På sporet af den nye venstrefløj i Sydamerika

Var det den 9. november 1989, hvor talsmand Günter Schabowski for DDRs socialistpartis politbureau kl. 18.53 annoncerede en lempelse i reglerne for udrejse for DDRs borgere? Eller var det mere regionalt den 4. februar 1992, hvor den korpulente officer Hugo Chávez Frias med hans senere verdenskendte røde baret kl. 10.30 på venezuelansk tv opfordrede sine kolleger i hæren om støtte til det igangværende militærkup, der få timer efter endte uden resultat og med en Chávez på vej i fængsel varslende store socialistiske forandringer for Venezuela og Sydamerika? Eller måske var det først den 19. december 2001, da den argentinske præsident Fernando de la Rúa dekreterede undtagelsestilstand, og den på papiret stuerene argentinske middelklasse gik på barrikaderne i en landsdækkende afvisning af årtiers politisk korruptionskultur og udhulingen af Sydamerikas mest udviklede velfærdsstat under neoliberalismens diktater siden militærkuppet i 1976 og laissez faire-bølgen i 1990erne?

Hvornår og hvorfor de sidste års sydamerikanske venstredrejning begyndte er ikke let at svare på. Det er alligevel, hvad den 33-årige argentinske journalist og forfatter, José Natanson, forsøger i sin nye bog La nueva izquierda (Det nye venstre, 2008) som netop er udkommet i Sydamerika. José Natanson er til daglig redaktør for tidsskriftet Nueva Sociedad, der er et intellektuelt tidsskrift udgivet med støtte fra det tyske Friedrich Ebert Stiftung.

SCENEN ER SAT. Kronologisk ser den sydamerikanske venstredrejning således ud: Den løsladte og erklærede socialist Hugo Chávez Frias vinder en jordskredssejr ved præsidentvalget i Venezuela i december 1998 og stopper 40 års bi-partidisme gennemsyret af korruption og ineffektivet i et land med nogle af verdens største olie-reserver. Hugo Chávez genvælges igen i juli 2000 og får i august 2004 59 procent af stemmerne i en folkeafstemning om, hvorvidt vælgerne atter skal stemme om opbakningen til Chávez-regeringen.

I oktober 2002 følger Brasilien, kontinentets gigant på 185 millioner indbyggere, op med valgsejren til den tidligere metalarbejder og fagforeningsleder, Luiz Inácio Lula da Silva, og dennes arbejderparti. Lula genvælges i efteråret 2006. I maj 2003 vinder den hidtil ukendte provinsguvenør Néstor Kirchner anden valgrunde ved Argentinas præsidentvalg, efter at ekspræsident Carlos Menem (1989–99), som symbolet på 1990ernes ekstravagance og udsalg af Argentinas offentlige selskaber, undlader at opstille til anden og afgørende valgrunde på grund af udsigten til hans første valgnederlag nogensinde. I oktober 2007 vinder den siddende præsident Néstor Kirchners kone, Cristina Fernández de Kirchner, præsidentvalget i Argentina. I oktober 2004 vandt socialisten Tabaré Vázquez præsidentvalget i Uruguay.

I december 2005 vandt den tidligere kokabonde og indianerleder, Evo Morales, præsidentposten i Bolivia med hans Bevægelse mod Socialisme og bliver dermed Andes-landets første indianske præsident i et land med 70 procent indianere. I januar 2006 vinder socialisten Michelle Bachelet anden valgrunde i Chiles præsidentvalg og bliver dermed landets første kvindelige statsoverhoved. I oktober 2006 vinder Rafael Correa præsidentvalget i Ecuador. I april 2008 vinder den tidligere biskop Fernando Lugo præsidentvalget i Paraguay.

I skrivende stund er kun Peru med præsident Alan Garcia (tidligere præsident 1985-90) samt Colombia med den ultraliberale USA-allierede Alvaro Uribe deciderede højredrejede regeringer. Med andre ord er otte ud af ti lande i Sydamerika regeret af regeringer, der er mere eller mindre venstredrejede. Fra de tre musketerer, Chávez i Venezuela, Morales i Bolivia og Correa i Ecuador, der står for den mest hardcore venstrefløjspolitik med nationaliseringer af energiselskaber og retoriske som diplomatiske udfald med særligt USA. Til den mere pragmatiske venstrefløj i Lulas brasilianske arbejderparti, der har videreført 1990ernes ortodokse økonomiske inflationsdæmpende model, men samtidig i diverse sociale tiltag skaber præcedens efter brasilianske forhold. I samme båd er Argentinas præsidentpar, Néstor og Cristina Kirchner, dog med en mere volatil økonomisk som politisk kurs, der så sent som i sommeren 2008 med en konflikt med landets stærke landbrugssektor var ved at få de gamle sociale revolter som senest under Argentinas juleopstand 2001 frem igen. Som de mest midtsøgende men stadigt socialistiske eller socialdemokratiske regeringer er Chiles Michelle Bachelet og Uruguays Tabaré Vázquez.

Fælles for alle otte regeringer er en ambition om at afsøge grænserne for mantraet om at privat er bedre og billigere. Og et ønske om igen at give den hjemlige produktion førsteprioritet for at skabe lokale arbejdspladser og en øget lokal købekraft for derigennem at blive mindre afhængige af udlandet på grund af Sydamerikas historisk svage hjemmemarkeder. Midler og måden varierer.

I EN GAMMEL pariserejendom i Buenos Aires´ stadigt mere fancy og turistede San Telmo-kvarter klemt inde mellem havn og forretningscentrum tager José Natanson i mod.

– Hvordan opstod ideen. Hvordan har du oplevet de sidste ti år i Sydamerika?

– Sydamerika er ikke kun i en epoke med mange forandringer, men tydeligt i et epokeskift. Jeg blev interesseret i denne nye epoke efter Sydamerikas udviklingsepoke 1950-60erne, den autoritære epoke i 1970-80erne og den brutale liberalisme i 1990erne. Den aktuelle epoke kalder jeg for det nye venstre, fordi det er en postliberal og i aspekter antiliberal tendens i reaktion og protest over de tidligere epoker.

José Natanson har foretaget 25 rejser over hele Sydamerika i udarbejdelsen af bogen de sidste tre år. Han indrømmer, at den finansielle verdenskrise har taget ham lidt på sengen men vurderer, at Sydamerika ikke bliver ramt som tidligere og i mindre omfang end Europa, Asien og Nordamerika. En af bogens primære mål er at afmystificere det sorthvide, som blandt andet sydamerikansk og verdens presse praktiserer, om Sydamerikas nuværende magthavere.

– For mig er der to-tre hovedårsager til opståelsen af Sydamerikas nye venstre: Neoliberalismens fiasko både ved ikke at skabe social ro eller skabe god vækst, samtidig med at murens fald paradoksalt nok gjorde USAs indflydelse og interesser i Latinamerika mere diffus. Hvis en venstrefløjsregering havde vundet valget i Paraguay for 25 år siden, så ville USA næppe have tolereret det. I dag har USA intet valg. Det betyder ikke, at samværet og krydsningen mellem otte års liberal Bush-administration og Sydamerikas venstredrejning har været problemfri. Se bare på april 2002-kupforsøget mod Chávez i Venezuela eller dette efterårs optøjer i Bolivia – to lande der har smidt den amerikanske ambassadør ud.

– Hvad er karakteristisk ved det, du kalder det nye venstre?

– Den altafgørende forskel er, at venstrefløjen her ikke tidligere accepterede eller respekterede demokratiet. Det vil sige at de gik ind for at tage magten med våben. Nutidens sydamerikanske venstrefløj, og særligt ledere som Néstor og Cristina Kirchner og Lula samt Michelle Bachelet, har alle oplevet 1970ernes militærdikaturer. Et ordsprog hernede går: Efter den anden tortursession begynder man at sætte pris på habeas corpus.

– I 1970erne sagde venstrefløjen, at demokratiet var hult og borgerligt, men nutidens regeringer står for en menneskeretslinje, der også opfatter det som en menneskeret at have et arbejde og en bolig og adgang til en læge. Det er logisk, at lande som Argentina, Chile og Uruguay, der havde de mest brutale diktaturer, i dag er de mest konsoliderede demokratier. Det forsøger min bog at vise.

José Natanson giver det eksempel, at Néstor Kirchner få dage efter valgsejren i Argentina i maj 2003 begyndte at rydde op i landets højesteret og politi og i dag reelt står som den magthaver, der for alvor fik gang i opgøret med de ansvarlige for forsvindingen af 30 000 borger under militærdiktaturet 1976–83.
– Har Sydamerika udnyttet de sidste par års historiske chance for med høje råvarepriser at forandre de ekskluderende samfundmodeller?

– Projekter som de venezuelanske Barrio Adentro [titusindvis af læge og tandlægeklinikker i landets fattigkvarter i land og by] og Operacion Milagros [omkring 10 000 cubanske øjenlæger udfører enkle, men livsvigtige operationer i Venezuela, Bolivia, Nicaragua og Guatemala] er vigtige sociale fremskridt. Neoliberalismen i 80- og 90erne øgede fattigdommen i Sydamerika. Det er delvist korrigeret, men Sydamerika er dog slet ikke i nærheden af 1960ernes mere lige samfund. Hvad vil disse regeringer gøre for ikke at sænke de sociale forbedringer på trods af global recession.

– En af disse regeringers største resultater er skabelsen, i visse lande genskabelsen, af en stor højere og lavere middelklasse med købekraft og adgang til boliger. Kan denne gruppe beholde sin levestandard? Det bliver svært, hvis verdenskrisen trækker ud. Et andet eksempel er Bolsa Familia [der giver et fast pengebeløb til 42 millioner personer i fattige brasilianske familier, hvis de overholder børnene skolepligt og vacciner]. Lula indførte dette socialprogram i opgangstider, men uanset de politiske og økonomiske vinde i fremtiden er det en social landvinding, der i dag er så rodfæstet, at den som mange andre nye sociale tiltag bliver svær at fjerne for selv højredrejede regeringer.
– Jeg ser en tendens til, at visse sociale tiltag er blevet skudsikre, og at de er præcedensskabende og måske bliver konsensusskabende på tværs af partiskel. Paradokset er, at visse sociale fremskridt er opstået takket være neoliberalismens erfaringer eksempelvis, at Lulas fremskridt i Brasilien er sket takket være den tidligere liberale regerings økonomiske kurs».

– SYDAMERIKAS NUVÆRENDE ledere forener sig i flere globale spørgsmål som WTO: Har kontinent brug for denne politiske forbrødring?

– Det er vigtigt for at skabe mere vækst. Man kan ikke sammenligne Sydamerikas union med den europæiske udvikling siden Anden Verdenskrig. Europa havde og har et behov for union som Sydamerika ikke har og er mere fragmenteret, Brasilien er ikke Tyskland og Argentina ej Frankrig. Det er kontinentets eneste vej, selvom jeg er skeptisk over fordelene ved mere union, fordi mange lande er monokulturelle råvareeksportører. Kun 25 procent af landenes handel sker internt i Sydamerika mod et snit i EU på 70 procent. Men Sydamerika fordeler indtægterne endnu bedre via mere købekraft for alle sociallag og et større hjemligt forbrug.

– Hvad med retorikken om at kaste koloniåget af sig ift USA og de tidligere europæiske kolonimagter?

– Det er klart et gennemgående træk: At ville have uafhængighed overfor Valutafonden (IMF) og andre organisationer og lande til selv at udforme landenes politikker. I Bolivia har Morales-regeringen forstået at nationalisere naturgassen uden at blive beskyldt for at være for blødsødne over de udenlandske olieselskaber, der nemt kunnet have forladt landet. I Venezuela forsøger Chávez at tiltrække olieinvesteringer til det enorme Orinoco-delta, samtidig med at han til tider tordner mod USA og dagligt sender millioner af olietønder derop. Det er logisk.

– Hvad efterlod bogen dig personligt?

– En følelse af de hurtige forandringer, der foregår i alle sydamerikanske lande. Men samtidig en påmindelse om, at de ældgamle klasse og raceskel lever i bedste velgående i Sydamerika trods den progressive retorik fra præsidentpaladserne. Hvorfor kigger en indianer i Bolivia mig ikke i øjnene: På grund af underkastelse og had til mig som hvid. Og netop dét er Sydamerikas største udfordring og en påmindelse om, hvor ens og forskellige vi er. Disse strukturer skal brydes op, fordi der kan komme nok så mange politiske tiltag og sociale hensigter, men hvis borgernes mentalitet og mangel på uddannelse ikke følger med, er det hele nyttesløst.

– Jeg ser den nuværende udvikling som et forsøg på at gøre op med disse klassesamfund via økonomiske forandringer. Men jeg er skeptisk overfor dybe forandringer på kort sigt. For analfabetismen er faldet i Venezuela fra 15 til 12 procent trods landets enorme olieressourcer. Skrøbeligheden er dog reglen også for denne venstredrejning. Mange lande er afhængig af råvareeksporten og selv mønstereleven Chile får 40 procent af dets indtægter fra kobber. Regeringerne har ikke kunnet forvandle denne afhængighed til uafhængighed. Men processen er endnu ikke færdig.

© norske LMD