Disse er ikke mennesker

Mark of Cain er en beundringsværdig filmproduktion. Budgettet har givetvist ikke været stort. Her er ikke tilknyttet nogen stjerner, der er ingen dyre special effects, og historien gør som sådan ikke noget større væsen af sig. Mark of Cain er fortællingen om en gruppe britiske soldater, der er udstationeret i Basra, Irak. Som i et hav af andre krigsfilm følger vi gruppen i militærlejren, hvor kedsomheden trives, og smådrillerierrne de menige imellem til tider har et lidt for ondt bid. Vi følger gruppen i kamp, hvor nervøsiteten er et grundvilkår, og på patrulje gennem Basras gader, hvor den mindste fare bliver blæst op inde i soldatens hoved. Alt kan være en bombe – selv den mest rustne og sammenkrøllede Cola-dåse.

Det er umuligt at leve et normalt liv i midten af en krigszone. Som tilskuer får man en forståelse for soldaternes liv, inden filmen tager sin drejning, og soldaterne går over gevind i en forhørsscene. De skal afhøre to unge irakere, der sandsynligvis absolut intet har at gøre med det bagholdsangreb, som tidligere på ugen kostede to britiske soldater livet. I forhørsscenen lades alt menneskeligt ude. Ydmygelser bliver til seksuel latterliggørelse, tæsk bliver til ren tortur. Det er længe siden, det sidst er sket, men da jeg så disse scener, fik jeg det fysisk dårligt. Disse er ikke mennesker. (…)