Forbrydelse og straff

Det man ikke hører eller ser, har man ikke ondt af, siges det. Men at alle vores handlinger kan have vidtrækkende konsekvenser, bliver med al tydelighed klargjort i Nuri Bilge Ceylans seneste film Tre Aper. Vi kan ikke bare smyge os udenom, selvom det, vi foretager os, måske ikke kendes af andre end os selv.

På en øde landevej kører den tyrkiske politiker Servet i sin bil. Han er midt i en valgkamp, så han er godt træt og mørket er faldet på udenfor. Indstillingen bliver ved langt ud over det normale. Måske er indstillingens aparte, temporale udstrækning til for at kropsliggøre Servets træthed hos beskueren. Pludselig træder en fodgænger frem på vejen. Servets søvnige kørsel gør, at han ikke evner at undvige. Fodgængeren bliver dræbt, og Servet ringer febrilsk til sin chauffør Eyüp for at overtale ham til at tage skraldet. Servet kan jo ikke havende siddende på sig, at han har kørt et menneske over, nu hvor der er et valg, der skal vindes. Mod en klækkelig sum i betaling og en fast, månedlig ydelse til sin familie, accepterer Eyüp at tage den ni måneder lange fængselsstraf, og politikeren kan fortsætte sin valgkamp.

Dette er blot startskuddet til en lang række af løgne og skubben ansvaret fra sig, som løber filmen igennem, og som henleder tankerne på Fjodor Dostojevskis bedste værker. Frygt, begær, mistanke og magtliderlighed får karaktererne til at handle al andet end beundringsværdigt, men alligevel forståeligt. Mens Eyüp er i fængsel indleder hustruen Hacer et forhold til Servet. Hacer og Eyüps søn, Ismail, er i mellemtiden på vej ind i en kriminel løbebane. Det er Ismail, der kommer på ideen, at de kan få et forskud af Eyüps bonus fra Servet, inden Eyüp kommer ud af fængslet. Hacer er først imod forslaget, for hun har aldrig gjort noget uden at spørge sin mand om lov først. Måske er hun i virkeligheden helt malplaceret i ægteskabet, og nu har hun – i hvert fald i ni måneder – en frihed til at finde sig selv igen. At denne frihed fører til utroskabet er blot endnu et udtryk for Nuri Bilge Ceylans meget lidet flatterende portræt af mennesket og dets handlemønstre.

Hjemvendt fra fængslet er det udelukkende Hacers utroskab, der vækker Eyüps moralske samvittighed. Det meget større spørgsmål om skyld og moral i forbindelse med fodgængerens død, lader ikke til at bekymre Eyüp stort. Vi mennesker kan åbenbart kun relatere til mennesker nært omkring os og helst kun til de implikationer, der har betydning for os selv. Som Eyüp er vi tilbøjelige til at lukke øjnene for fjerne relationer og for langsigtede handlinger, hvis effekt ikke just kommer os selv til gode på den korte bane.

{{TEMPOET I TRE APER}} eskalerer hen mod slutningen, hvor karakternes moralsk forkvaklede handlinger for alvor kommer på en prøve, men ellers har filmen et meget adstadigt temperament. Her er rolige hverdagsscener i den mørke lejlighed, hvor Hacer udveksler få ord med sønnen, mens den blå hav synes nært og dog helt uopnåeligt bag vinduet udenfor. Omverdenen udgøres ellers mest af deprimerende grå og brune nuancer, som måske kan være med til at forklare de egoistiske handlinger, karaktererne foretager. Egentlig er de jo bare ude efter et mere behageligt og lykkeligt liv.

Kameraet dvæler bestandigt ved karakterernes ansigtsudtryk, hvor Hacer ofte ser opgivende og nervøs ud, mens sønnike og mand snarere er rådvilde eller ligeglade. Meget kommunikation står at aflæse i disse ansigter, der bliver lagt i glimrende folder af Yavuz Bingol, Hatice Aslan og Rifat Sungar. Manglen på ord stemmer fint overens med filmens overordnede tema: Håbet om at konsekvenserne af vores handlinger driver bort uden vores indvirken.

Siden debut-kortfilmen Koza fra 1995, som var nomimeret i Cannes for bedste kortfilm, har Nuri Bilge Ceylan fået ry for at lave kunstnerisk meget ambitiøse film. Og det er da også sandt, at langt størstedelen af Ceylans værk ikke er let-tilgængeligt. Statiske og lange indstillinger, dvælende momenter af stilhed, tilbøjelighed til at filme sine karakterer bagfra samt vanskelige temaer som fremmedgørelse, monotomi og eksistenstialisme har sikkert være med til at skabe dette ry. Sandt er det dog også, at Ceylans film indeholder momenter af varme, humor og ikke mindst af exceptionelt smukke billeder, hvor Ceylans baggrund som fotograf ikke fornægter sig.

Lig Ceylans andre film har Tre Aper også en forkærlighed for den tørre humor, den psykologiske indsigt og en nedtonet fortælling om voldsomt store emner. Men hvor Ceylans to forrige film, Uzak og Climates, led under en forvirrende, elliptisk dramaturgi og en noget apatisk instruktion, synes Tre Aper at have modet til at gå hele vejen i sin kritik af menneskers laden stå til.