsvarsministerium, Rut Diamint, tøver ikke med at sige, at «USA har mistet dets plads, legitimitet og magt i Sydamerika, fordi landene her har brede samarbejder. Men alligevel reagerer USA ved at sende den 4. flåde til søs.»

Hun henviser til USA´s beslutning om fra juli 2008 at genoprette den 4. flåde, der fremover skal patruljere Latinamerika for officielt at samarbejde med landene. Problemet er ifølge Rut Diamint og en lang række af sydamerikanske, mellemamerikanske og caribiske medier, at USA lige så godt kunne bruge State Department – og ikke Pentagon – i dette ønske om øget samarbejde. «Brasilien må engagere sig mere og har derfor taget de indledende skridt mod et sydamerikansk sikkerhedssamarbejde. Men Brasiliens ambitioner er stadig mere verbale end reelle politisk og militært.»

Rut Diamint siger, at mediernes konspirationsteorier for hende ikke holder vand. Hun vurderer, at USA uden tvivl ønsker større kontrol med og adgang til Sydamerikas energi- og naturressourcer og derfor søger indflydelse, som USA i dag har i Colombia:

«Jeg tror mere på, at Andes-konflikten handler om den colombianske præsident Alvaro Uribe´s ønske om at styrke hans mandat internt i Colombia. Brasilien har på den anden side stor interesse i et sydamerikansk militærpagt for at sælge af landets militærindustri og brasilianske produkter generelt. Brasilien ønsker at blive en global medspiller med blandt andet plads i FNs sikkerhedsråd og er åbenlyst i dag en regional magtfaktor. Forskellen er, at Brasilien ikke ønsker en militærpagt for at misbruge den og blande sig i andre lande men som et forsvar mod ydre trusler mod Amazonas og andre naturressourcer i Sydamerika.»

De sydamerikanske medier gentager trusselbilledet og tegner samtidig billedet af et stadigt skrøbeligt kontinent, der ikke som tidligere vil finde sig i udenlandsk indblanding og slet ikke diktat. Colombia-læren handler om, at Colombia har begået højforræderi mod dets naboer og broderlande ved at angribe og bagefter argumentere for retten til selektive præventive angreb.

© norske LMD