Argentinas medie-bårede konflikt

Alle i Argentina kan blive enige om, at de høje råvarepriser på verdensmarkedet er en mulighed for at bryde fri af mere end et århundredes monokultur som verdens kornkammer. At den øgede globale efterspørgsel på røde bøffer og basale fødevarer i Indien og Kina samt i-landenes næsten uslukkelige tørst efter soja til dyrefoder giver Argentina en unik, og måske sidste, chance for at foretage en modernisering fra eksportør af ikke kun råvarer men forarbejdede råvarer. Med merværdi og, underforstået, overskud til som nation at tage samme kvantespring som geografisk og ressourcemæssigt ligesindede lande som New Zealand, Australien og Canada har foretaget siden Anden Verdenskrig. Mens Europa kom på fode igen med Marshall-plan og efterkrigstid, indledte Argentina nu seks årtiers økonomisk og politisk turbulens i en systematisk afmontering af Sydamerikas mest udviklede velfærdsstat.

Ét er, at Argentina er opmærksom på den optimale internationale konjunktur. Noget andet er at blive enige om, hvordan den skal udnyttes for at genvinde tidligere tiders storhed. Et kig i de argentinske medier de sidste par år bekræfter, at der er gevaldig uenighed om måden og midlerne, og altid har været det i et land med klasseskel og en politisk aktiv arbejderklasse og politisk volatil middelklasse. De sidste fem måneder har paralyseret stort set samtlige presserende politiske hjemlige beslutninger på grund af en konflikt om eksportskatter på råvarer og særligt landets gensplejsede Monsanto-soja. Den aktuelle konflikt er af et velsmurt samspil mellem landbrugsorganisationer, opposition og massemedier blevet gjort til et mistillidsvotum til den siddende centrumvenstre-regering.

Peronisten Cristina Fernández de Kirchner nåede at sidde tre måneder, trods 46 procent af stemmerne i efterårets præsidentvalg, før landbrugslobbyen gik i kødet på hende. Da hun i marts hævede eksportfgifterne, de såkaldte «retenciones móviles», for visse udvalgte råvarer som korn, mælk, kød og soja-baserede produkter, gik de fire landbrugsorganisationer på barrikaderne. Og siden har mediekarusellen gjort sit til, at landbrugsorganisationerne har fået æter og spalteplads og været stærkt medvirkende til, at hvad der begyndte som et teknisk spørgsmål om procentdele for eksportafgifter i dag er til afstemning i parlamentets to kamre som et truende exit for den unge Cristina-regering.

Kort fortalt har den argentinske landbrugskonflikt været klasissk i den forstand, at landets presse er opdelt i for og i mod. Med et stort flertal af medierne dækkende ud fra den snigende folkestemning i særligt Buenos Aires´ middelklasse om at «vi er alle landbruget». Logikken er, at den nuværende Kirchner-regerings eksportafgifter kun er toppen af et bureaukratisk og korrupt isbjerg, som tidligere peronistiske regeringer, der fratager det ekstremt individualiserede argentinske samfund det selvstændige initiativ. Med dén på har oppositionspressen og store dele af den på papiret neutrale presse vist vrede middelklassemødre slå på kasseroller og skabe trafikpropper i hovedstaden, mens deres ligesindede landmænd på traktorer har blokeret landets trafik og to gange gjort fødevaremanglen katastrofal. Med endnu mere inflation til følge for den i forvejen hårdt plagede argentinske familieøkonomi. Men dén konklusion, at landbruget har en interesse i højere hjemlige fødevarepriser og de facto får det ved at tilbageholde fødevarerne, har de landbrugs-venlige medier som dagbladene Clarín og La Nación ikke draget.

DÉT HAR DEN uafhængige presse, som dagbladet Página/12, til gengæld. Dagbladet har de sidste fire måneder brugt flere daglige opslag på at vise de enorme fortjenester, som de argentinske bønder og særligt soja-bønder nyder i disse år. Og om snyd med høst og skatter. Underbetaling af og slaveforhold for landarbejdere. Sojaens fortrængning af de små bønder, de såkaldte «minilatifundistas», for ikke at tale om et påstået komplot for at vælte Cristina-regeringen.
Så meget uro på grund af nogle lidt højere eksportskatter. De argentinske medier og politikkere er gået i den anden grøft. Og med dem et flertal af argentinerne, hvis bagrude-klistermærker med påskriften «vi er med landbruget» dækker en stigende landsdækkende antipati mod den peronistiske regering.

De stridende parter taler for døve øren. Landbrugsorganisationerne om mere liberale arbejdsforhold til at skumme fløden i en de sidste par år ekstrem rentabel sektor. Regeringen om at tage brodden af dette sektoriale krav og fremstille eksportafgifterne som en milepæl i regeringens ønske om at fordele goderne mere ligeligt under den aktuelle højkonjunktur. Men medierne fejler på det skammeligste, for den menige argentiner er sagt på godt dansk snotforvirret. Medierne går ikke i dybden. Regeringen har ikke formået at forklare borgerne vigtigheden af landbrugsindtægterne, der udgør godt en tredjedel af det argentinske BNP.

Landbrugskonflikten er et studie værd i Argentinas mangel på demokratisk kommunikationskultur.

LEDER AF INSTITUT for kommunikation på Buenos Aires Universitet, Alejandro Kaufman, kalder de største mediers dækning for en «systematisk kampagne mod regeringen». Argentinas medier er med en medielov vedtaget under landets militærdiktatur 1976–83 blevet samlet på færre hænder som landets største mediehus, Grupo Clarin, der udover dagbladet Clarin består af den landsdækkende tv-kanal Canal 13, sportsdagbladet Olé og eftermiddagsavisen La Razón samt diverse multimedieprojekter. Goldman Sachs har aktier i Grupo Clarin. I landbrugskonflikten har Clarín givet landbrugssektoren ualmindelig meget spalteplads. Dagbladet La Nación, landets største, støtter ifølge Alejandro Kaufman åbenlyst i dag som den historiske højrefløjens og den argentinske konservatismes interesser – og her er landbruget som verdens tidligere kornkammer helligt:

– I Página/12 og La Nación kan man dagligt læse sig til de store og små linjer i den aktuelle argentinske konflikt og uenigheden om fremtidens landemodel. Hvor Página/12 er såkaldt progressistisk, men ikke officielt støtter regeringen, så er det landets vigtigste fortaler for menneskerettigheder og et mere socialt lige samfund via et opgør med landets traditionelle privilegier til netop landbrugs- og finanssektoren. Dermed er landbrugskonflikten også et sammenstød mellem dem, der som den siddende regering ikke mener, at Argentina kan vokse fremover i harmoni, hvis der ikke bliver taget et opgør med eksempelvis overgrebene under det seneste militærdiktatur og en vis kontrol med de frie markedskræfter, siger Alejandro Kaufman.

– Dagblade som La Nación og Clarin ønsker ikke, at den nuværende normaliseringsproces og vækst fortsætter men satser, og opfordrer indirekte i deres dækning, til kaos. Bag disse to store mediehuse sidder Argentinas traditionelle jordejere og finanskoncerner, der hverken i dag eller tidligere har en interesse i Argentina som samfund eller nation men udelukkende tænker på indtægter, overskud og spekulation. De sender stadig enorme indtægter til udlandet, hvilket i 2001-kollapset var en af hovedårsagerne til at Argentinas banksystem brød sammen. Denne alliance, som store dele af den argentinske reaktionære middelklasse følger i had til den nuværende centrumvenstreregering, udøver en destruktiv konservatisme uden politiske partier eller sociale institutioner endsige langsigtede nationale planer, siger Alejandro Kaufman.

– Begge dagblade, og langt de fleste tv- og radio-stationer, dækker konflikten, og andre kontroversielle men vitale begivenheder ud fra middelklassens fordomme. Uden indhold og fordybning men påråbende sig en «argentinsk identitet» uden øje for de eklatante klasseforskelle. Og uden nuancerne men den laveste fællesnævner, middelklassens, i en konformistisk ideologi. Dermed repræsenterer disse to mediehuse ikke landbrugslobbyen og de tunge drenge i argentinsk økonomi men ER dem direkte. I det lys skal regeringens forsøg på at ændre medieloven fra 1978 ses,» mener Alejandro Kaufman.

MANTRAET «VI ER med landbruget» får hele tiden tilføjet versionen, «vi er alle landbruget». Underforstået at de små og mellemstore landbrug, hvis rentabilitet regeringens lovpakke i parlamentet stærkt imødekommer, er ofre for en bureaukratisk udgiftstung offentlig sektor, som alle andre selvstændige erhvervsdrivende kan blive ofre for i morgen. Der bliver fra landbrugets side hele tiden talt om «fædrelandet», la patria, selvom disse grupper ifølge Alejandro Kaufman på ingen måde arbejder langsigtet for hele nationens velvære men opportunistisk alt efter den siddende regeringen.
– Er der presse-objektivitet i konflikten?

– Forestil jer, at denne konflikt foregik i et europæisk land som Frankrig under Vichy-regimet eller Italien under Mussolini med de samme ledere og journalistiske aktører som den gang. I dag stiller ingen spørgsmålstegn ved pressens objektivitet eller åbenlyse partiskhed, fordi den her er den samme hegemone fra militærdiktaurets dage. Uden selvkritik og fordybelse, fordi de argentinske medier er en af de eneste sektorer, der ikke har undergået nogle forandringer siden diktaturets afslutning i 1983. Der af også mediernes modstand mod regeringens menneskerets-linje.

– Den argentinske presse opfordrer til yderligere social opløsning, kollektiv panik og en hadekultur. Pressen fungerer i virkeligheden som fjende overfor Argentina, fordi den er i hænderne på en dominerende klasse, der kører den selvdestruktive agenda og med en befolkning, der ender med at gøre de eksisterende tilstande naturlige. Den argentinske presse har lang vej for at revidere dets relationer med fortiden, sandheden og de monopol-agtige tilstande i landets medier, siger Alejandro Kaufman.

Den argentinske regering har ikke en sammenhængende politik for de offentlige medier og heller ikke kultur- og uddannelsespolitik. Landbruget kræver en langsigtet landbrugspolitik, hvilket regeringen med eksportskatterne har indført. Efter landets til dato værste krise 1998–2003 er det argentinske samfund, trods de sidste par års stabile vækst, stadig i genopbygningsfase ift arbejdsmarkedet, borgerrettigheder og en generel national pagt om genopbygge tidligere tiders rige og socialt mere lige Argentina.

– Store dele af oppositionen og medierne dækker disse vitale problemer som om de ikke eksisiterer, og som om den argentinske virkelighed og de sidste par år og årtier har været normale og succesfulde.

Hvad er i spil i konflikten?

– Landbruget vil øge dets indtægter. Regeringen vil bevare en stadig skrøbelig institutionel magt for at gennemføre dens socialøkonomiske forandringer. Landbrugets model er direkte fra den neoliberale model med statskuppet i 1976, og regeringens model er den klassiske peronistiske socialdemokratiske model. Siden Juan Domingo Perón (1946–55) har disse to kræfter kæmpet om mere eller mindre velfærdsstat, og i 2001 så landbrugs-modellen ud til at vinde, men Cristna Fernández de Kirchner, og hendes mand Néstors mandat 2003-2007, har genvundet noget af den socialdemokratiske stat. Den relle konflikt i dag er: Vil et flertal af de menige argentinere have held til mere social lighed, eller skal de en gang for alle resignere over pengemagten?

© norske LMD