De umenneskelige

Solen skinner på villavejen. En lille børneflok guides sikkert over vejen af en uniformeret skolepige med fløjte og fletninger. Husejerne vander græsset og nyder vejret. En stor BMW kører ned af vejen, forbi de impossante villaer. Snart hæver kameraet sig og begynder at følge en sommerfugls flagren i luften. En mur kommer til syne, derpå pigtråd. Og bagved dukker slummet op. Grå betonhøjhuse, der strækker sig, så langt øjet rækker.

Fronterner er skåret skarpt op i den mexikanske instruktør Rodrigo Plás debutfilm La Zona. Skellet mellem rig og fattig er umådeligt højt og konsekvenserne af skellet ligeså. Inde i La Zona bor de grotesk velhavende familier med satellit-tv, tjenestepige, privat vagtværn og overvågningskameraer på hvert eneste gadehjørne. På den anden side af muren sidder de fattige unge i en udtjent bus og prøver at holde varmen. Om aftenen sætter en storm ind, og da et lyn vælter et skilt op langs muren, er de unge ikke længe om at kravle over hegnet i håbet om et hastigt overstået tyveri i La Zona kan forsøge tilværelsen en smule.

Alt går selvsalgt galt under tyveriet. En lokal vagtmand, som kommer fra slummet, bliver dræbt. Ved et uheld dræbes også den velhavende Mercedes og under flugten må to af de unge lade livet. En tredje, den meget unge Miguel (blændende fremført af den kun 18-årige Alan Chávez), undslipper til gengæld men formår ikke at komme tilbage til slummet. Han er fanget i La Zona. Og nu viser de velhavende beboere deres sande ansigter. Væk er den perfekte overflade, og selvtægtsstemningen sætter ind, da de rige voksne mødes på skolen for at beslutte, hvordan sagen skal gribes an. De bestemmer sig for at holde politiet udenfor og selv sørge for at pågribe den undslupne bølle. I zonen har man kun forsagt til overs for politiet, som alligevel ikke kan hjælpe med noget som helst.

Alle grimme følelser kommer i vælden. Beboerne prøver at bestikke politiet, da det går op for en idealistisk betjent, at de rige forsøger at dække over de faktuelle hændelser og nægter at samarbejde. Også den afdøde vagtmands enke bestikkes og trues til at foregive, at hendes mand døde af et hjerteslag og ikke – som tilfældet ellers var – blev dræbt af en af de rige beboerne. Og sådan fortsætter La Zona i et langt spor mod bestialiteten og alt det horrible ved mennesket. Apartheid synes bestemt ikke at være et overstået kapitel.

DET ER EN UAFRYSTELIG fortælling, Rodrigo Plá har sat i verden, og med en række gennemtænkte formgreb, formår Plá at gøre filmen vedkommende og tankevækkende. Synsvinklen i filmen er primært set fra den unge Alejandro, der tilhører den rige elite. Sammen med sine klassekammerater iværksætter han en selvstændig jagt på den undslupne Miguel, hvor især en scene med de unge flok løbende i skoleuniformer bliver siddende hos tilskueren og synes inspireret af Kubrikcs voldsfanatikere i A Clockwork Orange. De uniformerede unge kommer i La Zona løbende direkte mod kameraet svingende med hvert sit våben. Den ene mere modbydeligt end det andet. Håndvåben, baseballkøller og en harpun.
Som filmen skrider frem, begynder Alejandro dog at tvivle på det rige samfunds moralske anskuelser for til sidst at tage Miguels parti og forsøge at beskytte ham. En anden tøver i det rige samfund bidrager også til nuanceringen i skildringen. Han stemmer imod forslaget om at jagte den undslupne og vil hellere inddrage politiet. Snart skal det vise sig, at det omkringliggende samfund vender vreden mod ham og gør ham – der ellers forsøger at holde sig til en civilisatorisk retfærdighedsopfattelse – til billedet på opgivenhed og laden stå til.

Stedvist minder La Zona om en hurtigklippet actionfilm, der nyder spillet mellem jægerne og den jagede. Men fordi det bagvedliggende moralske dilemma aldrig lades ude af syne, formår actionsekvenserne blot at bidrage til en tydeliggørelse af hvor umenneskelige og bestialske, disse beboerne vil tillade sig selv at være i håbet om at beskytte deres indspiste samfund.

Filmen lider under en svag første del, hvor for mange karakterer forvirrer, og det endnu ikke er tydeligt, hvor Plá vil hen med sin film. Også karaktertegningen lader noget tilbage at ønske. Som beskuer får man aldrig rigtig indsigt i karakterne, men Plá får heldigvis fokuseret ind undervejs, og slutresultatet fremstår som en harsk kommentar til social ulighed og til de problemer med korruption og selvtægt, som især de latinamerikanske lande til bestandighed kæmper i mod.

(…)