Beckett og humor som motstand

Humorens politiske modstand består i at stille spørgsmålstegn til den moderne kapitalismens menneskesyn. Den efterspørger noget sandt menneskelig, der ikke behøver at måle sig på egenskaber, kompetencer eller en falsk idé om frelse og belønning. I Becketts berømte dramaer virker humorens styrke netop som modstand.

november 2008

Hvis Gud fandtes ville han være en stor latter, som ville ophæve fundamentet for Guds eksistens. En moderat israeler sagde på et tidspunkt, at et af de mest karakteristiske og uhyggelige træk ved fanatikere (uanset om de var af religiøs eller politisk observans) var deres tab af humor.

Den franske filosof Georges Batailles sondring mellem «den høje latter» (le rire majeure) og «den lave latter» (le rire mineure) kan anvendes som strategi for en mindre modstandspolitik. I den lave latter ler man ad dem som socialt og menneskeligt er «mindre» end én selv. Man ler for at bekræfte sin egen status, identitet. Det er med andre ord den sociale latter: De andre er nogle idioter. I den høje latter ler man dybest set ad sin egen skrøbelighed, intethed, tro. Pyramiden vendes på hovedet og guderne og overbevisningerne styrter i grus i en kæmpe latter, hvor man selv styrter med og ler ad sin egen og verdens tragiske mangel på fundament. Man ler alene og ikke ad nogen. De omsiggribende latterbevægelser hvor man griner på kommando er netop uden modstand, idet latteren standser ved latteren for det handler bare om at være lidt glad. (…)

Bli abonnent og få tilgang til alle våre artikler, eller / logg inn med Vipps.

Tre måneder med Le Monde
diplomatique for 99 kroner!

Papiravis og full digital tilgang


Fornyes til 199,- per kvartal