Filipinerne er et øhav af slum og galskab

Alexander Carnera
Skribent og forfatter.
Jeg sidder på restauranten Sult (opkaldt efter Knut Hamsuns roman) i Københavns filmhus Cinemateket. Overfor mig har jeg den filippinske dokumentarfilminstruktør Khavn de la Cruz som er blevet kaldt den digitale dokumentarfilms Che Guevara. Han er én blandt flere instruktører som er repræsenteret på dette års Copenhagen Documentarfilmfestival der bringer nyt fokus på den filippinske film. Flere af deres film kombinerer surrealisme, poesi, punkmusik og politiske historier. Der er tale om højst usædvanlige film der udnytter det digitale kameras mange muligheder.

– HVAD ER DET for en ny bølge vi ser indenfor den filippinske dokumentarfilm?

– Det er ikke en guerillakrig, guerilla er bare en label. Men det sigter til en stærk energi til simpelthen at lave film og det har meget at gøre med hvad det vil sige at lave film. Det afgørende er at man ikke lader sig ikke blokere af at filmen skal fortælles på en særlig måde, at den skal se ud på en særlig måde, eller at man skal have bestemte værktøj eller filmcrew for at lave den. Man går simpelthen bare i gang. Jeg ved heller ikke om det jeg laver er dokumentar for jeg er ikke ude på at dokumentere en specifik social virkelighed. Jeg er ikke optaget af at dokumentere noget bestemt, men interesseret i synliggøre menneskers indre verden. Jeg er interesseret i hverdagslivets eksistens. I Squatterpunk der følger en gruppe drenge i et slumkvarter og én af dem der får en hanekam, opsøgte jeg dem om formiddagen uden skript, uden nogen særlige intentioner andet end at følge en dag i deres liv. Først var de opmærksomme på kameraet, men efter et stykke tid glemte de det.

-– Men i filmen eksperimentere du med silent movie-genren og musik, så hvad er det du vil vise?

– Jeg har ikke noget bestemt jeg vil vise. Kun ønsker jeg at skabe en særlig indre verden af alt lige fra galskab, sorg og glæde som den kommer til udtryk hos disse slumbørn. Deres udtryk og sindsstemning skifter flere gange i løbet af en dag, men de er ofte glade og springfyldte med energi. Rige børn i Filippinerne er ofte ikke glade, men altid utilfredse. Jeg er interesseret i disse skift. Men både musikken, de tavse felter i filmen og den meditative stemning tilfører billederne et koncentreret udtryk, billederne får en egen virkelighed som udtrykker stærkere noget om deres indre verden. Når de roder rundt i affaldsvand forsøger jeg at vise en rytme, hvordan de smelter sammen med et liv.

–Hvad tror du er med til at skabe denne veritable eksplosion indenfor filippinsk dokumentarfilm?

– Det kommer af nødvendighed. Filippinere er fattige. Laver du en film der kun tager et par dage at skyde af, sparer du penge. Filmen du i dit lokale naboområde, sparer du penge. Du skal bruge dine venner som skuespillere. Men vi er heller ikke hæmmet af noget. Derfor ser du også meget crap. Den samme film kan af nogle takseres som et banebrydende værk og andre som det værste junk.
– Er denne revolution i filmkulturen med til at sætte spor andre steder i det filippinske samfund? Bliver disse filmeksperimenter til en platform for nye politiske udtryksmuligheder?

– Det har jeg meget svært ved at svare på. Man kan tale om et filmskabende fællesskab som inspirerer og presser hinanden, men om nogen egentlig relation til det omkringliggende samfund er svært at sige. Filippinere diskuterer ikke sig selv. Der findes mange kunstnere i filippinerne, både malere, digtere, forfattere og nu filmfolk, men mange er dem er mest interesseret i at få den indre verden til at komme frem på forskellige måder. De går ikke efter et politisk program. For mit eget vedkommende er der tale om et naivt forhold til virkeligheden som jeg forsøger at prøve af i filmen.

– Jeg har lavet 21 film og halvdelen af dem er optaget på én dag. Jeg prøver at fange det som sker og mens det sker og hvis det blæser op til storm skal det ikke hindrer mig i at lave min film. Så integrere jeg stormen i filmen, det bliver en film hvor det også stormer!

– På introen til dine film står der «This is not a Khavn film»? Er der tale om en Magrittekommentar?

– Helt sikkert. Dette er ikke en pibe.

– Men det er jo surrealisme?

– Ja, jeg er surrealist.

– Jeg kom også til at tænke på surrealisme da jeg læste titlen på den film de viser her: The Muzzled Horse of an Engineer in search of Mechanical Saddles. Men kan du uddybe hvad du nærmere mener med surrealisme?

– Det er ikke kun surrealisme, men også dadaisme, punk og poetryjam. Det er selve energien jeg bruger. Den sammensatte dynamik som udmærkede surrealismen, og postsurrealismen efter Breton. Det er den jeg eksperimentere med. Dette er virke-ligheden for mig. Filippinerne er surrealistisk. Det handler om at sætte tingene sammen på andre måder og det som man bruger finder man undervejs. Det er slet ikke sikkert at det kommer til at give mening. Der er faktisk tale om konstante sammenbrud af mening. Det er meget vigtigt. Sådan er det også med Muzzled Horse of an Engineer som handler om en ingeniør der bliver fyret for sit job. Da vi filmede hans vej gennem byen lignede det bare en helt almindelig gåtur. Men når man ser filmen ligner det en hallucination, en mental geografi fyldt med hans hestefetisch. Og det bliver vildere og vildere. Pointen er at denne gradvise mentale rystelse er noget jeg laver. Det digitale kamera er et fantastisk redskab. Det ser ikke ud af meget i det ydre når man filmer, men mulighederne er der. Du skal bare opsøge dem (griner stort).

– MEN TROR DU på at kreativiteten kommer spontant indefra, en automatisme?

– Helt bestemt. Jeg skriver også digte og jeg skriver altid i one take. Jeg skriver når pulsen er der og jeg prøver at ride på bølgen når den er der. Når jeg ikke kan ride på bølgen stopper jeg. Når jeg laver film er det min drøm at gøre kameraøjet til et glasøje der lever og hopper og ånder mellem tingene.

– Det lyder som en genopdagelse af Vertovs Manden med filmkameraet? Der opfinder det berømte Kinoøje allerede i 1929, som er det øje der kan se mere end det menneskelige øje, et decentreret jeg?

– Ja, det er Vertov, men det er selve hverdagens energi der er sådan. Det er den det handler om. Jeg kender ikke til noget andet.

– Men tror du der er noget særlig ved den filippinske mentalitet der muliggør denne brug af filmmediet i dag?

[Lang tænkepause.] Filippinerne er et kæmpe øhav af slum og galskab. De fleste filippinere er optaget af at klare sig gennem dagen, og måske klare sig lidt bedre næste år. Filmmediet er flydende og bevægeligt ligesom livet selv men det skaber ikke modeller eller forestillinger om en helt anden bedre verden. Der er kun de små sammenstød, små skift i sindsstemninger, som jeg snakkede om før. Det er dette mikrofelt som filmen lynhurtigt kan indfange. Det digitale filmmedie er en gave som mange tager til sig.

–En ny synsprotese?

Khavn griner.

© norske LMD