Befri mig for en presse

Problemet er historisk og aktuelt i Sydamerika: (Mis)forholdet mellem magthavere og presse. I størstedelen af Sydamerikas lande flyver de gensidige beskyldninger om desinformation, statsundergravende virksomhed og overgreb på ytringsfriheden frem og tilbage mellem regeringspaladserne og medierne. Uenigheden om landets grundlæggende økonomiske model og dermed nuværende som fremtidige kurs indenfor blandt andet uddannelse, sundhed og arbejdsmarked er udtalt. Sydamerikas presse er – uanset om den er enig eller ej i de nuværende (forsøg på) kursskift – del af dem. Den historiske polarisering indenfor Sydamerikas medier for eller i mod de siddende regeringer er genopblusset med kontinentets venstredrejning siden årtusindeskiftet. I de i dag otte af ti sydamerikanske lande med magthavere mere eller mindre til venstre for den politiske midte, er sammenstød mellem pressen og regeringer dagligdag. Derfor er det karakteristisk, og langt fra en undtagelse, at Bolivias socialistiske regering i slutningen af januar 2009 åbnede en landsdækkende (regerings)avis som modgift mod et, ifølge Morales-regeringen, stærkt manipuleret mediebillede. Som andre ligesindede sydamerikanske regeringer lyder argumentet fra den bolivianske regering, at landets medier traditionelt er styret af en elitær (højredrejet) gruppe, der modarbejder og desinformerer om de sociale og økonomiske forandringer for i mange tilfælde at støtte de magtfulde jordejere (les: oligarkiet) eller den industrielle og finansielle sektor.

Medierne svarer: Paranoia og undskyldning for utallige midlertidige eller permanente lukninger af aviser, radioer og tv-stationer i Bolivia, Venezuela og Ecuador samt optræk til samme i Argentina.

Le Monde diplomatique har spurgt to eksperter bosat i Bolivia om årsagerne til interessekonflikten mellem magthavere og presse. Fernando Molina er redaktør for det politiske ugeskrift Pulso, der er et af Andeslandets eneste forholdsvise neutrale i dens redaktionelle linje. Rafael Archondo er politolog for Verdensbanken i Bolivia.

– HVORFOR LANCERER Bolivias regering et decideret statsligt presseorgan?

RA: – Alle undersøgelser viser, at regeringen er omringet af private medier, der lige siden hans tiltræden har ført kampagner mod regeringen og præsidenten som person [Evo Morales er Bolivias og Sydamerikas første statsleder af indiansk oprindelige]. Bolivias mediebillede er udpræget regeringsfjendtligt og privatejet. Af landets to store bladhuse (PRISA og Grupo Líder), de fem tv-stationer (PAT, Bolivisión, ATB, Red Uno og Unitel) samt de tre radiostationer (Erbol, Fides og Panamericana), er det kun radiostationen Erbol, der ikke er decideret regeringsfjendtlig.

FM: – Bolivias regering forsøger at dæmpe effekten af den ubønhørlige kritik fra medierne og har haft lidt held i visse tv-kanaler. Men regeringen er, selvom landets største medier er uenige i landets nuværende kurs med store sociale og økonomiske forandringer, et let offer for skandalejournalistik på grund af særligt præsident Evo Morales´ ligefremme og ikke altid mest konsensussøgende stil.

– Hvordan vil du beskrive det der sker i Bolivia og lande som Argentina, Brasilien, Chile, Ecuador, Paraguay og Venezuela, hvor centrum/venstre-regeringer og pressen ikke er enige om de erklærede social-økonomiske forandringer?

RA: – Bolivias private medier modtager meget statslig reklame, men deres ejere og de individuelle journalister udgør landets urbane elite, der for størstedelens vedkommende ikke har stemt på den socialistiske regering, og derfor sammen med den bolivianske hvide middelklasse føler sig ekskluderet af de pågående forandringer med arbejdermæssigt og indiansk fortegn.

FM: – Forholdet har altid været meget svært, men i disse tider med regeringer, der føler sig «revolutionære» i politisk forstand, er pressen endnu mere på nakken af magthaverne, der opfører sig som landenes frelsere uden selvkritik og derfor sjældent uden at ville gå i dialog. De sydamerikanske regeringer ser derfor sabotage og konspirationer i pressen, som til tider er der, men også er ren fantasi.
– Hvordan er kvaliteten af pressen i Bolivia?

FM: – Fra dårlig til regulær. Manglen på uddannede journalister giver et misbrug af det overfladiske, så den bolivianske presse gør som en lille hund uden at bide magthaverne og fungerer som borgernes (demokratiske) vagthund. Visse private og statslige medier desinformere for at opnå politiske effekter på grund af landets polarisering».

RA: – Journalisterne har en meget svag fornemmelse for (betydningen af) de forandringer, som Bolivia er på vej igennem. Journalisterne virker overraskede, overrumplede, over det sociale flertal i arbejder- og indianerklasserne, der er kommet til magten. De forstår ikke den nuværende kontekst, hvorfor mediedækningen heller ikke forklarer regeringens initiativer i den rette kontekst og ikke skaber en dialog mellem de stridende parter i eksempelvis hovedstaden La Paz og de rige østlige provinser (der ønsker uafhængighed og senest i efteråret var ved at skabe borgerkrig). Medierne forstørrer visse bagateller og skaber et mikroklima, som oppostionen bruger til at beskyde regeringen med, og som skaber indignation i middelklassen og eliten. Men de sektorer, der stemmer på regeringen, bliver tilsyneladende ikke påvirket af denne tendentøse pressedækning og fortsætter deres støtte.

– Har denne polarisering mellem magthavere og presse rod i Sydamerikas store sociale forskelle – og hvordan påvirker dette forhold tempoet på forandringerne?

RA: – Bolivias medier har altid været polariseret i to grupper med det bedste eksempel, at landets to største dagblade mellem 1936–46 kæmpede mod hinanden om ideologisk overtag og den ene, El Cóndor de Bolivia, «vandt» via 1952-revolutionen (der skabte omfattende jordreformer). I dag står Bolivia i en lignende situation, og folket er delt og med meget klare præferencer indenfor medierne. Men om den nye regeringsavis formår at modvirke det private mediebillede er usikkert, fordi en lignende regeringsavis, La Nación, ikke fik megen betydning selvom den blev født af netop 1952-revolutionen.

– Hvilken rolle spiller medierne for at regeringer som Evo Morales i Bolivia får mere arbejdsro?

RA: – Den burde ændre dens egen pressepolitik og undgå at købe flere medier. Men tendensen med købte medier, eller oprette egne medier, bliver forstærket af en bisværm af venligtsindede journalister, der har brug for arbejde.

FM: – Regeringerne har helt sikkert brug for mere pressestøtte, men demokratierne fungerer ikke som i eksempelvis Vesteuropa, hvorfor regeringerne burde have lettere adgang til at ytre sig i den nuværende situation omringet af private medier og søgende en større ligevægt i medieverdenen og landet generelt.

I VENEZUELA BESKYLDER præsident Hugo Chávez jævnligt udvalgte medier for statsundergravende virksomhed. En af landets ældste tv-kanaler, Radio Caracas Televisión, fik i maj 2007 afvist en fornyelse af sendetilladelsen, hvilket tvang den private, stærkt oppositionsvenlige, tv-kanal til at sende via kabel og satellit. Sagen skabte protester fra hele verden, men for den venezuelanske regering var det en lettelse, fordi de borgere, der har råd til kabel og satellit-tv, oftest også er dem i middel- og overklassen, der i forvejen er i mod regeringens såkaldte bolivarianske revolution og dens «socialisme for det 21. århundrede». Hugo Chávez oprettede i 2005 den mellemstatslige tv-kanal teleSUR, der med base i Caracas og med statsmidler fra Argentina, Bolivia, Cuba, Ecuador, Nicaragua, Paraguay og Venezuela er et forsøg på en anderledes dækning af kontinentets virkeligheder. Den tidligere argentinske præsident, Néstor Kirchner (2003–2007), gav ingen traditionelle pressekonferencer og langede ofte ud efter pressen, der med Argentinas nuværende præsident, Cristina Fernández de Kirchner (gift med Néstor Kirchner) konstant er oppe at toppes med regeringen om alt fra inflationsprocenten til landbrugspolitikken, og dermed regeringens økonomiske model med vægt på eksportsektoren.

I Brasilien har pressen kontinentets mindst konfrontative relation til regeringen under præsident Luiz Inácio Lula da Silva, der alligevel har været ude i flere stormvejr på grund af korruptionsskandaler.

© norske LMD